God mad i uge 7 i Holstebro

EPi7Global-Hemsedal-Events-Hemsedal-Offpiste-jr
Mange er på skiferie, men…

I næste uge, uge 7, er det skolernes vinterferie.

Nu er det jo ikke alle, der er stormet syd over for at få skiene spændt på hurtigst muligt. En del er blevet hjemme, enten fordi de ikke er med på skidillen – eller fordi de skal arbejde, uanset om børnene nu er hjemme fra skole eller ej.

Og så er der jo alle os uden børn (eller hvis børn er flyttet hjemmefra), som helt havde glemt, at det snart er skole-vinterferie 🙂 Men der sker da også noget for os.

Flere af byens restauranter har for eksempel sær-tilbud i anledning af skoleferien i den kolde tid, og man kan for eksempel forsøde kedelige, kolde februar ved at gå på restaurant Under Klippen eller i Rådhuskælderen og få sig noget god mad.

Ertugrul og Ismail
Ertugrul og Ismail glæder sig til at se mange kunder i vinterferien.

Under Klippen har tradition for at gøre noget særligt ud af skoleferierne, og her i uge 7 tilbyder top-restauranten tre retter mad for 325 kroner samt en vinmenu (det betyder, at man får et godt glas vin til hver ret, som passer til) til 175 kroner. Man kan altså spise tre retter og få tre glas vin for 500 kroner, hvilket er væsentligt under restaurantens normale pris.

Maden er: Tre x laks (letrøget, ristet og tatar med små salater, vagtelæg og krydderurteskum), Okse (grillet mørbrad med kærnedampet rodfrugt i egen kraft, kartoffel og morkelsky) samt Dessert (fragilité, gâteau Marcel, syltet ananas og vanilleiscreme).

Restaurantens køkken har åbent 17.00-22.00 – og der er i øvrigt åbent i morgen, søndag den 9. februar, også.

Læs mere om Under Klippen og vinterferien her.

vindue
Det ER en kælder. Man ser ud på de forbipasserendes fødder 🙂

Wienermenu i kælderen

I Rådhuskælderen har Thyra Blaabjerg en menu til særdeles rimelig pris. Det er ikke i anledning af Uge 7 – menuen kører også efter skolernes vinterferie – men bare en ny menu, som har vist sig at være særdeles populær.

Det er en to-retters menu, der består af en klassisk rejecocktail og derefter wienerschnitzel med braserede kartofler, ærter og smørsovs, til i alt 188 kroner.

Restauratøren kalder den for “wienermenu’en”, når hun råber bestillinger ud til pigerne i køkkenet, så det er altså det, man bestiller; en wiener-menu 🙂

Læs mere om Rådhuskælderen her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *