Dejligt gensyn med Holland

Billedet er fra umiddelbart efter valget i Bulgarien. De "gamle" (præsident og to vicepræsidenter) samt de nye (præsident og tre vicepræsidenter). Jeg er nummer to fra højre.
Billedet er fra umiddelbart efter valget i Bulgarien. De “gamle” (præsident og to vicepræsidenter) samt de nye (præsident og tre vicepræsidenter). Jeg er nummer to fra højre.

I maj i år blev jeg valgt som vicepræsident i den organisation, jeg har være medlem af siden 1992.

Douzelage hedder den, og ganske kort fortalt består den af 28 byer i de 28 EU-lande, og udgangspunktet er, at møder mellem mennesker – især børn og unge – fører til forståelse af hinandens kulturer og til venskaber og glæde.

Hvis man vil vide mere om, hvad det er for en størrelse, kan man kigge på vores hjemmeside http://www.douzelage.org

Hjemmesiden er godt nok oldnordisk og temmelig elendig, men den giver da et billede af, hvem vi er, hvad vi laver. Og en af de ting, det nye præsidie allerede har besluttet, er, at vi skal have en ny og tidssvarende hjemmeside. Den er ved at blive bygget op og skrevet nu, så om et par måneder regner jeg med at kunne henvise til en mere brugervenlig beskrivelse af Douzelage.

Indtil maj i år (2016) bestod præsidiet af en præsident og to vicepræsidenter. Men til valget denne gang havde man forhøjet antallet af vicepræsidenter til tre, så arbejdsbyrden blev spredt mere ud.

Planlægningsweekenden bød på syv timers arbejde, men også en masse hygge. Her i Annigje og Alexanders køkken.
Planlægningsweekenden bød på syv-otte timers arbejde, men også en masse hygge. Her i Annigje og Alexanders køkken.

Planlægningsweekend

Ved valget fik vi en hollandsk præsident – hun hedder Annigje – en rumænsk vicepræsident, der hedder Tibi, en slovensk vicepræsident, der hedder Miha, og så mig. Vi fik da trykket hinandens hænder efter valget, der foregik i Tryavna i Bulgarien, men vi kendte ikke hinanden særligt godt. Siden har vi mailet en del sammen, og så blev det besluttet, at vi skulle mødes i en weekend, primært for at lære hinanden at kende, men også for at tage et par nødvendige, hurtige beslutninger, samt for at lægge et skelet for, hvor vi ønsker at organisationen skal bevæge sig hen.

Det blev hurtigt aftalt, at vi skulle mødes hos præsidenten. Det sydlige Holland er det mest centrale sted for at os at møde, når man kigger på kortet og ser, hvor vi bor. Og desuden er Annigje meget praktisk indehaver af et stort hus og en Bed&Breakfast. Dermed kunne vi bo under samme tag.

Skønt at sidde udenfor og arbejde i haven.
Skønt at sidde udenfor og arbejde i haven.

Så her i den første weekend i august mødtes vi så fredag og skiltes igen søndag. Vi arbejdede intenst, siddende ude i haven (i Danmark var der møgvejr, men i Holland var der 21-22 grader og solskin) fra klokken 16 til 19. Jeg var ankommet som den sidste klokken 15.15, efter at være landet klokken 13.25 i Zaventem, lufthavnen i Bruxelles, der var udsat for terror i år. Jeg blev hentet af Annigjes mand, Alexander, der måtte igennem udvidet security blot for at komme i ankomsthallen. Vi passerede adskillige camouflageklædte soldater med maskingeværer på vej ud.

Men praktisk er det altså at flyve fra Billund – og billigt. Min returbillet med Brussels Airlines kostede godt 1000 kroner. Flyveturen varer 1 time og 15 minutter.

Min hollandske fortid

Fra Bruxelles til Houthem, hvor Annigje og Alexander bor, er der er en køretur på cirka fem kvarter – fra Belgien og ind i Holland. Houthem hører ind under Valkenbourg Kommune og ligger tæt ved storbyen Maastricht.

Det er faktisk et område, som jeg engang kendte ret godt. Vores hollandske samarbejdsby i Douzelage hedder Meerssen – det er lidt indviklet at Annigje bor i den nærliggende Houthem, men i Meerssen var man desperate for at få nye, engagerede og arbejdssomme medlemmer, så man valgte at leve med, at Annigje faktisk ikke bor i byen. Og nu er hun så præsident.

Jeg besøgte Meerssen første gang i 1998 og ved samme lejlighed mødte jeg den hollænder, der senere blev min kæreste og en overgang “mit livs kærlighed”. Den gik nu ret hurtigt over – godt et år var vi kærester, indtil vi blev enige om, at det ikke kunne hænge sammen. Jeg ville ikke flytte til Maastricht, og han havde tre børn, som han naturligvis ikke ville flytte fra. Vi vedblev dog at have kontakt, og jeg besøgte faktisk familien flere gange frem til omkring 2005, tror jeg.

Så jeg har både meget lykkelige og knapt så lykkelige minder fra Maastricht. Det var underligt at køre gennem byen sammen Alexander, der jo intet kendte til min fortid, her godt ti år senere. Jeg havde ikke forventet at “føle noget”, men blev overrasket over, hvor mange minder det bragte med sig at se huse, gader, byens silhoutte…det gjorde faktisk en smule ondt, eller rettere; det rørte ved et sentimentalt hjørne i mig, som jeg ikke troede, jeg havde.

Men jeg kan da anbefale et besøg i Maastricht, som på mange måder er en lækker by med små hyggelige caféer, gode rstauranter, og spændede moderne arkitektur såvel som en gammel smuk bykerne med indtil flere meget gamle, interessante kirker. Og mange spændende livsstilsforretninger, flotte blomsterforretninger, og interessante madforretninger specialiseret i for eksempel kaffe, vin, ost, chokolade o.s.v.

Min seng i Annigjes B&B. Det, der ligger på dynen, er min iPhone samt en rest af en gulerodsbolle, jeg havde købt i Billund :-)
Min seng i Annigjes B&B. Det, der ligger på dynen, er min iPhone samt en rest af en gulerodsbolle, jeg havde købt i Billund 🙂
Mit badeværelse.
Mit badeværelse.
Værelset ved siden af med dobbeltseng.
Værelset ved siden af med dobbeltseng.

Skøn B&B

Houthem havde jeg til gengæld ingen minder fra. Det har jeg så nu – og de er gode 🙂

Annigjes B&B er virkelig skøn, og ægteparret er både gæstfrie, afslappede og taler glimrende engelsk. Man kan se mere her: https://www.bedandbreakfast.nl/bed-and-breakfast-nl/valkenburg/bed-breakfast-gerlachus/64966/

Men man skal ikke være overfølsom overfor dyr. Annigje er en af dem, der ikke kan se et dyr i nød uden at ville redde det, og hendes tålmodige mand siger for det meste OK.

Så husholdet består af 4 katte (de hedder Catootje, Rommel, Mini og Bert), der har indtaget førstesalen (men dog ikke har lov til at komme i B&B-værelserne) og af tre hunde, der bor i stuen, og som bekriger kattene og vise versa. Det er faktisk ret underholdende…

Hundene er den 14 år gamle kleine münsterländer Femke, den 12-årige portugisiske gadehund Voetje (det betyder lille fod – hunden havde forkrøblede forpoter, da Annigje fandt hende, men efter operation kan den nu løbe igen) og så den store forpjuskede rumænske gadehund Cara, der er et par år gammel.

Den søde rumænske gadehund, småklodsede
Den søde rumænske gadehund, småklodsede Cara 🙂
Så er vi ved at være klar til pastaretten.
Så er vi ved at være klar til pastaretten.

Efter de tre timers arbejde (en blød start) fredag fik vi aftensmad hos Alexander og Annigje – en pastaret med store rejer, stegt i olie og masser af hvidløg, og derefter kommet i en flødesauce med masser af peber og masser af ituskårne, meget modne tomater. Det smagte supergodt. Dertil salat. Brød. Og rødvin. Det var en god aften.

Basilikaen i Meerssen.
Basilikaen i Meerssen.
Og dens imponerende indre.
Og dens imponerende indre.
Døren ind til den jødiske synagoge, der fortæller en del af historien om, hvorfor synagogen ikke mere bruges til sit oprindelige formål.
Døren ind til den jødiske synagoge, der fortæller en del af historien om, hvorfor synagogen ikke mere bruges til sit oprindelige formål. De fremhævede navne er jøder, der døde i koncentrationslejre.

Næste dag arbejdede vi fra 10 til 15.30, og så var vi faktisk igennem arbejdsprogrammet for weekenden. Resten af dagen stod på sightseing i Meerssen, der blandt andet kan prale af en basilika (en stor katolsk kirke i gotisk stil), et smukt, veludført bronzerelief over byens historie samt en jødisk synagoge med en dør, der fortæller den tragiske historie om en hel familie, der blev udslettet under 2. verdenskrig.

Aftenen sluttede med tomatsuppe, indonesisk ristaffel og tre forskellige slags desserter på terassen (vi sad ude til midnat) hos et af medlemmerne i Meerssens Douzelagegruppe, Irene. De øvrige medlemmer var også inviteret, så jeg tror, vi var 15 ved det lange udendørs bord. Samme dag havde den danske cykelrytter Jakob Fuglsang vundet sølv ved OL – og hollænderne var meget optagede af denne “Vogelsang”. Så var det fint at være dansker 🙂

Vejret var godt, så vi sad udenfor hele aftenen på Irenes terrasse.
Vejret var godt, så vi sad udenfor hele aftenen på Irenes terrasse.

Hollandske specialiteter

Jeg kan huske en del madvarer fra dengang, jeg kom meget i Holland (det kalder de så IKKE landet, dernede i Maastricht-området. De siger “Netherlands”, for Holland, det er den nordvstlige del af landet) – blandt andet at jeg ikke syntes, deres grøntsager smagte af noget. Det gør de heller ikke, når man køber dem i Danmark.

Til gengæld var der mange andre positive ting. Småkagerne Spekulaas (en slags brunkager á la Holland, som traditionelt bages til Skt. Nikolas Dag den 5. december), som jeg opdagede denne gang, at man også kan få som is, altså is med spekulaassmag! Det smager faktisk lidt af jul og er lækkert. Den amerikanske madguru Martha Stewart (det var hende, der røg i fængsel for insiderhandel med aktier, men “overlevede” og fortsatte sit madfirma-imperium efterfølgende) har en opskrift på speculaas – den kan ses her: http://www.marthastewart.com/343667/speculaas-cookies

Stroopwafels og speculaas hjembragt fra Holland :-)
Stroopwafels og speculaas hjembragt fra Holland 🙂

En anden kageting, jeg husker fra Holland, og som jeg genfandt (faktisk gav Annigje mig en pose med hjem, og hendes mand vendte hjem fra byen med spekulaas til mig) var stroopwafels. Det er tynde vafler, der er lagt sammen med en karamel-agtig sirup. De stammer oprindeligt fra byen Gouda. De er nemme at blive afhængige af til kaffen – man kan selv lave dem, her er en opskrift, der ser god ud (på engelsk):http://www.food.com/recipe/stroopwafels-143903

Den nye sekretær for præsidenten havde lavet dessert - og den ene af dem (den i forgrunden) var med advocaat. Lækkert!
Den nye sekretær for præsidenten havde lavet dessert – og den ene af dem (den i forgrunden) var med advocaat. Lækkert!

Og så er der advocaat. Min veninde Anne Marie og jeg blev totalt forfaldne til den under et besøg i Maastricht. Min daværende kæreste var rystet: Advocaat var sådan noget gamle damer spiste/drak på café, mente han! Det var vi nu ret ligeglade med – vi syntes, det var festligt at få et lille glas med advocaat, pyntet med flødeskum, med i købet hver gang vi bestilte en kaffe.

Advocaat er en drik, selv om den er så tyktflydende, at man spiser den med ske. Hvis man kender den amerikanske juledrik eggnog, har man et billede af, hvad det nogenlunde er. Advocaat er kagecreme-agtig og lavet af æg, sukker, cognac og vanilje. Denne gang i Holland fik jeg den som en del af en dessert, og jeg synes stadig, det smager skønt 🙂

Her er en gør-selv-opskrift (på engelsk) fra en hjemmeside om traditionel hollandsk mad: http://dutchfood.about.com/od/drinks/r/Advocaat.htm

Alexander fandt sin fine jenever frem - og hold nu op, den var god.
Alexander fandt sin fine jenever frem – og hold nu op, den var god.

Når vi nu er ved drikkevarerne, så hev Annigjes mand, Alexander, en Jenever frem, da fredagen for alvor blev hyggelig. Alexander læste oprindelig middelalderhistorie i fem år på universitetet og skrev sin afsluttende opgave om den skibstype, der hedder en kogge på dansk. Dem er der fundet flere af i Danmark – daterende så langt tilbage som 1150 – og Alexander citerede begejstret den danske forsker/historiker Ole Cumlin-Pedersen, som jeg måtte erkende, at jeg ikke vidste, hvem var. Det var han noget rystet over. Da jeg slog Cumlin-Pedersen op, kunne jeg godt se, at jeg nok burde havde vidst, hvem han var – han var blandt andet medgrundlægger af vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Nå, Jenever – det har jeg aldrig holdt meget af. Jeg synes, det kradser i halsen, og foretrækker så langt dansk snaps. Men den Jenever, som Alexander tog hul på for vores skyld, var lagret i 12 år og smagte som en blød, lækker whisky. Den var fantastisk! Annigje drikker ikke spiritus, men vi andre gjorde et indhug i den skønne flaske. Jeg tør ikke tænke på, hvad den mon har kostet…

Limburger ost og stroop
Limburger ost og applestroop.

Den sidste madting, jeg genså denne gang, efter ikke at være stødt på det i ti år, var applestroop. Det er en tyk mørk æblesirup, som går supergodt sammen med ost. I dette tilfælde en blød Limburger-ost. Også applestroop kan man selv lave: http://dutchfood.about.com/od/saucesgravies/r/AppleSyrup.htm

Genforelsket i et land

Jeg vendte hjem til Danmark og var blevet genforelsket 🙂 Ikke i en mand, men i et land.

Jeg holdt meget af Holland dengang for 10-16 år siden – også af Amsterdam, som jeg dengang blandt andet besøgte, fordi min gode veninde Hanne, der er arkitekt, arbejdede i nogle år for bystyret i den hollandske hovedstad. Og jeg har da også været på bådferie på de hollandske kanaler – en af de billigste, mest afslappende og sjoveste ferier, jeg har haft.

Nu er der igen en grund til at tage til Holland – i hvert fald over de næste tre år, hvor Annigje og jeg skal arbejde sammen. Hvis vi er heldige, får vi måske endnu tre år ved valget i 2019, inden vi må vige pladsen for andre og formentlig yngre kræfter. Men den tid, den sorg/glæde.

Det flotte bronzerelief på rådhuset, som fortæller byen Meerssens historie.
Det flotte bronzerelief på rådhuset, som fortæller byen Meerssens historie.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *