Nå, nu var det så heldigvis farvel til Den Trælse Måned.

Ja, sådan tænker jeg om marts. Det er måske ikke helt fair. Faktisk har marts i år leveret en del godt vejr, og måske er måneden også mere hård, end den er træls.

Det er nemlig den måned, hvor jeg altid gør op med mit vellevned og begynder at løbe og gå i motionscenter. Jeg ved godt, at andre mennesker begynder at motionere lige efter nytår, men da er jeg altså overhovedet ikke klar til at forlade sofaen, rødvinen og pastaen med bacon og fløde.

Det er jeg så til gengæld i slutningen af februar, hvor jeg som regel – 8-10 dage før løbesæsonen begynder – kommer i tanke om, hvor pinligt det vil være, hvis ikke jeg kan løbe tre kilometer, som er start-distancen.

I år har jeg for første gang i de ni sæsoner, jeg har løbet med Dagbladets avismaraton, rent faktisk fulgt den løbeplan, som man som medlem får tilsendt. Ellers plejer jeg bedrevidende at sige til mig selv, at to gange løb om ugen nå være nok.

Tandlæge-horror

Men sidste år fandt jeg ud, hvad der sker, hvis man ikke ”har kilometer nok i benene”, når uheldet er ude.

Jeg var kommet godt i gang med mine 2 x ugentlige løbeture, da jeg midt i april fik foretaget en tandoperation af den slags, som man kan læse på internettet, at 1 ud af 200.000 mennesker har problemer med.

En af dem hedder så Mette Grith Sørensen.

Jeg var på penicillin i 32 dage, og i 15 af dem var jeg på smertestillende piller døgnet rundt. Jeg sov ikke engang fire timer i træk om natten – jeg vågnede for at tage piller.

Der er noget med mig og smertestillende midler…når jeg siger ”av”, mens tandlægen roder rundt i min mund, sukker han og siger ”nå ja, det er dig, som bedøvelsen bare ryger lige igennem”. Og så må jeg have et skud mere.

Nå, da jeg var ovre penicillinen, lignede jeg grangiveligt en hårdt opvredet karklud. Sådan følte jeg mig også. Træt, træt, træt.

Jeg kom dog igang med at løbe lidt igen. En veninde tog med mig ud i skoven i weekenderne og løb, men jeg havde konstant dårlig samvittighed, for hun ventede kammeratligt på mig, selv om hun faktisk kunne løbe både hurtigere og længere.

Kvabset

Jeg kom op på ti kilometer med Avismaraton, men det var ikke let. Det var ikke ubesværet. Og det var ikke nogen fornøjelse.

Da jeg i slutningen af juli gik på ferie, lod jeg stå til, og i slutningen af september holdt jeg helt. Jeg plejer ellers at blive ved ind til starten af november. Så ikke bare havde jeg ikke løbet alle de overflødige kilo af som vanligt. Nu lagde jeg mig så også tidligt på vintersofaen.

Andre mennesker drømmer om at have et totemdyr som den farlige ulv, den kloge ugle eller den elegante ørn, men jeg VED at mit totemdyr er den tunge bjørn. Jeg kan lide vinter, og jeg har en udpræget sans for at gå i hi. Vinter er for mig ensbetydende med at spise og sove, to af mine yndlingsbeskæftigelser. Men det gør mig jo ikke ligefrem tyndere.

Og her per 1. marts var der langt til den hårdt opvredne karklud. Vi taler ikke engang erotisk buttet. Vi taler kvabset.

Så nu følger jeg altså løbeplanen. Jeg går i motionscenter to gange ugentlig. Jeg har skåret rødvinen ned til et glas om dagen – undtagen når der er fest, og dem har der heldigvis kun været én af endnu! Jeg spiser ginseng sammen med min vanlige fiskeolie, kalk og D-vitaminer. Og jeg drikker lindeblomst-te i stedet for kaffe herhjemme. Jo, det er hårdt! Men det går heldigvis godt.

Mål taljen

Jeg har tabt to kilo, men har for længst lært, at det ikke er på vægten, man måler successen det første stykke tid. Når man har ligget på sofaen i fem måneder og kun spekuleret på, om man skulle vælge en karamel med blåt papir eller gult papir, og pludselig begynder at dyrke motion fem-seks dage om ugen, så sker der noget. Men ikke nødvendigvis noget, der afspejles i vægten.

Man begynder nemlig at danne muskler. Og de vejer mere end det fedt, man taber. Så den bedste metode at tjekke, om det går fremad, er at måle sig i taljen. For de nye muskler sætter sig altså ikke og fylder der, hvor fedt-pølsen har siddet.

Jeg har tabt 4,5 centimeter i taljen på fem uger, og det er rigtigt fint. Slet ikke nok, men en start. Jeg behøver ikke mere knappe cowboybukserne op, når jeg har spist…

Grethes piger

Jeg kan også mærke, at træningen virker.

Forleden løb jeg de 4,2 kilometer ned omkring kirken hjemme hos min far på 25 minutter. Det er hurtigt for mig, der normalt løber i 7,5 minutters gruppen.

”Der er nok noget galt med dit ur,” sagde min far, der altid er klar til at bakke op om en stor præstation.

Men det var der altså ikke.

Det betyder så ikke, at jeg nu skal til at løbe i seks minutters gruppen ved Avismaraton. Jeg holder rigtigt meget af min 7,5 minutters gruppe, der også kaldes ”Grethes piger” (der er nu enkelte mænd med i år) på grund af en af trænerne, der kommanderer så charmerende og herligt.

For mig er løb nemlig i høj grad en social ting. Ja, jeg vil bestemt gerne tabe mig ved motionen. Til gengæld er jeg fløjtende ligeglad med, hvor hurtigt jeg løber. Det, der betyder noget, er, når vi er kommet i nogenlunde form og på en sommeraften i maj-juni har luft, mens vi løber,  til at tale om madopskrifter, børn, ferieplaner, tv-serier, job, løbestævner, løbeskader, mænd og hvad der nu ellers kan være bøvl med.

Det er dæleme hyggeligt. Og så har man altså længst glemt Den trælse Måned.

Velkommen til april!