Det græske køkken er ikke min største favorit af middelhavskøkkenerne. Men der er dog retter, som jeg ind imellem craver, for nu at bruge et engelsk ord, der er blevet så trendy i Danmark, at man uden blusel bruger det i reklamer.
Jeg tror, at crave var det, fru murermester Jessen i Matador gjorde, når hun tog en kage og sagde: “Det er ikke fordi, jeg har lyst, men jeg trænger...”.
“Sikke godt her dufter!”, udbrød mine gæster, da der – fem minutter efter, de havde fået noget i glassene – bredte sig en duft af hvidløg og citron i lejligheden.
Jeg var simpelthen så selvfed forleden, at det er godt, jeg bor alene, for jeg ville have været helt uudholdelig at være i nærheden af.
Grunden var den enkle, at det var lykkedes mig at lave små, fine vandbakkelser, der både hævede og smagte godt!
Nogle af mine venner og bekendte vil nok undre sig over, at der forekommer en opskrift med ærter her på bloggen (der er faktisk én mere 🙂 ), da jeg absolut ikke kan lide ærter.
Men suppen her fik jeg engang til et selskab og syntes, den var elegant. Siden har jeg lavet den en enkelt gang selv, og det er så længe siden, at jeg ikke kunne huske mine erfaringer med den, da jeg i går (nytårsaften) stod og skulle lave den igen.