(Artiklen blev bragt i Dagbladet Holstebro i maj 2008)

Af Mette Grith Sørensen

Estlands hovedstad Tallinn må være den bedste bevarede hemmelighed i rejsebranchen. Kun ganske få arrangerer ture til den skønne by.

Hvorfor altid vælge Paris, Amsterdam, London eller Berlin til den forlængede weekend?

Vend i stedet blikket mod øst og udnyt, at SAS – i samarbejde med Estonian Air – flyver direkte til Estlands hovedstad Tallinn, en tur, der fra København, kun tager halvanden time.

»Estland?!! Hvad i alverden vil I i Estland?”
Taxa-cahufføren ligner et stort spørgsmåltegn, da han løfter vores kufferter ud af bilen ved indgangen til Københavns Lufthavn Kastrup.
Hans forbløffelse er sådan set forståelig nok. Vi skriver begyndelsen af maj, vejret er ret godt i Danmark, og ifølge vejrudsigten skinner solen ikke mere i Tallinn. De fleste danskere vil på dette tidspunkt vælge at rejse syd på – hvis de da overhovedet rejservæk i maj, som traditionelt er temmelig skøn herhjemme.

Men vi to søstre har altså besluttet os for en lille wellness-tur og Tallinn er den by, hvor vi kan få mest for vores penge. Hotellet i Tallinn koster nogenlunde det samme pr. nat som et dobbeltværelse på et mellemklassehotel i København, men for den pris er vi blevet lovet luksus og forkælelse. Jeg har før været på weekend i både Paris og Amsterdam og kan godt garantere, at der ikke bliver meget luksus der for den sum penge.
Så vi er da spændte. Og vi bliver ikke skuffede.

Gæstfrihedens gade

Vi er kun lige trådt indenfor på Telegraaf Hotel i Tallinn, da piccoloen kommer stormende for at bære vores tunge kufferter.

Når vi slæber på kufferterne, skyldes det, at Telegraaf Hotel ligger i gaden Vene – i gamle dage kaldet »den russiske gade«, men også »gæstfrihedens gade«, formentlig på grund af det dominikanerkloster, hvor man ved, at munkene drev et hotel i 1200-tallet. I dag ligger der kun pittoreske ruinrester tilbage af fordums storhed. Vene ligger i den gamle by – og her er det begrænset, hvor taxa’erne må køre.
Vores flinke chauffør har derfor med beklagende fakter sat os af for enden af gaden og peget i retning af hotellet, og så er det eller bare afsted med kuffertens hjul skrumlende hen over brostenene.
Tallinn praler især af to luksushoteller, der begge har de samme ejere. Det ene hedder »Three sisters« (de tre søstre) og ligger i udkanten af den gamle bydel. Hotellet er indrettet i tre nænsomt restaurerede 1400-tals huse og er brølende dyrt. Det er der, dronning Elisabeth II, den japanske kejser, samt flere film- og popstjerner har boet. Men ikke os. Det har vi godt nok alligevel ikke råd til.

Telegraaf-bygningen

Men det andet hotel, Telegraaf Hotel, er i en mere overkommelig prisklasse – og absolut godt nok til os.

Den elegante bygning, der i dag huser hotellet, blev bygget i 1878. I stueetagen var der bank, mens de øvrige etager indeholdt private luksuslejligheder. I begyndelsen af første verdenskrig lukkede banken, og i 1918 blev huset omdannet til hovedstadens centrale postkontor, der også lokkede med moderne telefonservice til kunderne. Under anden verdenskrig blev Tallinn kraftigt bombet og meget af gaden Vene blev ødelagt. Også Telegraaf-bygningen, men alligevel fortsatte huset med at være rammen om landets postservice indtil 1991. Bygningen blev nu til en kontorbygning, og det var den indtil Tamo Sumberg, Raul Uutmann og Kalev Tanner for få år siden købte huset.
I maj 2007 åbnede de så det totalt gennemrenoverede Telegraaf Hotel, hvor de har bevaret det gamle hus og respekten for dets arkitektur, men har bygget en ny bygning til »i baggården« for at få plads til 10 enkeltværelser, 40 dobbeltværelser, 28 twin-rooms, fire junior-suiter og en præsident-suite.
For nu ikke at glemme den lille lækre pool-område i romersk stil, de to rum til wellness-behandlinger og restauranten Tchaikovsky.
Vores værelse er af den slags, man ikke har lyst til at forlade. Men nu er der en skøn udsigt over den gamle bys tage fra vores vindue, og vejret er godt, så naturligvis skal vi ud at udforske byen.

Danskerbyen

Navnet Tallinn betyder faktisk »danskerbyen«, og når byen hedder sådan, skyldes det tilhørsforholdet til den danske krone fra 1219 til 1346.

Og så er det jo i øvrigt her, at Dannebrog ifølge legenden, faldt ned i 1219 under Valdemar Sejrs korstog mod de vantro estere. Man kan i øvrigt i den smukke Helligåndskirken se et eksemplar af Dannebrog, som esterne passer godt på. Det gjorde de også under anden verdenskrig, hvor de gemte det eksemplar, de havde fået ved et dansk flådebesøg i 1925, så det hverken faldt i russernes eller tyskernes hænder. En sådan gestus skal naturligvis æres, så Danmark gav Helligåndskirken et nyt eksemplar i stedet for det gamle slidte, da Estland i 2004 – som de øvrige baltiske lande – blev medlem af både EU og NATO.

Tallinn er – ifølge både Politikens »Turen går til« samt min svensksprogede udgave af Berlitz rejseguide til Tallinn – »den smukkeste og bedst bevarede middelalderby i Baltikum«. Det tror jeg gerne. Det store område, som den gamle by dækker, er i hvert fald helt umådeligt charmerende – og der er ikke en moderne bygning i sigte så langt øjet rækker. Først når man (efter en lidt udmattende vandring opad gaden Det Lange Ben på toppede brosten) når Dombjerget, bakken hvorfra adelen og Estlands skiftende herskere så ned på Den nedre by med dens købmænd, håndværkere og boder, opdager man fra udkigspunktet »Landskrone Torn«, at der ligger en »by uden for byen«.
Den gamle by, hvis højeste punkt er Dombjerget (som hedder sådan på grund af Domkirken, som man mener blev grundlagt af danskerne i 1219) er omkranset af en mur, derblev påbegyndt i 1300-tallet og fuldendt i 1500-tallet.
I dens storhedstid var den 2,4 kilometer lang, 14-16 meter høj, op til tre meter tyk og havde i alt 46 større og mindre tårne. Forbløffende nok står hele 1,9 kilometer af muren den dag i dag, og det er den og dens 20 forsvarstårne, to indre porttårne og to ydre porttårne, der giver en spøjs afsondrethed fra resten af verden.

Byen udenfor

Det er min søster, der på vores anden dag i Tallinn bemærker, at det er underligt, at vi ikke har set nogen tøj forretninger. Vi kommer til at tænke på, at vi heller ikke har set nogen fødevareforretninger, musikbutikker, boghandlere eller… Det eneste, vi har set på vores lange slentreture, er gamle bygninger, og dem, der ikke er kirker, rådhus eller privatboliger, er indrettet som hoteller, restauranter, souvenirbutikker, pengeveksel-steder – og en lille kiosk.

Da vi ser ud fra murværket på Dombjerget, opdager vi et topmoderne sportsanlæg, nogle fjerne skyskrabere og en havn med blåt vand. På vores sidste dag i Tallinn, går vi i modsat retning, væk fra Dombjerget og rådhuspladsen (der i øvrigt sammen med Grand Place i Bruxelles er det smukkeste centrale torv, jeg har set), ad butiksgaden Viru – og ud af byporten til den moderne by.
Det føles lidt som at være Alice fra Eventyrland, der vender tilbage til virkeligheden.
»Nu kan man endelig se, at det er en hovedstad,« siger søsteren tilfreds ved synet af moderne tøjforretninger, masser af trafik og en stor velholdt park, hvor børnene leger.
Men faktisk nød jeg vores dage i den fredelige middelalderstemning, hvor tiden stod stille, i den gamle by.

Top-restaurant

På hotellet ruster vi os til de kommende dage, hvor vi skal ud på landet i Estland og absolut ikke skal bo i luksus.

Vi har reserveret et bord på restaurant Tchaikovsky, hvor den unge russiske køkkenchef Igor Andreyev netop har sikret hotellet »sølvskeen«, den baltiske version af Michelin-stjernerne. Han har scoret prisen i kategorien »Bedste nye restaurant 2008«. Sidste år fik han og hans team en eftertragtet pris som »Bedste Tallinn-restaurant 2007«, der uddeles af avisen Esti Express.
Restauranten skuffer ikke. Alt er imponerende, lige fra servietterne, der er foldede som fugle med udbredte vinger, tjenerne, der taler upåklageligt engelsk, og maden, der er skøn. Ikke mindst min forret, der er klassisk russisk bortsj med et twist – den serveres med urtebagt stør og rødbedeskum.

Vi får begge forret, begge hovedret, og begge kaffe bagefter. Min søster drikker ikke vin den aften, men citrusvand – jeg drikker to glas god new zealandsk hvidvin. Den samlede regning for at spise på en af Tallinns bedste restauranter lyder på 1360 estiske kroner. Det er 648 danske kroner. For to personer.
Jo, man kan sagtens føle sig lidt rig i Tallinn. Og man kan nemlig nemt spise endnu billigere. Vores første aften i byen skrår vi simpelt hen bare tværs over gaden til en hyggelig lille café-restaurant, hvor vi starter med hver vores fyldige salat og bagefter begge spiser en glimrende pastaret, deler en halv flaske hvidvin og drikker kaffe til slut. I alt 570 estiske kroner – altså 271 danske kroner for to personer.

