Waldorfsalat

Man kan da skimte waldorfsalaten her på billedet - jeg har ikke husket at tage et foto bare af salaten....
Man kan da skimte waldorfsalaten her på billedet – jeg har ikke husket at tage et foto bare af salaten….

Lillenytårsaften, altså den 30. december, er gået hen og blevet en festtradition for seks gamle venner og mig. Denne gang (altså 30. december 2016) diskuterede vi, hvor længe vi egentlig havde gjort det, og nåede frem til, at det i 2017 faktisk vil være 10. gang, vi mødes på denne dato.

Det begyndte oprindeligt med at veninde Sørine og to af hendes venner (som jeg også har læst sammen med) blev enige om, at de  slet ikke brød sig om nytårsaften. Der var alt for meget hype omkring det – man skulle bare være feststemt, man skulle være sjov, man skulle have en masse at drikke. Og så besluttede de i stedet at lave en fest den 30. december.

Det blev en succes, og året efter var vi andre fire også inviteret. Og det har vi så fortsat med. Else kommer rejsende til fra Fyn, mens jeg kommer fra Vestjylland. De andre bor i København.

Her sidder vi så - klar til at spise :-)
Her sidder vi så – klar til at spise 🙂

Hvis jeg ellers kan få det fikset, plejer jeg at tage fri den 30. december, så jeg kan rejse til København den 29. og være med til at lave maden i løbet af den 30. Det gjorde jeg også i 2016. Jeg medbragte seks agerhøns (Else kunne desværre ikke være med i år, så vi var kun seks), en portion havtorne-gele (se opskrift andetsteds på bloggen) og en stak opskrifter.

Da jeg rodede rundt derhjemme efter opskrifterne, var jeg helt sikker på, at jeg da havde en opskrift på waldorfsalat (som jeg elsker) på min blog. Men det havde jeg ikke. Til gengæld havde jeg så én i en notesbog – og jeg fandt en anden på nettet. De to kombinerede vi – det var Sørine, der stod for at lave waldorfsalaten, som blev super.

I min familie har waldorfsalat med mayonnaise altid være bandlyst. Min mor lavede den nogle gange bare med flødeskum, men når jeg selv laver den, er det som regel med en blanding af flødeskum og cremefraiche. Og sådan ville Sørine også helst have den.

Waldorfsalat

(seks personer)

1,5 dl fløde, pisket til skum (se note 1)

1,5 dl cremefraiche 18 procent

citronsaft

cirka 2 tsk rørsukker

2-3 æbler, skrællet, udkernet og skåret i terninger

2 stilke blegselleri, snittet fint

En halv klase vinduer (smart, hvis du kan finde dem uden kerner), halverede

50 gram valnødder, hakkede

Pisk fløden til skum og bland den med cremefraiche. Smag til med sukker og citron.

Vend æbletern, blegselleri, vindruer og valnødder i. Om der skal 2 eller 3 æbler, 2 eller 3 stængler blegselleri, eller flere vinduer i, afgør du selv. Du kan se, hvor meget dressingen “kan tage”. Måske kan du godt lide, at der er meget dressing, måske vil du helst, at der er meget fyld.

Man kan pynte salaten pænt med halve vindruer og valnødder.

Smager forrygende til vildtsovs. Men egentlig også til oksesteg med brun sovs.

Note 1: Der skete det, der kan ske, når man står og snakker; Sørine kom til at blande fløde og cremefraiche, inden hun havde pisket fløden til skum. Skulle det ske for dig også, kan vi afsløre, at det ikke gør spor! Man kan faktisk stadig piske blandingen op til et blødt skum 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *