Nogle af mine venner og bekendte vil nok undre sig over, at der forekommer en opskrift med ærter her på bloggen (der er faktisk én mere 🙂 ), da jeg absolut ikke kan lide ærter.
Men suppen her fik jeg engang til et selskab og syntes, den var elegant. Siden har jeg lavet den en enkelt gang selv, og det er så længe siden, at jeg ikke kunne huske mine erfaringer med den, da jeg i går (nytårsaften) stod og skulle lave den igen.
En af fordelene ved at bo her ude vest på er, at man (hvis ellers man er rimeligt social og kommer lidt omkring) altid kender mindst én jæger – eller kender én, der kender én – og mindst én, der har en god kontakt til en fisker.
Det er heller ikke usædvanligt at kende én, der skal skaffe dejlige landæg, ænder, godt lam, nye kartofler, jordbær og andre bær, hasselnødder, valnødder o.s.v.
Maden er lige udenfor døren.
For nogle måneder siden – under al det her corona-shit – sendte veninde Jette mig denne opskrift, som er fra Bo Bedre. ”Var det ikke noget?” spurgte hun.
Jeg var godt i gang med at fordrive lockdown-tiden med at teste forskellige kager – og Jette og jeg har noget med Aperol.
I maj 2013 var vi til Douzelagemøde i vores italienske samarbejdsby, smukke Bellagio (efter en noget nervepirrende omgang bjergkørsel i lejebil fra Bergamo) – og vi lagde straks mærke til, at mange mennesker på caféerne sad med en stærkt orangefarvet drink ud på eftermiddagen.
Det måtte vi da også prøve – og så faldt vi fuldstændig for Aperol Spritz. Så meget at vi vel hjemme igen introducerede den for canastaklubben, der også var begejstrede.
Opskriften her stammer fra en bog, som jeg havde glemt, at jeg havde.
Det er ikke usædvanligt i mit hjem, hvor bøger fylder det meste.
Jeg fandt bogen, da jeg ledte efter en opskrift på en tomattærte (jeg havde fået købt lidt for mange tomater, og jeg spiser dem ikke rå, kun cherrytomater, så jeg skulle jo finde på noget) – og så fik jeg i stedet lyst til denne her ret.