Annemaries sprøde julesmåkager

ams julesmåkager
Annemaries sprøde julesmåkager – de er dæleme lækre!

Annemarie siger godt nok, at det er en opskrift, hun har fået af en anden. Men…jeg kender småkagerne som Annemaries altid-sprøde-småkager, så derved bliver det!

De her er de første småkager, jeg nogensinde har bagt, der blev supersprøde. Og Annemarie hævder, at de aldrig mislykkes. Måske er det rigtigt – det vil tiden vise 🙂

ingredienser 24. dec
Ingredienser til julesmåkagerne.

Småkagerne er uhyre nemme og hurtige at lave – og de er lækre. Mine kaffegæster godkendte dem i går, senere sagde min søster OK for dem, og i dag tømte mine kolleger den dåse, jeg havde med på arbejde. Det må vist være en blåstempling.

Annemaries julesmåkager

(cirka 100 styk)

200 gram mel

200 gram smør

150 gram sukker

2 spsk vaniljesukker

1 tsk hjortetaksalt

2 tsk kanel

Ingredienserne æltes sammen (jeg var doven og brugte KitchenAid’en – det gik fint).

Trilles til en pølse.

Skæres i skiver på cirka 3-5 mm tykkelse.

Trykkes lidt flade på bagepladen (det gjorde jeg nu ikke…). Pyntes med en halv hasselnød (mandler eller valnødder kan sikkert også bruges).

Bages ved 150 grader i cirka 12-15 minutter.

Tag dem ud og lad dem køle HELT af, inden du kommer dem i en tætsluttende kagedåse.

Note: Ja, det skal være smør. Smør. Ikke margarine. Smør, smør, smør. Man smager det tydeligt.

Note 2: Det er ikke en fejl at der står 2 spiseskefulde vaniljesukker. Og så tydeligt smager det altså heller ikke igennem.

Note 3: Hjortetaksalt er den uefne bage-gudindes hemmelige våben. Det gør kager sprøde. Også selv om man ikke er en ørn til det der bagning.

på pladen
20 småkager på pladen – de løber ikke ret meget ud, så man lægge dem rimeligt tæt.
Nybagt og sprød.
Nybagt og sprød.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *