Cremet byg med persille og porrer (tilbehør)

Flødekogt perlebyg som tilbehør til hakkebøf.
Flødekogt perlebyg som tilbehør til hakkebøf.

Det her er egentlig slet ikke sommermad. Det hører efteråret til.

Men jeg synes, det var meget passende her til den 27. juli 2015, hvor temperaturen ifølge mit termometer ligger på 14 grader, og det er blæsende og overskyet. Min far sagde i telefonen, at det regner nede hos ham i Horsens.

Jeg har i det mindste en solferie at se frem til (om et halvt år), men for ham – hvis humør er følsomt afhængigt af solskin – har sommeren indtil nu været en rædsel. Og selv om vi jo kan være heldige, at august/september bliver gode, så er der nu et lille år til vi igen kan håbe på lange, lyse lune aftener.

Nå men hey – vi fik da fem dages sommer. Og de to forgående år har sommeren jo været fantastisk. Så hvad brokker du dig over, siger nogen. Andre hævder hårdnakket at sommeren har været skøn lige der, hvor de har været i Danmark. Det er muligt. Den har ikke været det der, hvor jeg har været.

Det er rigtigt, at det selvfølgelig ikke ændrer noget at brokke sig. Men nu er det jo en dansk folkesport at brokke sig over alt muligt, især vejret, og personligt kan jeg bedre holde brokkehovederne ud (som regel brokker de sig over vejret med et glimt i øjet) end dem, der altid er så fantastisk positive over alting i livet. Det ser jeg på med stor mistænksomhed. Intet er altid godt. Det er fordi, man kender til lort og møg, at man kan se forskel og glæder sig, når noget er godt.

Jeg venter stadig på flere soldage. Så skal jeg nok juble. Indtil videre har jeg kun drukket Aperol Spritz én gang i år og slet ikke pastis. Sidste år var nærmest en endeløs række af sundowners i varmen 🙂

Nå, her er lidt varmende, styrkende tilbehør til for eksempel (som her) en hakkebøf – kogebogen foreslår det som tilbehør til stegt flæsk.

Perlebyg smager super godt. Hvis ikke du har prøvet det før, så prøv denne version som tilbehør. Det er lidt som ris - bare bedre :-)
Perlebyg smager super godt. Hvis ikke du har prøvet det før, så prøv denne version som tilbehør. Det er lidt som ris – bare bedre 🙂

Cremet byg med persille og porrer

(4 personer)

1,5 dl perlebyg

4 dl grøntsagsbouillon

smør eller olivenolie til stegning

4-5 små porrer i tynde skiver

2 store håndfulde persille, finthakket

Saft og revet skal af 0,5 økologisk citron

salt

friskkværnet

Kom perlebyggen i en sigte og skyld den under koldt vand. Kog den mør i grøntsagsbouillon i cirka 15-20 minutter.

Hæld bouillonen fra perlebyggen og lad den dryppe af i en sigte.

Smelt smørret i en gryde og steg porrer i to minutter ved middelvarme. Hæld fløden på, tilsæt citronsaft og lad det simre ved svag varme i tre minutter, indtil det tykner lidt. Tilsæt den kogte perlebyg og lad den simere med yderligere tre-fire minutter.

Vend persille og citronskal i, smag til med salt og peber og server straks.

(fra Samvirkes “Brød, grød og korn”, 2014, opskrifter ved Mia Irene Kristensen)

Ikke specielt kaloriefattigt, indrømmet....
Ikke specielt kaloriefattigt, indrømmet….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *