Jeg kan godt forstå, at Skagen er blevet det yndede udflugts- og feriemål, som det. For der er noget helt magisk over stedet, lyset og luften deroppe.

Men det med stedets popularitet er jo ikke noget, der er sket natten over.

H.C. Andersen var for eksempel en af gæsterne, der i Brøndums Hotels åbningsår, 1859, besøgte gæstgiveriet. Samme nat, som han boede der, den 17. januar, blev Erik og Ane Brøndums datter Anna Kirstine født. Hun skulle senere få stor betydning for Skagen og turisttilstrømningen.

Anna Kirstine, der havde stort kunstnerisk talent, giftede sig nemlig med en anden maler, Michael Ancher, og de to har været kraftigt medvirkende til Skagensmalernes ry. Der er vel nærmest ikke den dansker i dag, der ikke ved, hvem de var. Men der var nu flere kunstnere i Skagen  dengang.

Kunstnerkolonien i Skagen begyndte i 1870erne. Den talte – foruden Michael og Anna Ancher – Marie og P.S.Krøyer, Holger Drachmann, Laurits Tuxen, Oscar Björk, Carl Locher med flere.

Malerne opholdt sig meget på Brøndums Hotel og i 1883 fik P.S.Krøyer ideen til “Brøndums Spisesal”. Dens portrætfrise afbilledede de personligheder, der havde deres gang på Brøndums.

Det var den portrætfrise, som jeg ville til Skagen for at se. Og så ville jeg prøve at bo på historiske Brøndums Hotel og ikke mindst spise der, fordi franske Michel Michaud, der har boet så længe i Danmark, at vi næsten synes, han er lidt vores og lidt dansk, har overtaget gryderne i hotellets restaurant.

Jeg havde godt nok været i Skagen flere gange før, men altid med mine forældre, og for dem var Brøndums Hotel et “alt for fint sted” – de kunne ikke drømme om gå derind for at spise. Jeg havde heller aldrig været på Skagens Museum. Og jeg anede i øvrigt ikke, at hele den originale spisestue fra Brøndums var flyttet over på museet i 1946. Det var min medrejsende, Jette, der måtte fortælle mig det.

Nå, Jette S og jeg besluttede os for at tage til Skagen et par dage.

Jette S kalder jeg i mit stille sind for “mad-Jette” for at skelne hende fra “Rejse-Jette” og “Gamle-Jette”. Sidstnævnte er ikke spor gammel. Hende har jeg bare kendt, siden jeg var 15. Rejse-Jette har jeg kendt siden år 2000, og mad-Jette har jeg kendt i syv-otte år, men kun i omkring fem år som “god veninde”.

Mad-Jette og jeg har en fælles passion – det siger tilnavnet næsten – nemlig gourmetmad og god vin. Der er bestemt flere af mine veninder, der er glade for god vin og mad, men Jette er den eneste, jeg kender, der lige som mig er villig til at fyre en ordentlig bunke penge af på et enkelt måltid mad.

I år var det femte gang – og så må man godt kalde det en tradition – at vi kørte af sted i hendes (og hendes mands :-)) vintage jaguar for at komme ud at spise et lækkert sted.

Vi startede i sommeren 2012, hvor vi kørte til Henne Kirkeby Kro, fordi Paul Cunningham havde taget roret, for at spise frokost. Bagefter (samme dag altså) kørte vi ned og besøgte Hans Beck Thomsen på Cafe Stranden.

I 2013 besøgte vi Svinkløv Badehotel for at spise frokost – alt spillede bare; vejret, stedet, stemningen, maden, vinen. I 2014 kom vi aldrig rigtigt på udflugt, men spiste i stedet godt – og drak god vin! – på restaurant Støberiet i Holstebro. I 2015 havde vi så endnu en helt forrygende tur, da vi på en af sommerens bedste dage kørte til Falsled Kro og spiste en helt fantastisk frokost på gårdspladsen mellem træer, blomster og krydderurter. Bagefter besøgte vi min veninde Else, der er præst ved Ørsted Kirke, og fik kaffe.

I år besluttede vi os for at prøve noget nyt: Vi ville tage en overnatning med. Godt for Jette, der er chauffør, og som så endelig kunne få lov til at drikke mere end ét glas vin. Og det gik så godt, at vi har planer om at udvide til næste år – vi lader måske jaguaren blive hjemme og tager i stedet toget til hovedstaden, hvor vi vil have to overnatninger og to restaurantbesøg. Og nej, vi skal ikke på Noma eller andre steder, hvor det koster 2500 kroner per kuvert. Ikke at vi ikke er nysgerrige, men det er over smertegrænsen for mig. Indtil nu har vi holdt os lige omkring 1000 kroner inklusive vin.

Nå, tilbage til Skagen. Vi bestilte både hotel og bord i restauranten flere måneder i forvejen 🙂 Det havde vi nok ikke behøvet, men rart at være sikker. Vi var enige om, at vi ikke ville bo i selve hovedbygningen. Godt nok ville det være stemningsfuldt og historisk, men vi er også to midaldrende kvinder, der gerne vil have vores eget badeværelse. Og sådan nogen findes kun ude på gangen på Brøndums. Se http://www.broendums-hotel.dk/

I stedet fik vi det skønneste værelse på Admiralgaarden, sådan en dejlig slentretur på små 150 meter fra Brøndums ned ad Anchersvej. Hotellet blev udvidet i 1891, i 1897 og igen i 1909, fordi der kom flere og flere gæster til smukke Skagen. I 1915 besluttede Anna Anchers bror, Chresten Degn Brøndum, der drev hotellet, at der måtte opføres et anneks. Det blev Admiralgaarden, som er tegnet af arkitekt Ulrik Plesner, som også stod bag Skagens Museum i 1923. Han stod også for den første udvidelse af Brøndums, og tegnede en lang række andre bygninger i Skagen – stationsbygninger, havnemesterens bolig, Skagen Bank og ikke mindst Klitgården, den kongelige sommeresidens for Christian X og Dronning Alexandrine. Admiralgaarden er faktisk en kopi af netop den kongelige sommerbolig.

Det er ikke mig, der ved så meget om arkitekt Plesner. Men Jette ved ganske meget om arkitektur (og ikke mindst møbelarkitektur), og det var hende, der kunne fortælle mig, at Plesner blev født i Vedersø Præstegård og var arkitekten bag adskillige bygninger i Ringkøbing. Det var jo næsten helt hjemligt 🙂

 

Nå, vi kørte mod Skagen tidligt onsdag morgen. Vi ville have god tid til turen – og vi ville gerne være fremme, så vi kunne nå at nyde Skagen inden aftensmaden. Vi besluttede at køre mod Hirtshals på vejen op. Vi blev sultne, inden vi nåede Skagen. I Tversted holdt vi ved købmanden, da vi fik øje på et restaurantskilt. Vi skulle da lige kigge på menukortet, og det var så lækkert, at vi gik indenfor.

“De to stuer” er, ifølge tjeneren, kun halvandet år gammelt. Der har været adskillige forskellige mad-etablissementer i den gamle bygninger før – han remsede op; thai, burgere, italiensk – men nu var menukortet delikat dansk med et fransk twist. Fire forretter, fire hovedretter og fire dessert om aftenen – et klogt valg, så køkkenet ikke går fuldstændig grassat i fremstillingen af 39 forskellige retter.

Frokostkortet, som vi jo kiggede på, bød på i alt seks retter + to til børn. Der var blandt andet både røget laks med mandelmayonnaise, krabbemousse på tomat og stegt rødspætte med syrnet fløde (sikke lækre forslag!), men Jette og jeg faldt begge for lun gedeost med mynteolie og rødbede.

Retten kostede 79 kroner, den smagte SÅ lækkert, og man blev behageligt mæt. Vi drak et svingende stort glas californisk zinfandel rosé, Stone Barn, til 48 kroner, mens vi nød de hyggelige, gammeldags omgivelser i de to stuer og udsigten til roser i haven. Jeg kan kun anbefale “De to stuer”, Tannisbugtvej 36, Tversted. Se også http://www.de2stuer.dk

Vel ankommet til Skagen lige før klokken 14, blev vi budt velkommen af den mere end almindeligt imødekommende concierge (eller hvad sådan en nu hedder på et hotel), der gav os nøgle, forklarede om morgenmaden, som indtages på Brøndums, tjekkede vores aftenbestilling o.s.v. Så kørte vi ned til Admiralgaarden, parkerede bilen og indtog vores dejlige værelse. Intet tv, radio, telefon eller minibar – men stort, lyst, rummeligt og med eget bad & wc 🙂 Og gode senge.

 

Og så gik vi ellers en flere timer lang tur rundt i Skagen, hvor Jette fik mig overtalt til at spise is, noget jeg ellers sjældent gør. Vi valgte dog hver vores isbutik… Jette ville have hjemmelavede lakrids-is-kugler, og personligt kan jeg ikke forestille mig noget værre. Så jeg fik en hjemmelavet vaffel med god, industrifremstillet softice 🙂

Ingen af os er de store shoppere, men det lykkedes alligevel Jette at forelske sig i en kameltaske og købe den. Vi var i flere delikatesseforretninger og vinforretninger, og i et smukt glaspusteri med virkelig flotte glas. Havde jeg haft pengene, så….men dem skulle jeg jo bruge på at spise.

Vi var også et smut omkring Skagen Kirken og forsøgte at gætte, hvornår den mon var fra. Ingen af os gættede rigtigt – jeg var 100 år fra. Troede den var midt til sidst 1700-tallet, men så var den fra 1841.

Klokken 19 stillede vi i kjoler, nyredt hår og lipgloss på Brøndums Hotel.

Vi fik desværre ikke et bord ved vinduet – der var nemlig kun store borde til seks og otte personer. I stedet blev vi placeret ved et to-mands bord lige ved indgangen til den stue, der engang var Brøndums Spisesal, og hvor vi senere slog mave – med kaffe og de skønneste petit fours.

Vi havde kigget på menuen på forhånd og var enige igen – vi skulle have “Stegt jomfruhummer med koriander-ratatouille” og “Tournedos af Poularde med stegt foie gras og trøffel sauce” – “Så får I også en rigtig god aften,” sagde tjeneren anerkendende og foreslog en Sancerre (2015, Chemin de Marloup, Jean-Paul Balland), da vi gerne ville have hvidvin hele vejen igennem.

 

Jeg har spist Michel Michauds mad før – da han var gæstekok på restaurant Under Klippen i Holstebro i foråret 2016. Dengang syntes jeg, at hans mad var helt fantastisk. Men jeg må indrømme, at jeg ikke synes, jomfruhummeren var helt oppe at ringe på Brøndums.

Den lå på en tomatconcasse, tror jeg, man ville kalde det, og den var virkelig stærk. Masser af chili i. Det synes jeg var synd. Nu smager jomfruhummer jo dejligt mildt og diskret – og det druknede da helt i chilien. Og så var vi enige om, at den åbenbart også druknede korianderen (som vi begge er ret vilde med), for den smag var svær at finde.

Nå, poularden var skøn (selv om Jette syntes, at portionen var for stor – men det er jo et luksusproblem), saucen var himmelsk, betjeningen var god, vinen skøn, og så var det ikke mindst en stor oplevelse at sidde i de historiske stuer, hvor så mange berømtheder har gået rundt, spist og drukket.

Vi var utroligt heldige med vejret. Vi slentrede hjem til Admiralgaarden efter kaffen  og snakkede om, hvor dejligt det var at være i Skagen i godt vejr.

Næste morgen spiste vi morgenmad på Brøndums. Vejret var blevet mærkbart køligere, så det blev ikke til noget med at sidde ude i haven, hvor så mange motiver er malet. Men morgenmaden var god og rigelig.

Vi pakkede sammen på Admiralgaarden, betalte og tjekkede ud hos conciergen på Brøndums og gik så på Skagen Museum. Museet er blevet udvidet og renoveret flere gange – senest blev det genåbnet af Dronning Margrethe i februar i år efter en større omgang. Det koster 100 kroner at komme ind, og man kan læse mere på http://www.skagenkunstmuseer.dk

Det var naturligvis en oplevelse at se de mange berømte malerier og forundres over, at nogle af dem ikke var større, mens andre var meget større end man havde forestillet sig. Stort set det eneste af de meget kendte malerier, som Skagens Museum ikke har, er Krøyers “Hip Hip Hurra”. Det hænger i Göteborg. Men man har to forstudier til det i Skagen. Dem skal man så lede længe efter. Jeg forstår simpelt hen ikke, at man ikke gør noget mere ud af dem.

Jeg forstår heller ikke måden, man har valgt at præsentere malerierne. De hænger ramme ved ramme, fra gulv til loft, i to mægtigt store rum. Man kan komme op på et galleri for bedre at se de øverste, men under alle omstændigheder er det forvirrende. Malerierne drukner hinanden – mængden er totalt overvældende. Øjet kan ikke finde hvile.

Krøyers “Roser” fra 1883 (hans kone Marie sidder i en liggestol ved siden af en stor busk med hvide roser), som min mor elskede, er ikke noget særligt stort maleri. Da jeg endelig fandt det, var det svært at nyde, fordi det var totalt omgivet af malerier, helt tæt på.

Jeg er klar over, at museet ikke har så meget plads og også gerne vil vise alle sine billeder. Men jeg synes nu stadig, de skulle sortere noget ud i det. Jeg kunne godt tænke mig, at de bedste malerier havde en væg for sig selv. Og især burde man lave mere fortælling omkring malerierne. Man kunne tage en lille folder, hvor alle billederne er i (cirka 0,5×0,5 centimeter, så man skal have gode øjne), så man kan se titlen og hvem der har malet hvad. Hvis ikke man tager folderen, kan man ikke se titlerne. Der er nemlig ikke skilte ved malerierne – det er der ikke plads til.

Det bedste var Brøndums Spisestue. Ikke fordi der stod noget om den, men fordi vi kom samtidig med en virkelig engageret og opvakt skoleklasse (de var vel 10-11 år) og deres lige så engagerede mandlige tourguide. Børnene stillede supergode spørgsmål, så vi stillede os op og lyttede, og med guidens svar og fortællinger blev vi klogere og  stuen blev “levende historie”. Det burde resten af museet også være.

Der var i øvrigt en fin – og meget bedre lavet – særudstilling med skitser og malerier af Willumsen. Den hedder “Willumsen og de badende børn” – og den er pillet ned igen, når du læser dette. Den sluttede den 21. august.

Efter et besøg i museets shop, hvor Jette købte snaps til sin mand og jeg købte et postkort (Hip-hip-hurra), kørte vi til Gl. Skagen. Vi syntes, vi lige skulle se det, når vi nu var på de kanter. Vi parkerede ved Jekels Hotel, spadserede lidt rundt i kulden (det blæste ret meget), så på vandt ved solnedgangs-samlingsstedet – og drak (for mit vedkommende) et glas sauvignon blanc, der lød det spøjse navn La Galope (85 kroner), og for Jettes vedkommende grøn te fra Perch’s (hun skulle jo køre :-))

Og så kørte vi til Strandby, hvor Jettes søn er i lære som skibsbygger. Hyggede os med at spise – udmærket – fiskefilet med fritter og remoulade og drikke øl (mig) på Søstjernen på Auktionskajen. Vi havde nu stadig tid til overs, så servitricen/kokken foreslog os at køre til Frederikshavn og kigge på Krudttårnet og Bangsbo Botaniske have. Det gjorde vi. Og sluttede med kaffe i Møllehuset.

Efter endnu en – stærk – kop kaffe hos Jettes søn tilbage i Strandby, kørte vi atter mod Holstebro.

En rigtig dejlig sommerferietur.