Vi købte dem hos en bager der i det østjyske, hvor han bor. Der var mange forskellige typer fastelavnsboller at vælge imellem, de var alle på størrelse med en frokosttallerken, og de kostede alle en 20′ er stykket. Far valgte en af dem med en marcipantunge, og jeg syntes, at det lød interessant med chokolademousse i.

Det var det ikke.

Chokolademoussen smagte nogenlunde lige som flødeskummet, altså af ingenting, og bollen var blød og umulig at skære med en ske.

To dage senere, vel hjemme i Holstebro, skulle jeg have besøg af en veninde. Jeg havde glemt at købe kage, så da jeg alligevel handlede hen mod aften i et herværende supermarked, valgte jeg at købe deres fastelavnsboller. Man kunne få to for 20 kroner. Det er sjældent nogen fordel, ved jeg godt, men jeg gav det en chance.

Min fastelavnsbolle var »neutral«, som pigen bag disken sagde. Det skal jeg love for. Den gule creme i midten smagte lige som flødeskummet og bollen. Man kunne have blendet det hele uden det ville gøre en smagsmæssig forskel. Min venindes var med hindbær. Hun spiste kun det halve.

Men nu er jeg jo ikke den, der giver op. Hos en af byens bagere har jeg fået øje på fastelavnsboller til 19,50. Det specielle er, at de kun er halvt så store som de to ynkværdigheder, jeg har smagt indtil nu.

Jeg har tænkt mig at få det afgjort i weekenden: Er det man sparer ved at lave fastelavnsboller halvt så store, så investeret i at højne kvaliteten?

Det er en værdig sag at ødelægge en slankekur for! “

Og det var så det, jeg gjorde – jeg gik op til Bager Max og købte en af hans fastelavns boller i rimelig størrelse med svesker. Vel hjemme igen kunne jeg konstatere, at kvaliteten VAR højnet. Flødeskummet var friskt og smagte godt. Cremen var let og gul og smagte af vanille. Sveske-fyldet var ikke for overvældende, og det, der var, smagte godt. Den øverste bolle var dejligt sprød. Det var den nederste så ikke, men jeg villig til tro på, at det nok ikke kan lade sig gøre at lave mange fastelavnsboller, fylde dem med flødeskum, og så bevare en sprød bund hele dagen. Det var i hvert fald suverænt den bedste fastelavnsbolle, jeg har fået i år.

Efterfølgende fik jeg en mail fra en læser, der skrev:

“Du har ret, de fleste fastelavnsboller er direkte deprimerende og ikke værd at købe. Men nu har jeg fundet frem til én, som er prima, prima. Man bliver simpelhen så veltilpas både under og efter spisningen af den. Gå op til Galsgård på Viborgvej og køb en såkaldt  gammeldags fastelavnsbolle. Der er kun creme indeni. Udenpå kan du vælge mellem hvid glasur eller brun glasur. Alt i og  på denne bolle er af super kvalitet”.

Jeg har ikke selv været Galsgård til fastelavn, så det må blive til næste år. Men jeg er glad for at høre, at flere bagere gør det godt – jeg var ellers lige ved at blive helt ked af det.

Moralen her er; det er ikke nok at købe sin fastelavnsbolle hos en bager. Det skal også være en bager, der tager sit fag seriøst.

God fastelavn.