I februar 2024 havde jeg – i året for Holstebros 750 års byjubilæum – besøg af præsidiet for den europæiske samarbejdsforening Douzelage.
Vi havde på det tidspunkt været sammen i otte år og stod overfor alle at gå af i april samme år ved generalforsamlingen i England. Egentlig burde vi fire kun have bestredet det embede i seks år, men på grund af to års corona med deraf følgende inaktivitet (vores forening er afhængig af at mennesker kan mødes), blev vores job forlænget med to år.
Jeg var simpelthen så selvfed forleden, at det er godt, jeg bor alene, for jeg ville have været helt uudholdelig at være i nærheden af.
Grunden var den enkle, at det var lykkedes mig at lave små, fine vandbakkelser, der både hævede og smagte godt!
Jeg har lavet panforte til canastaklubbens julefrokost før. Det var i 2012.
Egentlig havde jeg dengang tænkt mig at bruge mit mad-idol, Camilla Plums opskrift i hendes dejlige bog “Jul”, men kom på andre tanker, fordi jeg mente, den så “besværlig” ud. Og endte altså med en anden og udmærket opskrift, som man også kan finde her på bloggen.
Men i år har jeg kastet mig ud i en Plum-opskrift. Ikke den fra “Jul”, men en mere eksotisk, arabisk-præget opskrift med blandt andet rosenvand og berberisbær.
Den 23. januar 1982 fik jeg Charlotte Brontës “Jane Eyre” i forsinket fødselsdagsgave af Liz.
Altså, det er ikke sådan noget, jeg på stående fod kan huske så præcist, men det står heldigvis i den nu temmelig slidte og gulnede udgave af bogen, en Penguin-klassiker, som jeg altså fik få uger efter, jeg var ankommet til England, og fire dage efter min 19 års fødselsdag.
Hvorfor fortæller jeg nu det? Jo, fordi de faktisk spiser mincepies til jul i “Jane Eyre”.