HOLSTEBRO: Når Wuzhenteaterfestivalen åbner søndag den 2. november, er det med Odin Teatret og deres »Ode til fremskridtet« på programmet.

Det er anden gang, der holdes teaterfestival i den kinesiske by, og det er anden gang, at Odin Teatret er inviteret med. Denne gang er Holstebro og teatret repræsenteret af en tekniker, en administrator, en turnéleder, to instruktører (Eugenio Barba og Pierangelo Pompa) samt ti skuespillere.

Og en journalist fra Dagbladet Holstebro.

Dagbladet er nemlig blevet inviteret med til teaterfestivalen af festivalens ledelse. Derfor vil læserne kunne læse både på nettet og i avisen om oplevelserne i Kina under og efter festivalen.

Turistattraktion

Wuzhen er ikke hvilken som helst by i Kina. Den er, hvad man kunne kalde »Kinas svar på Den gamle By i Århus«. Og dog. For selv om Wuzhen for 15 år siden blev totalt renoveret, ombygget og opbygget og i dag fremstår som en toptrimmet museumsby, så er det også en levende by. Folk bor og arbejder der. Byen er Kinas næststørste turistattraktion, hvor middelklassekinesere kommer for at slentre rundt og nyde atmosfæren, gå på museer, se arbejdende workshops, spise, bo på hotel -og se teater.

Byens skaber, byplanlæggeren, arkitekten og rigmanden Chen Xianghong, har nemlig ambitioner med »sin« by, og en af dem var at skabe en teaterfestival, der ville give genlyd, ikke bare i Kina, men ude i den store verden. Det kunststykke er han godt på vej til at føre ud i livet. Men ikke alene.

Faktisk er teaterdelen -efter at hr. Chen har fået opført fem teatre på seks måneder i byen -lagt i hænderne på den kunstneriske kurator, teaterinstruktøren Stan Lei fra Taiwan.

Og det er ham, der har ønsket at se Odin Teatret, nu for andet år i træk.

Den personlige kontakt

»Som regel bliver teatre inviteret til festivaler i udlandet via kulturelle institutioner eller ambassader. Det har bare aldrig rigtigt fungeret for os.

Det er altid bedst, når der er nogen, der har set vores forestillinger og derfor er ivrige efter at få os til landet. Vi rejser næsten altid ud på baggrund af personlige kontakter, som hjælper os med at organisere,« forklarer skuespiller Julia Varley, der ofte er den, der har de første, personlige kontakter med udlandet.

»Når vi så har fået en invitation og ønsker at gå videre med de praktiske ting, overgår arbejdet til Anne Savage, der også er turleder på Wuzhen-opholdet,« fortæller Julia Varley.

Turleder er et andet ord for »blæksprutte«. Anne Savage sidder med alt fra flybilletter over hotelophold og forplejning til forsendelse af teknisk udstyr og visa-ansøgninger.

Det var via en personlig kontakt, at Julia Varley og teaterleder Eugenio Barb mødte Stan Lei, der er umådeligt kendt både på Taiwan og i Kina, under et seminarer på Taiwan.

Senere vendte Odin Teatret tilbage til Taiwan, denne gang med hele ensemblet, for at spille »Andersens Drøm«, og Stan Lei kom rejsende til for at se forestillingen. Og snart lå der en invitation til at optræde i Wuzhen ved åbningen af den allerførste teaterfestival nogensinde.

Disciplin og hårdt arbejde

Odin Teatret opførte sidste år »I hvalens skelet«, som er en forestilling med en noget speciel publikumsopbygning. Af og til spiller man for kun 50 personer, nemlig dem der sidder ved de borde, der er stillet op på scene. Andre gange er der ekstra pladser, men ikke mange. I Wuzhen nægtede Eugenio Barba at opføre »I hvalens skelet« på en stor scene, selv om kineserne generelt ikke regner skuespil for under 1000 publikummer for noget. Så festivalkommitéen fandt et teater, hvor der kunne presses lige knap 100 pladser ind.

Alligevel var Odin Teatret en stor succes, og Eugenio Barba blev -man fristes til at skrive »naturligvis« for han har et hav af den slags titler -udnævnt til »ærespræsident« ved teatret i Wuzhen.

»Jeg tror, vi blev inviteret, dels fordi Odin Teatret er et stort internationalt navn, men også fordi de er nysgerrige omkring vores metoder. De har i Kina dels et meget klassisk, traditionelt teater/ opera, der hviler på streng disciplin, og dels et moderne, vestlig orienteret teater, som for mig at se går direkte imod disciplin og hårdt arbejde. Men vi blander det -vi laver en ny tids teater, men er samtidig i stand til at indlemme det, vi har lært gennem generationer.

Det pirrer de unge, kinesiske talenter. De kom til vores demonstrationer og spurgte og spurgte,« forklarer Julia Varley, der blev »chokeret« over at se, hvordan det moderne, kunstneriske miljø var.

»Det var noget med at tage ud på barer om natten og drikke vin til en formue, diskutere forestillinger og metoder og ryge cigaretter. Det går meget dårligt sammen med at stå tidligt op for at træne. Det at arbejde hårdt og have disciplin er ikke kommet ind i deres metode endnu. De modsætter sig deres eget lands traditionelle scene, og modsætningen er »ingen disciplin«. Men der kan vi så -via workshops og seminarer -forhåbentlig inspirere,« mener hun.

Dyre teaterbilletter

Det har Holstebro-teatret nemlig insisteret på -altså at afholde seminarer -og de har endda forhørt sig om, de kan lave en skole for unge talenter, mens de er i Wuzhen, hvor en del af oplevelsen for deltagerne skal være at komme ind og se noget af det teater, der er under festivalen. Det er nemlig sådan, at billetter til en forestilling i Wuzhen koster omkring 2000 kroner. Det er mere end en månedsløn for en kinesisk arbejder. Og det spiller dårligt sammen med Odin Teatrets normale filosofi om at komme ud til alle med teater.

»Det er meget mærkeligt at spille for så høje billetpriser. Det har vi aldrig gjort før. Og når vi spørger, forstår de det ikke rigtigt. De siger; »jo, jo, dem der gerne vil se det, de betaler«. Der findes meget i det land, vi ikke fatter, og der findes en stor middelklasse, som begynder at have penge og gerne vil vise, at de har dem. Så det er intet problem at afsætte de dyre billetter, ikke engang i det største teater, der har 1200 pladser. Vi forsøger så at lave noget ved siden af -at snakke os til nogle fordele for dem, der ikke har råd til at se forestillingerne, for eksempel unge studerende,« forklarer Julia Varley, der blankt erkender, at der er meget i Kina, hun ikke forstår.

Derfor er hun så glad for teatrets samarbejdspartnere i Kina, som kan råde og vejlede.

Odin Teatret fortsætter fra Wuzhen til Shanghai, hvor de skal give arbejdsdemonstrationer og opføre »Det kroniske liv« samt forestillingerne »Memoria«, »Salt« og »Itsi Bitsi«.

Og vand fik vi…

WUZHEN-HOLSTEBRO: Det største af teatrene i den kinesiske byWuzhen er Water Theater (vandteatret) med plads til 2000 tilskuere.

Og det var der, gårsdagens åbningsceremoni fandt sted, da den anden Internationale Wuzhen Teater Festival tog sin begyndelse i aftes.

Odin Teatrets leder, Eugenio Barba, sidder i festivalens bestyrelse som særligt æresmedlem, og Odin Teatret optræder ved festivalen med stykket Ode til Fremskridtet, ligesom skuespiller og komponist Frans Winther og skuespiller Else Marie Laukvik optræder med deres to-mands forestilling Memoria. Men det er altså først fra weekenden, at Holstebro-ensemblet er en del af festivalen så vel som en del af det store danske kulturfremstød, der ruller over Kina netop nu -ikke mindst med kraftigt fingeraftryk fra Holstebro.

Øsregn

Men allerede i går klokken 19.30 lokal tid (den var 12.30 i Danmark) åbnede festivalen altså ved en tre timer lang seance, der bestod af taler, korte teaterindslag fra England og Italien samt den kvindelige instruktør Tian Qinxins udgave af et traditionelt folkesagn, Green Snake (Den grønne slange) fyldt med begær, erotik og humor.

Det var der brug for.

Medmindre man var ekstatisk teaterbegejstret, var det nemlig tre meget våde timer. Ud over at den grønne slange var omskrevet til at forgå i et vandteater, hvor der er vand på scenen og dybt vand ved siden af, regnede det også ned fra oven.

Vandteatret er et friluftsteater, og det ikke bare regnede -det øsede ned.

Billetprisen på 380 danske kroner omfattede en gratis pude og regnfrakke, og begge dele var der virkelig brug for. Men helt undgik man ikke at blive våd.

Krydser fingre

Endnu vådere blev skuespillerne, også de yndige kvinder, der spillede den hvide og den grønne slange, men at dømme efter de billeder, der blev kastet op på storskærm med engelske undertekster, øgede det bare stykkets erotiske tiltrækningskraft.

Trods høj underholdningsværdi var vi glade, da det var overstået. Der krydses nu fingre for, at det holder tørt i aften, hvor italienske Teatro Tascabile (som vil være kendt af mange holstebroere for deres fantastiske vals på stylter) skal optræde udendørs på en af museumsbyens pladser.

Odin Teatret optræder kun indendørs.

DEN RIGTIGE MÅDE AT TRO PÅ THE JESUS

KLUMME.

Det handler om at vælge en god borgmester.

De kritiserer borgmesteren lige nu, hvisker vores helt personlige hele-tiden og allesteds nærværende guide.

Hun har slæbt os med ind i en baggyde, der åbner sig mod en plads ved kanalen, hvor en gruppe collegestuderende spiller gadeteater som opvarmning til den egentlige teaterfestival iWuzhen, Kina.

For det er der, vi er. Halvanden times kørsel fra Shanghai i et slags museums-reservat med lukushoteller og gade efter gade -med kanaler og 72 broer ind imellem -med restaurerede gamle huse, arbejdende værksteder, museer og forretninger.

Guiden er vildt sød, 25 år og hedder Wudanhong.

Længe kalder jeg hende for »pigen med det lange navn« for mig selv og undgår at sige hendes navn, når jeg er sammen med hende. Men så fortæller hun, at alle kinesere -i hvert fald dem, der omgåes udlændinge -har et engelsk kaldenavn. Da hendes kinesiske navn betyder »rød«, som er farven for lykke og glæde, kalder hun sig Red. Så det gør vi også.

»Det er jo bare skuespil,« siger hun om det kinesiske gadeteater, men ser alligevel lidt bekymret ud. I stykket er den siddende borgmester kristen, og det er hans kone også. Konen bliver passet op af en gruppe mænd, der gramser på hende, og så er hun »uren«, hvilket passer borgmesterens modstandere fint og skaber dårlig stemning ægtefællerne imellem.

For Red er det særligt interessant, fordi hun i fem måneder nu har troet på The Jesus, som hun siger. Ikke at hun slår mig som særligt religiøs, men hun er blevet forlovet med kristen ung mand, hvis familie har troet på The Jesus i 15 år.

Hun peger på det kors, jeg har om halsen og spørger, hvor længe jeg har troet på The Jesus og ser med respekt på mig, da jeg siger »hele livet«. Jeg skynder mig så at tilføje, at de fleste danskere er kristne, men at de kun går i kirke til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse samt måske til jul.

Nu har jeg for alvor fanget hendes opmærksomhed.

»Kan man godt være kristen så?« spørger hun undrende og forklarer så, at når hun har arbejdet hårdt og længe, og er meget træt og spørger sin svigermor, om hun må droppe kirken og få sovet, siger svigermor »nix, sådan kan man ikke være kristen«. »Min bedstemor sagde altid, at Gud godt ved, hvem man er, og hvad man står for. Så man kan bede hvor som helst, det behøver ikke være i kirken,« siger jeg og synes selv, jeg er hjælpsom.

Senere køber jeg et armbånd i taoist tempel, og Red vil vide, om jeg godt kan have det på sammen med mit kors. Jeg siger, at det kan jeg sagtens, jeg kan bare ikke tro på to guder på een gang.

»Jeg kan godt lide den måde, I tror på The Jesus på,« siger hun.

Jeg håber ikke, at jeg nu har skabt begyndende splid mellem Red og svigermor. Men jeg håber, at The Jesus vil se med milde øjne på, hvis Red vælger at sove om søndagen, for hun arbejder hele tiden og gaber rigtigt meget…