På gaden Vene ligger der også et par helt skønne »chocolaterier«. Det er kaffebarer med hjemmelavede chokolader. Der er også kager, men det er de fyldte chokolader, der trækker. En cappucino og to store fyldte chokolader (tro mig, man kan ikke få flere ned) nydt i et lokale, der ligner krydsning mellem en dagligstue fra klunketiden og en marskandiserforretning, på adressen Vene 6, koster 93 estiske kroner = 44,50 dkr.

Fakta 1

Telegraaf Hotel

Hotellet ligger fem kilometer fra lufthavnen, en kilometer fra havnen –og 0 kilometer fra bycentrum. Medlem af sammenslutningen »Small Luxurious Hotels of the World«.
Det seriøst berømte, internationale rejse-website CN Traveller valgte sidste år Telegraaf Hotel som et af de 65 hotteste hoteller i hele verden. Det har givet hotellet en bunke bestillinger fra blandt andet englændere og amerikanere.
Vores ophold på hotellet var arrangeret af det Holstebro-baserede Team Benns wellness-afdeling »Beyond Senses«. Ifølge deres hjemmeside tilbydes en pakkerejse med fly København-Tallinn tur-retur, skatter og afgifter samt fire overnatninger i dobbeltværelse på Telegraaf Hotel med morgenmad 4298 kroner pr. person.
Telegraaf Hotel har en lille, men meget fin spa-wellnessafdeling, hvor blandt andet kosmetologen Jane tager imod. Hun taler godt engelsk – og jeg fik en fantastisk pro-collagen ansigtsbehandling. Behandlingerne har nogenlunde de samme priser som herhjemme. Min ansigtsbehandling, på cirka 75 minutter, kostede 1200 estiske kroner (572 dkr.) Spa-afdelingen bygger på principper og produkter fra det engelske brand Elemis, der er et af de førende på markedet.

Fakta 2

Tips og facts

Der tales estisk og russisk. Estisk minder om finsk og er totalt uforståeligt for det danske øre, når det tales. Til gengæld er en del af de skrevne ord genkendelige – Apteek (apotek), takso (taxi), bussi (bus), kroon (krone – møntfoden hedder estiske kroner), pank (bank), postkontor (det samme), inglise (engelsk), jah (ja), ei (nej), bensiin (benzin) o.s.v.
Estland har en stor andel russiske borgere – 68 procent af lanets befolkning er estere, mens 26 procent er russere. Esterne er hovedsagligt lutheranere, mens russerne er ortodokse, altså katolikker.
Derfor er der et stort antal spændende kirker i Tallinn – for begge trosretninger. Den mest kendte og pompøse af de russisk-ortodokse er Aleksander Nevskij-katedralen, hvor man i øvrigt kan købe postkort og laminerede billeder af den sidste russiske zars danske mor, Dagmar – og af zaren og hans kone og børn, der alle blev myrdet af rødgardister. Kirken blev opført i 1894-1900 for at vise det russiske imperies magt. Zaren gennemførte en russificering af yderområderne i sit rige og som led i det projekt, lod han opføre den mægtige katedral lige foran esternes stolthed, Dombjergets slot, på et af byens vigtigste torve. Og for nu at føje spot til skade blev kirken tilegnet prins Alexander Nevskij, som ledede den russiske styrke, der i 1242 besejrede de tysk-baltiske riddere i et mægtigt slag på den isdækkede sø Peipsi.

Lige i nærheden ligger Domkirken, hvor man blandt andet kan se masser af 1600-tals våbenskjolde på væggene. I århundreder er adelige og gejstlige blevet begravet i kirken, og våbenskjoldene dækkede kisten, indtil den skulle i jorden, hvorefter skjoldet blev hængt op i kirken.
Udsigtspunkterne oppe på muren ved Dombjerget (få et bykort på dit hotel eller køb et, de er tydeligt markeret) giver et fantastisk overblik – til den ene side over den moderne by Tallinn, til den anden side over den gamle bydels smukke tage.
I den nedre by bør man se Helligåndskirken med Dannebrog, de flotte malede og udskårne træpaneler fra 150-tallet samt den overdådige altertavle fra 1483 af Bernt Notkes, der også er manden bag Århus Domkirkes altertavle.
Kig også på gildehusenes flotte udskårne døre, besøg bymuseet på adressen Vene 17, indrettet i en storkøbmands hus fra middelalderen, og se ruinerne fra Dominikanermunkeklostret, også i gaden Vene, ind i gården ved nummer 16 og til højre.
Og selv om det er dyrere end i resten af byen, skal man da også sidde på rådhustorvet, drikke kaffe og beundre det sengotiske rådhus fra 1404. Det er især flot, når det er oplyst om aftenen.