2000 kilometer kører vi gennem Estland, Letland og Litauen med Baltic Travel. Og så er det næsten umuligt ikke at blive rystet sammen som en stor busfamilie i selskab med den ikke helt almindelige rejsearrangør Carl Jørgen Heide.

Af Mette G. Sørensen, bragt i Rejser, 26. oktober 2019

Carl Jørgen Heides busrejser er ikke som de andres.

Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har været på masser af busrejser. Som barn, fordi min far ikke brød sig om at køre bil udenfor Danmark. Som ung i 20’erne, fordi det nu engang var det, jeg havde råd til. Og som voksen fordi jeg faktisk holder af busrejser. Især busrundrejser.

Jeg kan lide det langsomme tempo – i hvert fald i forhold til flyrejser – og jeg kan lide, at den tætte rejseform gør, at man kan vælge at lære en mængde nye mennesker lidt at kende eller gå egne vegne, akkurat som man har lyst til.

– Jeg tror ikke, jeg har tjent en krone endnu på mine rejser, siger Carl Jørgen Heide den første rejsedag, hvor vi slår tiden ihjel på færgen Athena Seaways, der sejler fra Karlshamn i Sverige til Klaipėda i Litauen.

Han ser helt fornøjet ud ved tanken – som om det er lige meget, det med pengene.

– Men det er jo heller ikke derfor, jeg gør det, tilføjer han.

Rejsen, vi er på, er Carl Jørgen Heides tredje. Hans rejseselskab hedder Baltic Travel og har “hovedkontor”, hvis man kan tale om et sådant, på Ærø. Der har den 69-årige Heide boet siden 2008. Han har været turist- og erhvervschef på øen, men gik i 2018 på pension. Dog ikke mere end at han er byrådsmedlem og 20 timers ansat ved den nye Ærø Express-rute, som der bliver talt meget om i bussen. 2/3 af passagerne er nemlig enten bosat på Ærø eller har tilknytning til øen.

En af dem er 91-årige Tove, der er københavner, men har boet på Ærø siden 1972, fordi hun og hendes mand forelskede sig i øen under en ferie.

– Jeg er med, fordi det er Carl, der arrangerer. Og så skulle Jesper jo have kørt bussen, siger den ældre dame, der har inviteret to af sine døtre med på bustur. De står på i København.

Den omtalte Jesper ejer det busselskab på Ærø, der har leveret komfortabel bus til turen. Men Jesper har måttet melde afbud som chauffør i sidste øjeblik. Det bliver der også talt en del om i Ærø-bussen. Først med beklagelse. Men erstatningschaufføren Torben vinder bussens tillid med sine overlegne chauffør-evner i de smalle gader i Letlands hovedstad Riga – og Toves hjerte, da han hjælper med at køre hendes kørestol på de toppede brosten, som findes i alle tre baltiske hovedstæder.

– Jeg drager, siger hun som en anden Misse Møghe, dog med glimt i øjet.

Bare en hobby

Vi er på rejse til de tre baltiske lande, fordi de er Carl Jørgen Heides store kærlighed. Nå ja – i hvert fald Litauen, hvor han har boet i otte år. Først ansat af et fransk medicinalfirma, som var ved at opbygge sin organisation i Baltikum, siden som indehaver af eget firma, Con Baltas, der arrangerede konferencer, ikke mindst for medicinalindustrien.

Carl Jørgen Heide, der også har været litauisk gift, indrømmer gerne, at hans oprindelige plan var at arrangere busrejser til Litauen for at overbevise folk om, at landet er en perle. Men da han luftede ideen blandt venner og bekendte, var der et udtalt ønske om at se ALLE tre baltiske lande. Derfor har han indtil nu arrangeret tre rundrejser – “Den store rundrejse til Estland, Letland og Litauen”, hedder turen rettelig – og to mere Baltikum-ture er i støbeskeen til 2020.

Han har flere andre projekter “på tegnebrættet”. Blandt andet en historisk rundrejse i Polen og en tur til Litauen med ophold i manorhouses (det kan nærmest oversættes med palæer eller herregårde, red.) og med afslutning på et kurbadsted. Men nu får vi se. Det er ikke lysten, der mangler, men tiden. For det er jo bare en hobby.

Og det kommer buspassagererne til gode. Da jeg første gang ser rejsens pris, tænker jeg, at det må være en fejl. Da den viser sig at være god nok, er jeg sikker på, at vi enten vil få elendig mad (det har jeg før prøvet på billige busrejser) eller bo på rædsomme hoteller (det har jeg også prøvet).

Men Carl Jørgen Heide er stolt af, at hans busrejser leverer det bedste til kunderne.

– Vær I glade for, at I er med Baltic Travel, siger han, da vi har mødt et andet dansk busselskab, hvis passagerer er indkvarteret på et hotel af tvivlsom kvalitet.

Vores hoteller er gode. Den første nat i Riga er vi for eksempel indkvarteret på Park Inn by Radisson, hvor jeg morer mig med at skifte farve på belysningen på hovedgærdet af min enorme seng, nyder udsigten over byen og får den bedste omgang røræg, jeg længe har fået, om morgenen i hotellets italienske restaurant.

Maden på Heides bustur er af endnu højere kvalitet end hotellerne. Altid god, faktisk ofte tæt på fantastisk. Ingen Michelin-stjerner, men virkelig god lokal mad. Tre retter, både til frokost og aftensmad. De fleste af os bliver for eksempel småforelskede i den lyserøde litauiske, kolde suppe šaltibarščiai, lavet på kefir, rødbeder, løg og agurk. Jeg så meget, at jeg køber en kogebog for at kunne gentage den hjemme.

De baltiske hovedstæder

Fokus ligger på de tre, meget forskellige, hovedstæder – lyse, nordiske, kølige Tallin i Estland, det tætpakkede, muntre gå-i-byen-hit Riga i Letland og den stærkt katolske, hyggelige og historisk smukke Vilnius i Litauen. Men der er også tid til et par andre store oplevelser – vi forbigår lige Münchausen-museet i tavshed, “men der er gode toiletter”, som Carl Jørgen Heide siger – blandt andet det fantastiske slot Runddale i Letland samt Korshøjen i Litauen. Runddale er et slags mini-Versailles med forgyldte sale og et vidunderligt parkanlæg, mens Korshøjen ikke bare er et religiøst valfartssted med hundredtusindvis af kors, men også et symbol på litauernes kamp for frihed, som ikke kan undgå at give en klump i halsen.

Det får man ofte undervejs. Altså en klump i halsen. Carl Jørgen Heide er en god fortæller, og i bussen beretter han – ikke mindst på det lange stræk på god vej (til chaufførens store fornøjelse) fra Riga til Tallinn og retur – om mange ting, historiske såvel som hverdagsoplysninger. Undervejs hører vi også om Europas længste guerillakrig over 11 år frem til 1956. “Skovbrødrene” var estiske, lettiske og litauiske partisaner, der førte guerillakrig mod det sovjetiske styre under Sovjetunionens besættelse af landene.

Og mens vi passerer Vestas vindmøller lige før grænsen til Estland, hører vi om partisanen med kodenavnet Ørnen, som blev så grusomt torteret – og om de mange døde på begge sider af krigen, både dem fra de baltiske lande og dem fra den røde hær.

Apropos det, vi kører forbi, så ser vi stort set intet affald i vejsiderne, som en af passagererne gør opmærksom på under en af de hyppige tisse- og rygepauser på en pæn og ordentlig rasteplads.

Der er heller ingen affald i Tallinn. Til gengæld er der både brosten og masser af trapper. Ingen af de baltiske hovedstæder er venlige overfor gangbesværede, men Tallinn er dog mest kompliceret. Vil man se den rosenhave, som dronning Margrethe indviede i jubilæumsåret for Dannebrog, der jo ifølge legenden faldt ned i Estland, er den eneste vej op ad mange, mange trapper til slottet og en i øvrigt fantastisk udsigt over byen.

91-årige Tove opgiver. Hun kan lakere negle, mens bussen kører, grine himmelhøjt, snuppe en gin & tonic ud på aftenen med os andre – “man skal jo nødigt gå glip af noget, jeg kan sove, når jeg bliver gammel” som hun siger – og gå med rollator og endda stok, hvis hun har en ledsager i nærheden. Men så mange trapper er altså helt umuligt.

Snup en drink i baren

På turens næstsidste aften er der bedre forhold for gangbesværede. Vi skal op i tv-tårnet i Vilnius, og der er elevator. Tv-tårnet har en roterende restaurant, hvorfra man kan se solen gå ned over byen. Men vigtigst af alt: Tårnet er et symbol på frihedskampen. Her stillede litauerne sig op mod de sovjetiske kampvogne den 13. januar 1991. 14 civile blev dræbt – det yngste var en 16-årig pige, der blev kørt over af en kampvogn. Carl Jørgen Heide får en hørbar klump i halsen, da han fortæller historien ved de kors, som står ved indgangen.

Stemningen letter oppe i restauranten, hvor mit bord – inklusive Tove, der er i hopla og inviterer mig til Ærø – lader os introducere til den skønneste honninglikør, Krupnikas, som en værdig afslutning på vores ophold i den litauiske hovedstad.

Det er dog ikke afslutningen på samværet med min lille nye busfamilie. Der mangler stadig overfarten Klaipėda-Karlshamn på 14 timer.

Inden vi kører om bord på færgen for at sejle “hjem” til Sverige – i øvrigt i stiv kuling i Østersøen – siger Carl Jørgen Heide i mikrofonen:

– Her på den sidste aften er Baltic Travel vært ved en drink i baren. I henter bare, hvad I gerne vil have. Og dem, der ikke var med på udturen fra Ærø og fik et rundstykke på færgen, kan hente to drinks.

Næh, Carl Jørgen Heides busture er ikke som de andres.

 

FAKTABOX

“Den store rundrejse til Estland, Letland og Litauen” koster 8900 kroner per person i dobbeltværelse. Enkeltværelsestillæg koster 1800 kroner.

Prisen dækker ni dages rundrejse i bus, to overnatninger på DFDS-færgen mellem Karlshamn og Klaipeda (tur-retur), seks overnatninger på gode hoteller, morgenmad alle dage, fem frokoster, syv middage, ét glas øl, vin eller juice til alle frokoster og middage, to flasker vand per dag per person samt alle entréer.

Man skal selv betale tre x frokost og 1 x middag. Prisniveauet er generelt en del lavere end i Danmark, så de fire måltider kan godt gøres for tilsammen for 70-100 euro.

Turen køres i en 52 personers bus med maksimum 45 i bussen. Vi var 33.

Rejsen arrangeres af Baltic Travel. Hjemmesiden er baltictravel.dk Man kan også følge Baltic Travel på Facebook.

Otte råd til busrejsen

1. Bagagen er i bussens bagagerum, så passagerne klarer sig undervejs mellem hotellerne med en håndtaske/rejsetaske af rimeligt format (der er ikke alverdens plads på en bus-hattehylde, så med mindre man vil sidde med tasken på skødet, skal den ikke være for stor).
2. Du kan medbringe mobil/iPad- der er opladningsstik ved vinduespladserne, så man kan roligt sidde og lytte til musik eller google informationer. Wifi er IKKE slået til i bussen, men jeg havde netforbindelse alligevel det meste af tiden, og det ruinerede mig ikke.
3. Husk småpenge i euro/cent – nogle af toiletterne undervejs koster 50 cent at bruge.
4. En taskeparaply er god at have, når det øsregner og man gerne vil ud for at benytte rastepladsens toilet.
5. Oppustelig nakkestøtte-pude, hvis man gerne vil sidde og blunde lidt.
6. Håndsprit er altid en god ting.
7. Flere af kvinderne havde strikketøj med. Andre gættede soduko/kryds-og-tværs. Jeg kan lide bare at glo ud af vinduet og lade tankerne vandre.
8.  Få rørt benene, så snart der er mulighed for det. Nogle powerwalkede i pauserne. En enkelt løb. Men bevæg dig under alle omstændigheder.

9.