Jeg er ikke uddannet kok.

Jeg er ikke engang en af de der fantastiske amatører, der på en god dag kan spille op med de bedste og måske vinde konkurrencen i et reality-show.

Jeg er en fuldstændig almindelig, madglad gennemsnitsdansker, der bliver i godt humør af at arbejde i mit køkken.

Lige nu i skrivende stund er jeg 50 (født januar 1963), jeg er single, og jeg laver mad til mig selv hver aften – sådan næsten da. Det er simpelt hen den måde, jeg kobler af på.

Jeg kan også godt lide at lave mad til gæster og arbejder gerne med et “tema” – jul, påske, pinse, middelalder, fusion, thai, mexicansk, middelhav og så videre. Men jeg har aldrig lavet mad til mere end 10-12 personer. Det er altså ikke mig, man ringer efter, når der lige skal laves middag til et større selskab.

Og jeg opfinder ikke mine egne opskrifter.

Jeg er fuld af beundring for de kvinder, som min mor og min farmor og også flere af mine veninder, der åbner køleskabet og siger; “nå, jeg har det og det og det – nå, så vil jeg lave….”.

Jeg arbejder helt anderledes. Måske fordi jeg gennem snart 25 år har læst, testet og anmeldt kogebøger for Dagbladet Holstebro-Struer, Midtjyske Mediers lørdagstillæg Fri samt for ugeavisen Holstebro Onsdag.

Jeg er altid i gang med en eller anden kogebog – og jeg starter altid med en opskrift, jeg bare MÅ prøve. Så køber jeg ind. Og så laver jeg mad.

Af og til ændrer jeg på opskriften, men det er sjældne tilfælde, at jeg ændrer så meget, at jeg kan kalde den for “min”. Den er som regel altid en andens. Og det har jeg det fint med. De eneste opskrifter, der er mine, er dem, der har været i min familie så længe, at vi kalder dem “vores”. Det er de nok heller ikke, men vi kan vel sige, at vi har vundet hævd på dem 🙂

Mislykket i England

Som det muligvis fremgår af det ovenstående, er jeg uddannet journalist. Jeg gik på Journalisthøjskolen i Århus, hvor jeg startede i 1983. Forinden (1981-82) havde jeg boet i London, hvor jeg for første gang blev kastet ud i at skulle lave mad.

Min mor var rasende dygtig i et køkken. Hendes spidskompetence var bagning i enhver afskygning – brød, konditorkager, tærter, småkager. Men hun kunne i det hele taget lave alt til perfektion, undtagen grydestegt kylling. Til gengæld brød hun sig ikke om at have andre i køkkenet, så det var ikke hende, jeg lærte at lave mad af. Som voksen havde jeg stor, stor glæde af hendes ekspertise og gode råd, men som barn og ung lærte jeg ikke noget af hende, når det gælder madlavning.

Så da jeg en råkold januar-dag i 1981 satte fod på engelsk jord efter at have løjet i min ansøgning til plejehjemmet i Chistlehurst og skrevet, at jeg skam var vant til at arbejde på plejehjem og ja, jeg kunne lave mad, var jeg pludselig “på Herrens Mark”. Plejehjemmets 24 bebeoere kunne vælge mellem otte-ti forskellige småretter til frokost. Og frokosten blev altså lavet af “de unge piger”, som jeg var en af.

I grunden var retterne ikke vanskelige – spagetti på toast, røget Haddock med scrambled eggs, fish fingers med pommes frites og så videre, hvoraf det meste bare skulle varmes eller frituresteges. Men når man skulle have 24 forskellige ordrer klar på nogenlunde samme tid, og man i øvrigt aldrig havde lavet mad før, ja så var det lidt….udfordrende.

Det lykkedes mig første gang, jeg havde ansvaret, helt klassisk at sætte ild til frituregryden – og derfra gik alt galt. Jeg satte mig ned og tudede, mens dagsygeplejersken Betty overtog mine madpligter.

Men efterhånden lærte jeg det jo. Og om ikke andet resulterede mit sammenbrud i, at de otte-ti retter blev skåret ned til det halve antal valgmuligheder!

Kollektiv og madklub

Da jeg i marts 1983 flyttede i kollektiv med fem andre journaliststuderende, var mit repertoire derfor ikke imponerede. Men vi havde hver en maddag, så der skulle jo laves noget. Jeg købte et par kogebøger; Da jeg altid har skrevet måned og år inden i mine kogebøger, kan jeg se, at jeg i april 1983 anskaffede mig Kirsten Skaarups “Vegetarisk køkken” og i maj 1983 købte “God mad, let at lave”. De er begge stadig i min reol, og de er grundigt slidte.

Og derfra gik det så fremad med mad-interessen.

Ikke mindst da jeg i 1987 fik job i Holstebro og flyttede direkte i ind et fællesskab, hvor vi godt nok boede i hvert vores hus/lejlighed, men spiste sammen seks aftener om ugen.

Det gjorde vi i ni år uafbrudt dag ud og dag ind. Fem personer – Ole, Anni, Lasse, Svend og jeg, ind imellem suppleret med en ekstra, nemlig Svends lillesøster AnneMarie. Det var nemt, økonomisk smart, socialt uundværligt – og så var alle madklubmedlemmer herligt u-kræsne. Vi spiste og var villige til at prøve alt. Måske lige med undtagelse af den gang Svend – fordi han havde så travlt – serverede pulverkartoffelmos med Jaka-bov. Lasse svor, at hvis det skete én gang til, så havde madklubben set det sidste til ham – men det skete aldrig igen 🙂

I dag er det mest min familie (min far og søster), min canastaklub (seks kortspils- og madglade kvinder), samt venner og veninder, der kommer på besøg fra Horsens eller København (der bor de fleste af de gamle veninder), som jeg laver mad til. Og så mig selv.

Jeg kan også lide at sylte og lave chutneys, men ud over de småkager, jeg prøver at perfektionere hvert år til jul, så er det ikke bagning og desserter, jeg gør mest i. Hvis jeg skal lave desserter, er det som regel noget med appelsin og/eller chokolade, som jeg holder meget af. Jeg er IKKE til det der med lakrids i alting….

Rejser og madkurser

Der bliver ikke udbudt så mange madkurser i Holstebro. Ellers ville jeg nok have meldt mig.

Jeg har været på et brødbagningskursus, fordi jeg elsker godt brød, og fordi jeg har en drøm om at være sådan en hyggelig ur-kvinde, der bare smækker det ene velduftende, store, flotte brød sammen efter det andet.

Men….NOT.

Min ex-kæreste, der havde været på bagekursus hos Aurion i Nordjylland og bagte fantastiske brød med gylden skorpe, havde muligvis ret, da han sagde, at jeg havde “for varme hænder til brødbagning”.

Jeg har også været på et kursus i juleslik. Det gik meget bedre 🙂 Især var jeg god til skumslik, som jeg har en udpræget forkærlighed for – og jo mere syntetisk smagen er, jo bedre. Ja, sorry, men sådan er det bare.

Jeg bruger mine penge og tid på mad, vin og rejser – og en vodka-martini i ny og næ.

Jeg rejser to til fire gange om året, og mad er altid en stor del af rejsen. At rejse er at leve – og at gå ud at spise godt, synes jeg er en af livets største fornøjelser. Både herhjemme og i udlandet.

Jeg har flere gange været på madlavningskurser på mine ferier – blandt andet i Italien, Vietnam og Laos – og det er nogle af de allerbedste ferieoplevelser, jeg har haft.

Det, man ikke ka’ li’

Alle har et eller andet, de ikke er så vilde med at spise. Det er OK. Men jeg er lidt skeptisk overfor folk, der kan remse en lang liste ting op, som de bare ikke kan få ned. Med mindre, selvfølgelig, at det er noget, de er decideret allergiske overfor. Jeg har det lidt som Camilla Plum, når hun siger, at så må folk altså bare se at blive voksne!

Der ER ting, jeg ikke er vild med; kogte ærter, kogt eller bagt fennikel (jeg kan lide begge dele rå), løvstikke, nyrer – og jeg har smagt på nogle specialiteter, som jeg ikke behøver smage på igen, for eksempel lammehjerne, fåretestikler, andetarm og søpindsvin. Men ellers er jeg altså klar på at prøve det meste, bare det er lavet af ordentlige råvarer og under rimeligt hygiejniske forhold….

Jeg spiser mere fisk, skalddyr og grøntsager end kød, men er ikke vegetar. Jeg drikker bestemt og gerne vin. Og jeg er nok gladere for kaffe og for salt end godt er. Men i det store og hele forsøger jeg at leve rimeligt sundt. Også selv om jeg får nervøse trækninger, når nogen præsenterer mig for en kogebog, der hedder et eller andet med “XXX-Kuren”.

Jeg skærer ikke al fedtet fra kødet, og jeg spiser ikke light-produkter. Jeg forsøger at holde vægten nede med motion, men nogen sylfide er jeg ikke. Til gengæld tror jeg, at jeg er ret sund.

Jeg ved ikke ret meget om vin. Jeg ville ønske, at jeg kunne huske alt det, jeg har fået at vide – men det kan jeg ikke. I stedet lader jeg dem, der virkelig har viden på området, vælge for mig, når jeg ude. Når jeg er hjemme, køber jeg enten (til hverdag) de vine i supermarkederne, som jeg ved, jeg kan lide – eller går til en vinhandler, hvis jeg skal have gæster.

Jeg håber du/I kan lide min blog/hjemmeside her. Det vil glæde mig. Men hvis ikke, er der jo så mange andre at vælge imellem 🙂

Mette Grith Sørensen