
Hvert år op til min “lange ferie”, altså der hvor jeg afvikler flest uger, bager jeg et par kager til kollegerne. Dels fordi jeg synes, det er hyggeligt, og dels fordi – for nu at være helt ærlig – at det er billigere end tre forskellige franskbrød fra bageren, et godt rugbrød, to slags ost, to slags pølse, smør med mere, som nogle af kollegerne disker op med.
Jeg har netop været i køkkenet, og lige nu står en ribskage i ovnen. Den er gennemtestet, da jeg har bagt den masser af gange, og den er aldrig – 7-9-13! – mislykkedes.
Men før den bagte jeg for første gang nogensinde en Key Lime Pie.
Det er en amerikansk klassiker, og da jeg enormt godt kan lide smagen af lime, har jeg længe tænkt på, at den skulle prøves.
Min kollega Morten var så sød at skaffe mig sweetned condensed milk (det hedder vist sødet kondenseret mælk på dansk) – og siden har jeg faktisk fundet ud af, at det også fåes i Kvickly. Det er noget, jeg aldrig har bagt med før.
Nå, jeg bryder mig ikke om at servere noget for folk, som jeg ikke har smagt på. Tænk, hvis der var et eller andet galt med det. Men man kan jo heller ikke rigtigt skære en testskive af en pie, uden at det ser grimt ud. Så jeg bagte en ekstra lille firkantet pie.
Det er den lille pie, der er et foto af her. Og den smager rigtigt godt 🙂
Flødeskumsdekoreringen er ikke så imponerende. For kun anden gang i mit liv købte jeg flødeskum på dåse for at blive i den amerikanske ånd – og så blev jeg forskrækket, da det pludselig kom væltende ud! Jeg havde på en eller anden måde fået ind i hovedet, at jeg ville kunne dekoreret med det, som når flødeskum er i en sprøjtepose.
Not.
I hvert fald ikke uden træning…

Key Lime Pie
(1 pie – de siger otte personer, jeg tror nu, der er til ti)
Bund:
220 g digestive-kiks, fintknuste (se note 1)
50 g sukker
115 gram usaltet smør, smeltet
Fyld:
6 æggeblommer (se note 2)
3 spsk revet øko-limeskal
2 dåser kondenseret mælk á 397 g (ja, det må vel være et amerikansk mål omsat til dansk)
2 dl friskpresset limesaft (cirka 8 lime)
Flødeskum og limeskal til pynt
Bund: Rør kiks og sukker sammen i en skål. Tilsæt smør og bland det sammen. Hæld blandingen i en smurt rund tærteform (jeg brugte en springform).
Begynd i midten og pres gradvist dejen ned og udad mod siderne med fast hånd, indtil blandingen er godt fordelt og udgør en jævn crust/bund (det er faktisk ret let). Dæk bunden med film/folie og stil den på køl.
Fyld: Pisk æggeblommer og limeskal sammen i en skål. Tilsæt kondenseret mælk og limesaft og pisk.
Hæld fyldet i den køleskabskolde bund og bag tærten i cirka 25 minutter ved 180 grader, til det midterste fyld har sat sig – det skal være nogenlunde fast at røre ved.
Tag tærten ud af ovnen og lad den køle af på en rist. Pynt med flødeskum og revet limeskal og server.
Tærten skal opbevares på køl for at øge holdbarheden.
(opskriften er fra bogen “American Pie” af Erin Eberhardt Chpaman og Grace Wilson Løvig, udgivet på People’s Press i 2012)
Note 1: Jeg knuste dem i min foodprocessor. Så bliver de til helt fint ensartede gryn.
Note 2: Jeg brugte pasteuriserede blommer, fordi det er nemt. Der er to blommer i hvert lille bæger, og jeg skulle alligevel bruge nogen til mayonnaise, såeh…men selvfølgelig behøver man ikke bruge pasteuriserede blommer, når det alligevel skal gennembages.