(Artiklen blev bragt i Jysk-Fynske Mediers rejsetillæg i maj 2017)

Vi mødte heldigvis ikke en kongekobra, og vi så heller ikke en tiger. Men der er mange andre dyr i den sydindiske stat Kerala, som man godt kan kalde ”Indien for begyndere”

Tekst og foto: Mette Grith Sørensen

– Myg? Nej, de er ikke noget problem. Vi sprayer mod dem hver aften op til 50 meter fra huset, fortæller vores værtinde.

Vi har valgt et homestay, en slags bed and breakfast hos et privat par, ved søen Vembanad i den indiske delstat Kerala. Indtil da har vi boet på hoteller, men i det gamle hus i traditionel byggestil er der ikke glas i vinduerne ind til stuen – dog til soveværelset – så vi tænker lidt over, om vi nu vil blive ædt af myg?

Det elegant restaurerede hus har fire værelser til gæster. Bag det – i et mere moderne hus – bor værtinden og hendes familie. De sørger for mad tre gange om dagen, så det er mere eller mindre som at bo på hotel alligevel.

Bortset fra det med dyrelivet.

– Slanger? Jo, dem har vi, siger værtinden, som om det var den naturligste ting i verden.

Så sukker hun og tilføjer:

– I skulle have set haven før. Jeg havde så mange blomstrende buske. Men vi var nødt til at fjerne de fleste, for slangerne ruller sig sammen under dem …

Muligvis sporer hun en vis bekymring hos os, der pludselig har fået øjne så store som tekopper, for hun skynder sig at ”berolige”:

– De er altså kun et problem, når det er mørkt, og man risikerer at træde på dem. Lad være med at gå uden for de oplyste stier om aftenen.

Jeg beslutter mig for at blive indendørs efter mørkets frembrud.

Det skal understreges, at vi ikke ser nogen slanger de 14 dage, vi er i Kerala – nå ja, vi ser faktisk én i vejsiden en dag, men vores chauffør siger, at den er ”helt ufarlig”.

Der er cirka 270 slange-arter i Indien. Omkring 60 arter er giftige i større eller mindre grad. I Kerala findes fem arter, der er dødeligt giftige, blandt andet den op til fem meter lange kongekobra. Det er dog ikke sådan, at de ligger på lur og venter på et menneske.

– Bare I larmer, når I går ud, så møder I ikke nogen, siger værtinden og forsikrer, at slangerne flygter, hvis der er uro.

Det er kun, når de bliver overraskede (når man træder på dem for eksempel), at de reagerer.

Paradisisk frodigt

Vi er tre veninder, der rejser sammen. Vi har alle været i Indien før – både sammen og hver for sig – og er særligt glade for det store land, der er så utroligt forskelligt fra syd til nord og fra øst til vest.

Kerala kan nærmest betegnes som ”Indien for begyndere”. Det er en nem og behagelig stat at rejse i, der er smukt, og hotelstandarden er høj, ikke mindst ude ved kysten.

I 1957 var Kerala den første region i verden, som fik kommunistisk styre ved et demokratisk valg. Det skal være usagt, om det er det, der gør Kerala til noget særligt, men i hvert fald er for eksempel analfabetismen Indiens laveste. Over 90 procent kan læse og skrive. Forskellen mellem mænd og kvinder, der kan læse og skrive, samt mellem landbefolkning og bybefolkning, er også den laveste i Indien.

Der er flere læger pr. indbygger i Kerala end i resten af Indien, der er stort set ingen religiøse sammenstød i staten, der har sammensætningen 40 procent kristne, 30 procent hinduer og 30 procent muslimer, og man har for at skåne miljøet indført et delvist forbud mod plasticposer. For at promovere sund levevis indførte man i 2014 en streng alkohollovgivning, der gør, at alkohol kun må serveres på femstjernede hoteller/restauranter. Private kan kun købe alkohol om søndagen i særlige butikker – lidt som det svenske systembolaget.

Man skal ikke have været mange timer i for eksempel Indiens hovedstad, New Delhi, oppe nordpå, før man ser krøblinge, der må leve på gaden, tiggere og forhutlede gadebørn.

I løbet af 14 dage i Kerala ser vi én krøbling og møder én meget usselt klædt ældre kvinde, der tigger småpenge på et marked. Måske skyldes den tilsyneladende højere levestandard, at Kerala er så umådeligt frodig. Her gror alting med lynets hast, og der høstes afgrøder flere gange i løbet af året. Og så er staten ”velsignet” med en strøm af turister, der især kommer for at dyrke yoga og få ayurvediske behandlinger på de eksklusive strandresorter.

Araberne vil se regn

Ayurveda er en ældgammel behandlingsform, der går hånd i hånd med hinduismen. Grundlæggende handler det om at bringe krop og psyke i balance via øvelser, behandlinger og diæter.

– Når monsunregnen kommer, holder turiststrømmen vel også op? Så kan folk jo ikke ligge på stranden, spørger vi vores chauffør, Senthil.

Vi har lejet bil med chauffør under hele opholdet. Det er bestemt en luksus, som er til at betale sig fra i Indien. Og både bilen og chaufføren er topklasse.

– Nej, da, så kommer de arabiske turister jo, svarer han.

Den forstår vi ikke, så han forklarer:

– Turisterne fra de arabiske lande kommer for at opleve monsunregnen. De har jo ikke øsende regn og køligt vejr derhjemme, forklarer Senthil.

Danmark må bestemt have et uopdyrket potentiale, når det gælder turister fra ørkenstaterne …

Men hvis ikke man er til monsunregn, ayurvedisk massage eller ophold i en liggestol på stranden, har Kerala meget andet at byde på. Blandt andet dyr. Og nej, ikke kun slanger.

– Hvad er det? udbryder den ene veninde, da vi går eftermiddagstur i en kardemomme-plantage i bjergene i nærheden af byen Munnar.

Det er teplantage-land, og noget skønnere syn kan man næsten ikke forestille sig. Bølgende grønne temarker med lilla pletter af blomstrende jacaranda-træer – og bjergkæden Western Ghats, der tårner sig op i baggrunden. Det er også kardemommeplantage-land, og vi er tjekket ind på sådan en plantage, hvor man desuden driver otte spredt placerede villaer til gæster samt en lille bambusbeklædt ”restaurant” med økologisk mad.

Det, veninden har fået øje på, piler op og ned ad en træstamme, og det er ikke en abe. Det er i hvert fald heller ikke et af de små stribede egern, der leger i det enorme træ, som også er træfpunkt for mange fugle, lige uden for vores villa.

Det er først flere dage senere, på en morgensafari langt derfra og lige ved grænsen til Tamil Nadu i Periyar Tiger Reserve, at vi tæt på ser et sort-rødt-beige-farvet trætop-dyr som det, veninden spottede. Det er en Malabar giant squirrel, et vældigt stort egern, der vejer omkring to kilo, og som fra ørespids til haletip måler omkring en meter. Fantastisk.

Man tager jo egentlig ind i tigerreservatet for at se tigre, men vores ærlige naturguide nedtoner forventningerne.

– Der er cirka 35 tigre her, og sidst jeg så én, var for over et år siden. De er aktive i nattetimerne, og vi kører ikke ture om natten, det er for farligt, forklarer han.

Der kommer da heller ikke en tiger forbi under vores tur. Men guiden, der kører jeep som var han aspirant til et Formel 1-løb, har superskarpe øjne, og snart får vi udpeget det ene dyr efter det andet. Elefantflokke med babyelefanter på slæb, bøfler med hvide fugle siddende på ryggen, løvehale-makakker (en mellemstor abe med løve-lignende manke om ansigtet – hvor det med halen kommer fra, ved jeg ikke), gaurer (også kaldet indisk bison) samt et utal af fugle, blandt andet slange-ørn, indisk tukan, isfugl og en imponerende hane, der viser sig at være en fasan-art, en grey junglefowl pheasant, ifølge guiden.

At vi så senere bliver roet ud midt på en sø ved middagstid, mens solen bager ned – vejrudsigten lovede ellers regn – og derfor vender solskoldede hjem til hotellet, kan ikke fratage os vores begejstring over safarituren, der også byder på to timers vandring, hvor vi ser sværme af vilde bier og et lille bitte muse-egern, dufter til vild ingefær samt smager på vilde karryblade. Og jeg får en igle på foden.

Totalt afstressende

Det er også i Periyar, lige uden for hotellet, at en af veninderne tilbringer timer med sit kamera i håb om at fotografere et dyr, hun er blevet dybt fascineret af. Det lykkes ikke. Men vi ser dem. Der, i den høje bambusskov, bor nemlig store flokke fruitbats, eller flyvende ræve – nogle djævelsk store flagermus-agtige ting med et vingefang på op til to meter. Fra hotellets højtliggende bar kan man på lang afstand se de sorte sværme, når de i samlet flok letter og nærmest kaster sig fra træ til træ.

En af de ting, man bare må gøre, når man er i Kerala, er at sejle backwaters på de forgrenede floder i egen husbåd. Her kan man lade dyre- og menneskelivet glide roligt forbi inde på flodbredden, mens man selv lader sig transportere bekvemt. Vores båd har tre besætningsmedlemmer: en kaptajn, en styrmand og en kok. Om aftenen lægger vi til ved siden af tre-fire andre både og ser solen gå ned, hvorefter der bliver serveret dejlig, krydret mad for os. Og man sover godt i de behagelige senge. Stressniveauet er på nul. Livet er godt.

Skulle man stadig være lidt småstresset, kan et afsluttende ophold på et ayurvedisk resort anbefales. Jeg får to behandlinger: En halv times massage for mine nakkeinfiltrationer samt en antistress-behandling, hvor lun olie dryppes i en stadig strøm ned på panden.

Vi bor i en luksuriøs villa i resortets store have, som skråner ned til den kridhvide strand. Man kan godt bade i havet, men man skal være en god svømmer. Ud over at det bliver meget hurtigt dybt, er der også en stærk understrøm. Har jeg nævnt, at kobraslanger er gode svømmere? Men o.k., det er nu vist ikke i hav.

Jeg nøjes med poolen, som er stor og skøn. Her kan jeg iagttage sommerfugle i mange farver, guldsmede og de frække, udspekulerede krager, der snupper mad fra poolens kiosk, lige så snart den unge mand, der passer den, vender ryggen til.

Og fra villaens veranda ser vi små ugler i træerne, påfugle, der spankulerer gennem parken, og desmerdyr, der forhåbentlig holder slangebestanden nede.

En af mine bekendte har rejst i Kerala en gang om året i 15 år og har aldrig set en slange. Så det skal altså ikke holde én fra at besøge Sydindien.

Men der er andre dyr, man ikke har lyst til at se, og som altså også bor der. Det er en del af rejselivet. Også selv om de år længst er ovre, hvor vi rejste med rygsæk og grundet en anstrengt økonomi delte værelser med kakerlakker. Selv gode hoteller får uventet dyrebesøg.

Det er under førnævnte homestay ved Vembanad-søen. Jeg skal have mine kontaktlinser ud, så jeg smækker toiletbrættet ned for at stille mine remedier på det. Og dér sidder den så på væggen. Edderkoppen.

Egentlig er jeg ikke bange for edderkopper, men jeg er bare ikke vant til dem med en krop på størrelse med en tokrone og ben så lange som mine fingre. Jeg pisker ud af badeværelset og smækker døren i efter mig.

– Hvad er der galt? spørger veninderne forbløffet.

– Kæmpestor edderkop, får jeg sagt.

Den ene veninde er bange for edderkopper. Den anden vil ind NU og smække edderkoppen ihjel med sin sandal. Jeg vil gerne have lov til at prøve at fange den og sætte den ud.

Den er lynhurtig. Tre gange springer den hurtigt og langt, når jeg prøver at klampe en vase ned over den. Men fjerde gang lykkes det, og jeg kan få skubbet et stykke papir ind mellem vaseåbning og væg – og bære edderkoppen ud.

Næste dag beskriver vi edderkoppen for værtinden.

– Nå dem. Nej, de er ikke ret giftige, siger hun og fortsætter:

– Det gør lidt ondt, når man bliver bidt, men vi har nogle blade, vi kan pulverisere og smøre på. Det er vigtigt, for ellers rådner huden i såret på grund af giften.

Det er nok meget godt, at jeg ikke vidste det, inden jeg begyndte at lege dyrepasser.

Fakta 1:

20.000 kroner pr. person

Vi kan godt lide at have stor medindflydelse på rejsen fra valg af hoteller over udflugter/sightseeing til transport. Så vi har flere gange – med rigtig god erfaring – planlagt rejser i samarbejde med det danske rejsebureau Culture Adventure, der gør brug af input fra sine agenter på stedet. Se www.cultureadventure.dk.

Rejsen varede 13 dage. Vi fløj med Qatar Airways og fulgte ruten Kochi-Munnar-Periyar-Muhamma-Alleppey-Mararikulam-Kochi iKerala. Vi havde bil og chauffør på hele turen. To dage med helpension, resten med morgenmad. Vi boede tre på samme værelse, altså med en opredning.

Pakken kostede 20.095 kroner pr. person. Dertil kom visa, mad, drikkevarer, drikkepenge og lommepenge.

Særligt anbefalelsesværdigt var det charmerende byhotel Old Harbour beliggende i en 300 år gammel hollandsk koloni-bygning i Kochi (www.oldharbourhotel.com) og hotellet Cardamom County (tæt på tigerreservatet i Periyar), som har helt fantastisk mad (www.cardamomcounty.in) samt det vidunderlige luksusresort ved vandet i Mararikulam, Carnoustie Ayurveda & Wellness Resort (www.carnoustieresorts.com).