Her er så noget så sjældent på bloggen, som en ret/kager, jeg ikke selv har prøvet at lave.
Men det er uden sammenligning de bedste klejner, jeg nogensinde har fået, og jeg er så heldig, at min gode bekendte, Frans, de seneste år i december har givet mig en kagedåse med en del af årets produktion.
Og så behøver jeg jo ikke selv lave dem 🙂
Jeg smagte Frans’ skønne klejner for første gang i december 1999. På Dagbladet havde vi fundet på, at vi i december skulle lave en serie, der handlede om læsernes specielle juleopskrifter. Jeg tror vi nåede at bringe seks-syv anderledes jule-spiser. Jeg skrev to – og holdt det i den nærmeste vennekreds 🙂 Jeg havde nemlig hørt Bente fortælle om, at man i hendes familie drak en juledrik, baseret på varm øl – og jeg vidste, at Frans bagte særligt gode klejner efter en gammel opskrift. Så de to artikler skrev jeg – og fik lov til at bringe familie-opskrifterne.
Frans’ klejner indeholder en smule spiritus. De første, jeg smagte, var med den originale spiritus, nemlig cognac. Siden har Frans eksperimenteret med rom (ikke nogen stor succes – man kunne slet ikke smage det) samt whisky, som var god. Årets klejner er netop med whisky, ikke en skrap røget en, men en mild, blød whisky, siger han.
Der findes to skoler indenfor klejner, og akkurat som mit store mad-idol, Camilla Plum, har jeg ingen forståelse for store, bløde, dejagtige klejner.
Frans’ klejner er små og supersprøde. Lækkert!
Nedenstående er Frans’ opskrift – som åbenbart hedder Fru Bülows klejner, jeg kalder dem nu Frans’ klejner 🙂 Kommentarer og noten er også Frans’.
Fru Bülows klejner
500 gr. mel
150 gr. melis
150 gr. smør
3 æg
1 strøgen teskefuld hjortetaksalt
0,75 dl cognac eller whisky
fedtstof til friture
Mel og hjortetaksalt sigtes sammen, og smørret smuldres heri. Sukker, æg og væske tilsættes, dejen samles og æltes et øjeblik.
Alternativt: alle ingredienserne kommes i en foodprocessor (smørret skåret i mindre stykker) og køres, til dejen er samlet.
Uanset metode bliver dejen bedst at arbejde med, hvis den hviler på et køligt sted til næste dag.
Så rulles den tyndt ud og udskæres med en klejnespore eller en skarp kniv i strimler eller harlekinstern på cirka 1 cm. bredde og 7 cm. længde. I midten af hver kage gøres der med sporen eller kniven et snit på langs, og derigennem snoes den ene ende af dejen, som derved slynges i en knude på midten.
Det er praktisk at sno alle klejnerne og lægge dem klar på fade, bakker eller bageplader, inden frituren varmes. Klejnerne koges lysebrune og lægges til afkøling på fedtsugende papir, hvorefter de lægges i glas eller dåse.
Note: Til friture bruger jeg olie (vindruekerne- eller solsikke-), min mor brugte svinefedt eller palmin. Men jeg vil ikke undlade at nævne, at madpaven Mogens Brandt engang i 1960erne i den ganespalte, som han udfyldte hver lørdag i Politikens Magasin, dekreterede, at det eneste rigtige at koge klejner i var HESTEFLOMME! Dette utvivlsomt fortræffelige råd videregives hermed til dem, der har mulighed for at afprøve det. Det har jeg aldrig selv haft.
