Når man løber ned over status-opdateringerne på Facebook en hvilken som helst dag, kan man godt fristes til at tænke, at nogle mennesker har fået al den lykke, der er til rådighed i verden. Og at det er derfor, man selv har det lidt halv dårligt.

Der er ham, der hele tiden lægger selfies på fra eksotiske destinationer. Hende, der altid møder mere eller mindre kendte mennesker og lader sig fotografere med dem. Ham, der nærmest hver dag løber hurtigere og længere og prikker til ens dårlige samvittighed. Hende, der uafladeligt skriver om sin dejlige kæreste – og hende, der hele tiden fremhæver sine umådeligt perfekte børn. Jeg kunne blive ved.

Men misundelse er en led slange at nære ved sit bryst.

Vi har vel alle en snert af det i os – nogle mere end andre – og på dårlige dage kan jeg bestemt også lade mig gå på af, at hele verden tilsyneladende er ude at rejse, har dejlige kærester, skønne, sjove og begavede børn, penge til dyre middage og nyt tøj, har spændende jobs og gennemfører det ene maraton efter det andet uden nogensinde at synes, at træning er træls.

Men, som jeg engang læste en klog dame udtale, ”man skal passe på med at misunde andre deres liv, for man aner ikke hvilke byrder, de bærer”.

For sandheden er, at vi alle – uanset om vi er rige eller fattige, unge eller gamle, mænd eller kvinder, gifte eller ugifte, har seks børn eller ingen, rejser på ferie i Blokhus eller på Hawaii – har dage, der er fuldstændig fantastiske og dage, der er noget værre møg.

Der er bare ikke ret mange, der synes, det er nødvendigt at dele livets mørkere sider med flere hundrede ”venner” på Facebook. Der er en synlig mangel på statusopdateringer om sygdom, depression, ensomhed, arbejdsløshed, ægteskabelige problemer, uregerlige børn, pengemangel med mere. Hvis de er der, handler de om andre – og er altså links til artikler, videoer, underskriftsindsamlinger m.m.

Det er bestemt forståeligt, at man ikke har lyst til at skrive, at gælden til banken trykker, eller at konen har fundet en anden, men det er manglen på den type statusopdateringer, der danner Facebook-glansbilledet. For hvis du har flere hundrede venner, der alle lægger positive updates på, bliver Facebook på en af dine dårlige dage som et slag i ansigtet. Hundredevis af glade mennesker, der kan få deres liv til at fungere i overmål – hvorfor har du så svært ved det?

Så er det, man skal tage sig selv grundigt sammen og mentalt hive sig selv op ved nakkehårene. Eller, som det hedder på engelsk, count your blessings, altså tælle de gode ting i ens liv. Der er som regel ganske mange, de er bare et kort øjeblik druknet i misundelsens gule syretåge.

I hele min omgangskreds – og den er pænt stor – kan jeg kun komme på en enkelt, en kvinde, som altid er positiv over andres lykke. Uanset hvor meget vi andre rejser, spiser ude, køber nyt og forelsker os, mens hun arbejder, glæder hun sig på vores vegne, stiller interesserede spørgsmål, kigger på dusinvis af fotos fra ferier og kommer med opmuntrende kommentarer. Sådan ville jeg også gerne være. For jeg tror, hun har et rigtigt godt liv, hvor hun hviler i sig selv og er glad for sit eget liv – så glad at hun har overskud til at dele andres.

Men ak – ikke så snart jeg får øje et foto af Facebook af en bekendt med en paraplydrink på Boa Boa, før jeg tænker: “Sig mig, har hun ikke allerede rejst to gange i år? Hvor får hun pengene fra?”

Misundelse….

Jeg håber så, at jeg redder det lidt ved, at jeg godt ved, jeg er urimelig!

Og løsningen er altså ikke at droppe Facebook. Jeg elsker det forum. For på de gode dage – og dem har jeg altså flest af (husk det nu, Mette) – er det en fantastisk måde at holde styr på, hvad venner og bekendte foretager sig. Følge lidt med i deres liv, trykke “like”, skrive en kort kommentar eller sende en længere “bagom” som besked. Jeg bliver også opdateret om ting, der sker ude i verden, læser artikler, jeg ellers aldrig ville få læst, fordi jeg følger links, andre har lagt ud og anbefalet, jeg ser indslag i tv-avisen, som jeg måske ellers ville have droppet, fordi en bekendt har reklameret for det, og ja, jeg tager mere eller mindre tåbelige tests for sjov, ser YouTube videoer og får ind imellem et godt grin af det og bliver i det hele taget underholdt.

Så hurra for Facebook. Men øv, fordi jeg ikke altid kan styre den lille kritiker indeni. Hende den indtørrede, sure, med den spidse næse og de nedadvendte mundvige. Hende “den nedgroede negl”, som takt & tone-eksperten Gitte Hornshøj kalder typen.

Fik jeg nævnt, at jeg skal ud at rejse om et par uger? Bare vent; der kommer selfies på Facebook, gør der 🙂