Tjah, når man ikke selv kan tage sig sammen, er det da godt, at ens venner og bekendte kan.

En journalistkollega (vi har aldrig arbejdet sammen, men har kendt hinanden i næsten 30 år, tror jeg), Claus, skrev til mig, at nu skulle der da gang i den der madblog igen. Og hvis jeg var interesseret, ville han gerne bidrage med sin opskrift på gode ben.

Sådan en meddelelse er jo dejlig at få – og er I flere derude, som har en opskrift, I gerne vil dele, så kom endelig hid med den! For jeg er stadig travlt optaget i weekenderne (hvor jeg ellers plejede at sidde og få skrevet opskrifter ind) frem til april, faktisk. Sådan mere eller mindre.

Blogs som denne skal man skrive, når man har lyst og tid. Det havde jeg i et års tid. Men jeg må alligevel være kørt lidt træt i det, for da bloggen blev hacket i august 2014, orkede jeg lige som ikke at komme igang igen. Men jeg har altså stadig opskrifter og fotos liggende. Det er jo ikke sådan, at jeg er holdt op med at lave god mad. Jeg er bare holdt op med at bruge tid på at skrive om det.

Jeg er sikker på, at lysten vender tilbage sammen med lyset. Når dagene bliver længere, får jeg lige som bjørnen, der har været i hi, også mere energi.

Men indtil da får I her Claus’ gode ben, som jeg skal have testet på min far her sidst i februar, når jeg besøger ham igen, Jeg er sikker på, at han vil elske dem! Det er Claus’ søn Jesper, der har taget billederne.

 

Go’e ben fra det lille hus i skoven

I det lille hus i skoven er vi tilhængere af det, som jeg vil kalde god og solid dansk husmandskost, hvor der bliver skelet til det sunde i form af mange grøntsager der er i sæsonen, og hvor vi ikke går på kompromis, når det drejer sig om fedtstof: jeg bruger rigtig smør.

Med husmandskost mener jeg de gammeldags middagsretter, hvor mange desværre er ved at gå i glemmebogen: stegte hjerter i flødesovs, forloren hare og – stegte go’e ben.

Da vores franske svigersøn for en del år siden kom ind i familien, var noget af det første, han fortalte, at han ikke spiste svinekød. Ikke af religiøse grunde. Han kunne simpelthen ikke lide smagen.

Det havde jeg glemt alt om, da han og vores datter skulle komme til middag. Jeg var i gang med en omgang go’e ben og valgte at snakke uden om, når han spurgte til, hvad det var, vi fik at spise.

Svigersønnen elskede de gode ben – og siden har det været hans livret. Det skal da også nævnes, at han i dag spiser en del svinekød.

Jeg bruger kødfulde, ferske kamben til de go’e ben og bestiller dem gerne hos slagteren, og beregner ét stort kamben pr. portion. Plus et eller to ekstra til dem, som er meget sultne. Er der kød og sovs til overs er det fremragende til en omgang biksemad.

Opskriften er til fire personer

Fem ferske og kødfulde kamben

Salt og peber

2 dl syltede tyttebær Jeg bruger Beauvais syltede, vilde tyttebær

½ liter svinebouillon

2 dl fløde

Jeg bruger en stor jerngryde.

Hvert ben deles i to og krydres med salt og friskkværnet peber. Brunes i smør (!) to og to. Når alle ben er brunet, gøres gryden ren. Benene lægges tilbage i gryden og bouillonen tilsættes. Øverst tyttebærrene, som under den første del af stegningen får lov til at smelte ned i kødet.

Benene vendes forsigtigt en gang imellem, mens de simrer omkring 1,5 time – altså efter, hvor kødfulde de er. Benene er færdige, når kødet næsten falder fra benene.

Tag dem op og smag sovsen til med salt, peber og evt. lidt ribsgele. Sovsen jævnes med fløde og evt. mel pisket med vand, så sovsen bliver tyk.

Serveres med syltede tyttebær, hjemmelavet agurkesalat og kogte, hvide kartofler.

Jeg serverer gerne en god, kraftig rødvin til ud fra parolen: kraftig vin til kraftig mad.

Bon appetit!

Claus Gjedsig