Det har regnet, lige siden vi satte fod på irsk jord.

Ikke en fin, sommerlig støvregn, men en ordentlig omgang skomagerdrenge.

Regnen trækker striber på de ikke særligt rene vinduer i bus nummer 30 med endestation Donegal.

Lige nu skærer vi gennem et hjørne af kortet over Nordirland. De store elegante villaer i bekvem kørselsafstand til Dublin er blevet afløst af søer, bakket landskab, skove -og små, snoede veje.

Veninden har kvalme. Nogle rækker længere fremme kaster en ung pige op på bussens gulv. Buschaufføren lytter uanfægtet til en radiostation med det lidet passende navn Sunshine Radio, og meddeler af og til muntert, hvor vi stopper næste gang og hvor længe.

Vi stopper ved Ulsterbus’ depot i Enniskillen i ti minutter.

 

Byen er et af de steder i Nordirland, hvor englænderne valgte at anbringe en stor garnison soldater. Derfor er der også altid imponerende militæroptog i byen under Remembrance Sunday -en dag, hvor man i Commonwealth-landene mindes og ærer faldne soldater siden 1. verdenskrig.

Den 8. november 1987 indskrev Enniskillen sig for alvor i historiebøgerne. En undergruppe af IRA besluttede sig for at ramme den årlige britiske militærparade på Remembrance Sunday. Bomben gik af -ved et uheld, hævdede IRA senere -ved byens krigsmonument, hvor hundredevis af borgere havde taget opstilling. Ti civile og en politibetjent blev dræbt, og 63 blev såret.

Hvis man tror, det er glemt i Enniskillen, tager man fejl.

Der er ikke noget, der er glemt. Ikke i Enniskillen. Og heller ikke andre steder. Det ligger dybt i folkesjælen.

 

Vi skal af ved næstsidste stop, i Irlands ældste by Ballyshannon, hvor man kan erhverve sig et hus til billige penge, kan vi se i ejendomsmæglernes vinduer. Ballyshannon ligger inde i landet, og nu om dage er det kun kystbyerne, der får del i turisternes penge.

Ingen gider Ballyshannon, der ligner den gamle dame, den er; træt, slidt og opgivende.

Vi bliver samlet op af vores gode ven Joe. Vi skal nemlig videre til kystbyen Bundoran, der om vinteren har godt 2000 indbyggere, men som om sommeren svulmer op til 30.000. Det skyldes dels det store elegante golfhotel, tivoli og vandland -men mest Mullaghmore Head og nogle bølger, man kalder prowlers.

Mullaghmore Head ligger syd for Bundoran og de såkaldte prowlers er bølger, der efter sigende kan svulme op til at være 30 meter høje. De trækker surfere til fra hele verden, ogBundoran er et godt og forholdsvis billigt udgangspunkt med gode bølger, med indtil flere surfskoler og masser af barer, cafeer og natklubber.

JOE HAR SAT vinduesviskerne på arbejde, mens vi kører mod Bundoran.

»Johns kone døde i morges,« oplyser han.

Vi har mødt John nogle gange, så vi udtrykker naturligvis vores sympati, spørger til hvad konen fejlede og siger, at vi er kede af, at vi ikke får John at se denne gang.

»Det kan I nu godt. I kan bare gå forbi i løbet af weekenden -det gør alle andre, for hun kommer jo hjem i aften.  Vores børn skal hjælpe med kaffen,« siger Joe, der er gift med Mary og har fem børn i alderen 14 til 30 år.

Han læser vores ansigtsudtryk og bliver klar over, at vi ikke helt er med. Vi forstår ikke, hvordan Johns kone kan komme hjem samme aften, som hun er død efter otte års kamp mod kræften.

»Der bliver en Irish Wake nu. Det gør der altid,« siger han forklarer, at det er almindeligt, at afdøde bliver bragt til sit hjem og enten lagt i sin seng i soveværelset eller i en kiste på stuebordet.

I løbet af et par dage er alle dem, der har lyst, velkomne til at kigge forbi og sige farvel til afdøde, sætte sig ned, drikke en kop kaffe eller en øl, og fortælle de gode historier man husker om afdøde.

Vi går ikke forbi.

Vi er vel for danske og synes ikke, vi kender John godt nok.

 

Et par dage senere siger en veninde, Denise, til os over en øl i Bundorans bedste pub, The Brennans, at vi da sagtens kunne være gået forbi. Og Shane, der er ven med Johns søn og derfor har været i huset det meste af weekenden, skønner, at der har været omkring 1000 mennesker på besøg.

Han regner med 200-400 mere mandag morgen inden begravelsen. Kisten bliver transporteret gennem byen, hvor alle butiksejere lukker for et øjeblik og stiller sig ud til fortovskanten i respekt for afdøde.

VORES VÆRELSE på Bay View B & B lever op til sit navn. Gennem karnapvinduets regnvåde glas kan vi følge med i ebbe og flod. Vi har et imponerende vue ud over vand og landtange. Jeg kan ikke slippe tanken om next stop America. Vi er på en af Europas yderste spidser. Og vi er i en by, der altid har levet med havet, af havet og på havet.

Byens første redningstjeneste, der blev etableret i 1972, var beskeden og frivillig. Vores venner, Joe og Denise, var blandt de første, der tog en tørn, når man skulle ud i dårligt vejr og lede efter sejlere, fiskere, dykkere eller badende.

Det blev der ændret på i 1976.

Denise stopper bilen på en tange, hvor klippeskråninger falder dramatisk ned i skummende bølger. Vi filmer med vores mobiltelefoner ud gennem det nedrullede vindue og håber, at det storslåede landskab kommer til sin ret gennem regnen.

»De hedder Roguey Rocks. Det var her, han gled og blev skyllet ud,« siger Denise, der som de fleste andre irere har fortællekunstens gave.

Danny Kerrigan var soldat ved Finners Camp i Ballyshannon.

Den dag i 1976 var han på vej hjem til Sligo med sin familie, men bad dem holde ved Roguey Rocks, for han ville lige ud at kigge på landskabet.

Danny gled på den våde klippeside og blev skyllet i havet af en bølge. Selv om hans familie kunne følge ham kæmpe for at holde sig oven vande, nåede den primitive redningsbåd ikke frem i tide.

»Jeg var på båden den dag. Og mange dage efter. Hans familie og venner blev ved med at komme op hver weekend og lede efter hans lig. Men der gik et år, inden hans kranie skyllede i land -i øvrigt på nøjagtigt samme sted, som han gled ud,« fortæller Denise.

 

Efter den tragiske hændelse gik både private, erhvervsliv og politikere sammen og via fundraising skaffede man midler til en rigtig redningsbåd. Man nedsatte også en redningskommitte, og i dag sendes folk løbende til uddannelse og simuleringsøvelser i England.

Bundoran har nu en topmoderne redningsbåd og en blanding af uddannet personale og frivillige. Blandt andet er Joes 25-årige søn, der er paramediciner, med på holdet, og hans fem år ældre søster står overfor at skulle til England på kursus.

Hun er lidt nervøs, fortæller hun, fordi en af øvelserne forgår i en vandfyldt, mørk tank, hvor hun skal holde sig flydende længst muligt indtil hjælpen kommer.

DER ER TILSYNELADENDE IKKE den vig, der ikke gemmer på en god historie i det vestlige Irland. Fra det vindomsuste Malin Head i nord og 2500 kilometer ned til Kinsale i Cork er der historie på historie -af den dramatiske slags med dødelig udgang.

»Her var det så, at den spanske armada sank,« siger Denise, da vi kører ind i den næste af de smukke klippeklædte vige.

Det er en god, irsk historie, men ikke helt i overensstemmelse med historiebøgerne, selv om der bestemt er mere end et gran af sandhed i Denises fortælling.

Ifølge historiebøgerne var 130 skibe fra den spanske armada i 1588 på vej hjemad efter et fejlslagent forsøg på at invadere England. Armadaen havde fået besked på, at hvis noget gik galt, skulle de gå næsten helt op til Norge, sydvest om Shetlandsøerne og så ned langs den irske vestkyst til sikkerhed i Nordspanien.

Men skibene var slet ikke rustet til at ride Nordsøens bølger, og bedre blev det bestemt ikke i Atlanterhavet.

Storme, kæmpe bølger, dårligt uddannede navigatører, og mangel på viden om den østligt flydende golfstrøm, der sinkede flådens fremdrift, havde katastrofale følger.

Armadaen blev splittet, og skibe sejlede hid og did, nogle søgte havn, andre forliste.

Ud af de 130 skibe kom kun 67 hjem. 24 forliste ved den irske vestkyst. Heraf tre, La Lavia, La Juliana og Santa Maria de Vison, i den vig, hvor Denise har parkeret bilen.

Den hedder Streedagh Strand, og den 25. september 1588 mistede 1100 mænd livet der.

Det var ikke alle, der druknede. Dronning Elizabeth I af England havde hørt, at den spanske armada ville indtage hendes rige med invasion fra den irske vestkyst, så en garnison engelske soldater fra Sligo stod klar på stranden til at hugge dem ned, som nåede i land.

 

På vej til Mullaghmore – der, hvor de har de store surferbølger – får vi øje på et ensomt beliggende, indhegnet slot, der hæver sig højt på en bakkeskråning. Det er dystert, men også imponerede -den slags eventyr er gjort af. Men i den historie, der knytter sig til Classiebawn Castle, er der ikke mange, der lever lykkeligt til deres dages ende.

Slottet tilhører familien Mountbatten, men de har ikke sat deres ben der siden august 1979. I dag er slottet lejet ud.

Hvis man er bare det mindste smule historisk interesseret, har man hørt om Lord Mountbatten -flådeadmiralen, statsmanden, Prins Philips onkel, øverstkommanderende for de allierede styrker i Sydøstasien under Anden Verdenskrig og den sidste vicekonge of Indien. En engelsk helt med et imponerende CV og et generelt godt omdømme.

Mountbatten holdt som regel ferie på Classiebawn Castle sammen med sin familie. Slottet ligger kun 19 kilometer fra grænsen til Nordirland.

Den 27. august 1979 besluttede den 79-årige Lord Mountbatten sig for, at han ville ud at fiske tun fra Shadow V, en 30 fods træbåd, som han havde liggende i Mullaghmore.

Sikkerhedsfolk advarede lorden om, at det var alt for risikabelt, men han tog alligevel afsted. Med sig havde han en stor del af sin familie.

Mens båden var på vej til Donegal Bay, detonerede IRA den bombe, som et af deres medlemmer, Thomas McMahon, havde anbragt i båden aftenen forinden.

Lord Mountbatten fik sine ben sprængt af. Han blev bjerget af en lokal fiskebåd, men døde inden han nåede i land.

Hans barnebarn, den 14-årige Nicholas, blev også dræbt, og det samme blev en lokal 15-årig dreng, Paul, der var med som hjælper. Den 83-årige lady Brabourne, svigermor til Lord Mountbattens ældste datter, døde ligeledes.

Nicholas tvillingebror samt hans forældre overlevede, men blev hårdt såret.

 

Det er en historie, hvor Denise har fuldstændig styr på detaljerne. Og da vi spørger, om ikke alt det IRA-halløj snart er ved at være passé, siger hun »overhovedet ikke«. Det får vi yderligere bevis før, da vi besøger en souvenirforretning i Bundoran, hvor vi til vores overraskelse finder plakater med teksten »England ud af Irland«. Man kan også købe indrammede billeder af revolutionshelte -lige fra oprørerne fra påskeopstanden i 1916 og frem til mere moderne IRA-folk.

På døren hænger en plakat, hvor man opfordres til at gå med i et optog for at mindes ofrene for sultestrejken i 1981.

Samme aften ser vi på tv en meget vred kvinde sige, at det er en hån mod ofrene for IRA’s bomber (og mod deres efterladte), at man arrangerer sådan en march.

Fortiden er ikke fortid. Intet er glemt.

23 medlemmer af IRA, der sad i fængsel i Belfast, indledte i 1981 en sultestrejke for at få gennemført nogle rettigheder for »politiske fanger«. Ti af dem sultede sig til døde. En af dem, der døde -efter 66 dages sultestrejke -var Bobby Sands, der under strejken var blevet valgt ind i parlamentet. Den engelske premierminister, Margaret Thatcher, levede op til sit tilnavn, Jernladyen, ved i den anledning at udtale: »Mr. Sands var en dømt kriminel.

Han valgte at tage sit eget liv. Det var et valg, som hans organisation, IRA, ikke gav nogen af deres ofre«. Thatcher bøjede sig aldrig for de sultestrejkende. Det sikrede hende både svorne tilhængere og bitre fjender.

SAMME AFTEN spiser vi på cafeen ved siden af souvenirbutikken.

Bag mig sidder en velpolstret, stille mand og spiser sin gryderet. Han bliver kort efter afhentet af to politibetjente, den ene med et print af et foto og en efterlysning i hånden. Manden følger pænt med ind bag i varevognen.

Det fordøjer vi lige over en Guinness på The Brennans.

»Det må I undskylde -det skulle vi have sagt til jer; men den cafe ejes altså af folk, der støtter IRA,« siger Joe og trækker på skuldrene.

 

The Brennans ejes til gengæld af to søstre, Nan og Patricia, på henholdsvis 75 og 77 år. Det var deres far, der i år 1900 åbnede pubben -og den er næppe ændret siden.

Stedet er en oase midt i al denne snak om død og IRA.

Der bliver ikke spillet musik, der er ingen tv-skærme, og hvis man synger, bliver man smidt ud.

Her skal man drikke og snakke. Pubben er fyldt -i hvert fald de aftener, vi er der -af både unge og ældre.

Og der står total respekt omkring om de venlige, ældre damer.

»Jeg frygter, når én af dem dør. For der er ingen til at overtage stedet. Nan og Patricia blev aldrig gift. Så der er sikkert en eller anden, der køber det så, og ændrer det fuldstændig,« siger Denise og gyser ved tanken.

Denise, som jeg har kendt i 14-15 år, bor i en cottage, der har været i familiens eje i 200 år. Hun har to voksne børn.

Manden har hun ikke set eller hørt fra i 17 år. Han gik bare en dag.

»Det er godt nok,« konstaterer hun over verdens bedste fish & chips på The Old Bridge.

»Han havde problemer med alkohol og spil -det gik ikke så godt sammen med hans job,« forklarer hun.

Manden var politibetjent.

Hun synes, vi skal med ned at se Lissadell House, en herregård, som er blevet opkøbt af et advokat-ægtepar fra Dublin, der har gennemrenoveret det, efter de vandt en langtrukken og meget omtalt retssag om at lukke de fleste af de offentlige veje til stedet.

 

HOVEDBYGNINGEN ER MAJESTÆTISK, dyster og knugende -opført i 1830′ erne. Det ligger vidundersmukt midt i mellem skov og bølgende, grønne enge og med udsigt og adgang til havet.

Lissadell House har eksisteret i en eller anden form helt siden det 17. århundrede, men det, der med vores øjne er særligt interessant, er, at Lissadell House var barndomshjem for overklasseløget Constance Georgine Gore-Booth.

Hun blev født i 1868 i London som den ældste datter af den velhavende opdagelsesrejsende Sir Henry Gore-Booth. Den gode Henry var en mand med stærke holdninger, hvoraf en del ikke var som hos de fleste i hans klasse. Under den store hungersnød i Irland -noget irere ofte refererer til (de har alle forfædre, der døde eller udvandrede i håbet om noget bedre) -gav Sir Henry gratis mad til sine fæstebønder på Lissadells jorde.

Faderens sociale eksempel inspirerede Constance og hendes søster Eva, og de tanker fik yderligere næring af deres barndoms-og ungdomsven, digteren W. B. Yeats kunstneriske og politiske ideer.

På Lissadell House kan man se en stor udstilling med breve, fotos, malerier og så videre om Yeats -og én om Constance.

Eva og Constance kunne have levet et sorgløst overklasseliv.

I stedet valgte Eva at gå ind i kampen om stemmeret for kvinder, flyttede til London, blev optaget af arbejderbevægelsen og sad i fængsel som sufragette (altså kvindesagsforkæmper).

Constance gik endnu videre.

I 1900 giftede hun sig med grev Casimir Markievicz, og det er under navnet grevinde Markievicz, at hun siden blev kendt i hele Irland på godt og ondt.

I 1908 trådte hun for alvor ind på den politiske scene.

Hun blev medlem af Sinn Fein. Året efter grundlagde hun Fianna Eireann, en para-militær spejderbevægelse, hvor teenagere blev undervist i at bruge skydevåben.

I 1911 kom grevinden første gang i fængsel for at tale ved en Irish Republican Brotherhood demonstration.

Hun var med -bevæbnet -ved påskeopstanden i 1916, hvor hun sårede en engelsk militær snigskytte. Hun blev anholdt og dømt til døden -en dom, der blev ændret til livsvarigt fængsel på grund af hendes køn.

»Jeg ville ønske, I havde den anstændighed at henrette mig,« sagde grevinden i retten efter dommen.

Hun blev løsladt i 1917 sammen med de oprørere, der kun havde fået fængselstraffe.

Grevinde Markievicz blev den første kvinde valgt til det engelske House of Commons, men ingen af de valgte fra Sinn Fein ønskede at indtage deres pladser der. Hun var arbejdsminister i den irske regering fra 1919 til 1922, og var den første irske, kvindelige minister samt den kun anden kvindelige minister i Europa. Irland fik først sin næste kvindelige minister i 1979.

Vi står i det berygtede fængsel, Kilmainham Gaol i Dublin, da vi får øje på grevindens navn over en fængselscelle.

Det var her, på denne klamme, kolde gang, at de dødsdømte fra påskeopstanden i 1916 sad. Grevinden slap fra det med livet i behold. Det gjorde 14 andre ikke.

Den første, der blev henrettet, var en af lederne af opstanden, Patrick Pearse. Den sidste var James Connolly, der var blevet så hårdt såret under kampene, at man måtte binde ham til en stol, for at kunne skyde ham -han kunne ikke stå oprejst.

Indtil henrettelserne havde befolkningen generelt syntes, at dem bag påskeopstanden var nogle ballademagere.

Men henrettelsen af den sårede James Connolly og ikke mindst henrettelsen af Joseph Plunkett, der fik lov til at blive gift med sin kæreste, to timer inden han så geværløbene i øjnene, ændrede folkestemningen. Pludselig kom der et massivt pres på regeringen og blandt andet derfor blev mange af livstidsfangerne frigivet året efter.

Man kan læse nogle fantastisk rørende breve i fængslets museum -breve, der er skrevet af de dødsdømte til især deres koner, kærester og mødre.

Et år inden han blev henrettet, talte Patrick Pearse ved en anden irsk frihedskæmpers begravelse, nemlig Jeremiah O’Donovan Rossa, der havde været medlem af det revolutionære parti Fenian Society og var ansvarlig for bombeattentater i England i 1880′ erne.

Talen er berømt og er i øvrigt med i bogen »Taler, der forandrede verden«, som netop er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.

»Liv udspringer af død; og af patriotiske mænds og kvinders grave udspringer levende nationer. Forsvarerne af dette rige har arbejdet godt i det skjulte og åbent.

De tror, de har pacificeret Irland. De tror, de har købt halvdelen af os og skræmt den anden halvdel. De tror, de har forudset alt, tror, de har forberedt sig på alt; men de tåber, de tåber, de tåber! -de har efterladt os vores feniske døde, og så længe Irland bevarer disse grave, vil et ufrit Irland aldrig holde fred,« slutter Pearse sin tale.

Det regner, da vi rejser fra Irland.

»Jeg vil gerne tilbage,« siger veninden, mens hun kigger ud af flyruden og ned på den grønne ø, der hastigt forsvinder under os.

»Jeg har aldrig før været et sted, hvor fortiden betyder så meget i nutiden«.