Det græske køkken er ikke min største favorit af middelhavskøkkenerne. Men der er dog retter, som jeg ind imellem craver, for nu at bruge et engelsk ord, der er blevet så trendy i Danmark, at man uden blusel bruger det i reklamer.
Jeg tror, at crave var det, fru murermester Jessen i Matador gjorde, når hun tog en kage og sagde: “Det er ikke fordi, jeg har lyst, men jeg trænger...”.
Jeg var simpelthen så selvfed forleden, at det er godt, jeg bor alene, for jeg ville have været helt uudholdelig at være i nærheden af.
Grunden var den enkle, at det var lykkedes mig at lave små, fine vandbakkelser, der både hævede og smagte godt!
Jeg syntes ikke, de her var vellykkede. Faktisk gik jeg rundt og var lidt småsur på mig selv over, at jeg havde prøvet endnu en gang – med et lige så pauvert resultat som sidst.
Sidst var for et eller to år siden, hvor jeg også til en julefrokost drømte om lange, supersprøde butterdejsstænger som snacks til velkomstdrinken. Dem bagte jeg dagen før – og så blev de bløde af at ligge i en kagedåse natten over.
Denne gang prøvede jeg så en anden opskrift – og lavede en anden fejl. Jeg stod ellers tidligt op på samme dag som julefrokosten for at bage dem samme dag. Jeg havde dog lavet den røde pesto dagen forinden.
I 2015 spurgte min tidligere kolleger og gode venner, Mads og Trine, om jeg havde lyst til at fejre nytår med dem? De havde en tradition med at fejre nytår hvert andet år i Holstebro sammen med en anden tidligere kollega, Brian, der nu bor i København med sin kone, Liv, samt naboerne Henrik og Line.