Det var slet ikke meningen, at jeg skulle skrive om kaffe i aften.

Men lige som jeg stod og skulle til at lave aftensmad, bankede det på døren (min ringeklokke er i stykker – det har den været i tre år) – og udenfor stod en god gammel ven, Mads.

Jeg har arbejdet sammen med Mads og hans kone Trine på Dagbladet, men i dag beskæftiger de sig med andre ting – Mads knokler med sit ønskejob for Opera i Midten og Trine har taget en ny uddannelse som ergoterapeut.

Nå, men Mads er en af den slags mennesker, der får overraskelser til at ske. Man bliver glad, benovet, overvældet – og lidt usikker, fordi man bare ved, at om man så tænkte i to måneder, ville man ikke komme på noget lige så vedkommende og festligt at overraske ham med.

Da jeg fyldte 40 (for over ti år siden, suk), tog jeg til Sydafrika sammen med en anden god, gammel ven af den slags, der lige som god vin bliver bedre med årene; Jonny. På den aften, hvor jeg ved midnatstid fyldte 40, overrakte Jonny mig en gave fra mine kolleger på Dagbladet. Den havde Mads (der overhovedet ikke kendte Jonny) købt, fundet frem til min rejseven og afleveret. Vi ankom til Cape Town om aftenen på min 40 års fødselsdag (vi havde været med toget Rovo’s Rail fra Pretoria til Cape Town over to døgn), og på det hotel, vi tjekkede ind på, blev en lagkage med en dansk lykønskning båret ind under aftenens middag under stort ståhej. Det var også noget, Mads havde arrangeret.

Kaffekrus fra Bodum

Nå, tilbage til i aften – hvor Mads skulle aflevere nogle chilier, som Trine havde dyrket til mig. Og så havde han også lige købt en Bodum ét-krus-brygger til kaffe eller te til mig. Det havde jeg nemlig beundret, sidste gang jeg besøge parret, og den slags husker Mads og Trine.

Det skrev jeg lige hurtigt på Facebook – og nu kan jeg så fortsætte venne-strømmen, for en gammel ven, Thomas, meldte ind, at han havde tænkt over at købe sådan én, og om han ikke lige kunne få en anmeldelse?

Thomas lærte jeg at kende, da han var praktikant på Dagbladet for cirka 20-22 år siden. Jeg var hans praktikantvejleder, hvilket ikke forhindrede os i at gå i byen sammen – vi “klikkede” bare rigtigt godt. I mange år derefter havde vi ingen kontakt – Thomas flyttede, blev gift, fik børn, og jeg fik kæreste(r) 🙂 Men så er der jo Facebook. Og der fandt vi hinanden igen for vel fem-seks år siden. Vildt hyggeligt at catche op og et bevis på at gammel venskab ikke ruster 🙂

Nå Thomas – du kan roligt købe sådan en Bodum Brewer. Nem at håndtere (det kan du også finde ud af, tror jeg) – den indeholder cirka halvandet krus kaffe. Brug groft malet kaffe, det fine til kaffemaskine dur ikke rigtigt her. Smart hældetud fra “kanden” (der også kan fungere som en kop, men jeg foretrækker nu at drikke af et keramikkrus), som ikke drypper. Nem at gøre ren.

Hasselnøddekaffe

Da jeg nu er i gang med at namedroppe venner, så var det Sørine, min journalisthøjskoleveninde gennem mere end et halvt liv (i hvert fald halvt af mit so far), der lærte mig at drikke kaffe med hasselnøddesmag. Det var i New York. Jeg har siden mødt flere, der synes, at det er skrækkeligt og en helligbrøde, men jeg er altså helt vild med det.

Og det fik så Anne – en ret ny, men dejlig veninde – der er bosat i Californien til at sende mig to pakker kaffebønner med hasselnøddesmag. Den ene er væk nu. Den anden opbevarer jeg i fryseren. Det har kaffebønner bedst af. Der ligger mine fine kaffebønner fra Laos osse.

Jeg kan bare godt lide god kaffe. Jeg går så meget op i min kaffe, at jeg nægter at drikke den, som, vi får gratis i en automat på Dagbladet. Sjovt nok gider min chef heller ikke drikke den. Så vi har sammen fået os en kaffemaskine og skiftes så til at købe ordentlig kaffe i en af byens specialforretninger. Ja, god kaffe er dyrere end dårlig – men i det lange løb drikker man færre krus af den gode, fyldige end af det dårlige pjask.

Italien

Når jeg nu er i gang med kaffe, så findes der ikke bedre kaffe-land end Italien.

Ligegyldigt hvor dårligt et pizzaria, du går ind på, vil de have en anstændig kaffe, og hvis du går på en rigtigt kaffebar, kan man høre englene synge, når man smager på kaffen. Italienere tager ikke det med kaffe let – det er ikke bare noget sprøjt, der skal brygges hurtigt. Kaffe er kærlighed.

For nylig fik jeg helt uventet en rigtig god cappuccino i Rusland, nærmere bestemt på en georgisk restaurant i Skt. Petersborg. Jeg ved ikke, om man i Georgien har et særligt forhold til kaffe (har aldrig været der), men det er en af de bedste kopper kaffe, jeg har fået udenfor Italien.

Der er ikke noget som en god kop kaffe…