For én, der er vant til selv at arrangere sin ferie, går der et stykke tid, inden busrejsens charme folder sig ud.

Af Mette G, Sørensen, august 2009

Der er langt til Italien i bus. Nogen vil hævde, at der er lige langt, hvad enten man flyver eller kører i bil eller bus. Jeg vil påstå, at der er længst i bus.

Eller også føles det bare sådan.

Min søster og jeg har valgt den billigste ferie, vi kunne finde: En busrejse til Toscana og Ligurien, 5000 kroner pr. næse koster det – inklusiv halvpension og de fleste udflugter. Og der er ingen bøvl med hundedyre tilslutningsfly eller togbil-letter til Kastrup – bussen henter os nemlig i Holstebro. Den er så vores hjem i to døgn – dog med en overnatning undervejs – indtil vi når Toscana.

»Det er sådan en dejlig rejseform, for der bliver taget hånd om én fra man stiger på i Danmark og til man stiger af igen,« siger en af vores med-busrejsende.

Og det er nok lige præcis der, hvor vi ikke er helt enige. At det er dejligt, altså. Min søster og jeg er ganske enkelt ikke vant til at blive taget så meget »hånd om«. Faktisk føles det temmelig underligt at få at vide, en times tid inden ankomst til hotellet, at restauranten lig-ger inde til venstre, at salat-buffetten står til højre – og at det er det samme, der er på begge sider af buffetten, så man behøver ikke gå hele vejen rundt.

»Hvad er det han siger?« teaterhvisker min søster forbløffet.

Det er da guiden deler flamingo-krus ud og siger, at de jo er noget dyrere end plastikkrus, så vi må godt få dem til at vare hele dagen. Hun er bestemt heller ikke glad, når den står på fællessang.

Til gengæld er det hende, der stramt oplyser mig om, at jeg jo har valgt det her frivilligt, da guiden for fjerde gang nævner navnet på den sø, vi kører forbi, og jeg er klar til at begå mord.

Charmen dukker op

Når det så er sagt, og vi bagefter har grinet af det hele, så er det jo os, min søster og jeg, der har været dumme. Og muligvis også valgt forkert. For vi har ikke sat os ind, hvad en busrejse indebærer. Vi har bare kigget på prisen. De øvrige 52 gæster er ikke bare tilfredse – de er meget tilfredse. Og de er glade for rejseformen, busselskabet, chaufføren, guiden, udflugterne, hotellerne o.s.v. Jeg hører ikke på noget tidspunkt nogen som helst brokke sig over noget – bortset fra et par, der ikke vil på busrejse igen, fordi de synes, at transporttiden til Italien er for lang. Det er ikke tiden, der er det værste for mig. Faktisk kan jeg ret godt lide at sidde og glo ud af vinduet og tænke – eller lytte til musik. Det, jeg skal vænne mig til, er, at jeg ikke har noget at skulle have sagt. Det hele ER planlagt.

Efterhånden begynder nogle af busrejsernes mere charmerende sider dog at åbenbare sig for os.

F.eks. lærer man andre mennesker at kende. Det har vi ikke gjort meget i før, hvor vi bare er hoppet på et fly og er taget hen på et hotel, som vi selv har bestilt via nettet. Vores buskammerater er bestemt hyggelige og dejlige mennesker, og det er da især sjovt, da der bliver lavet et »single-kvinde-bord« på turens sidste hotel i Arenzano i Ligurien. Ti kvinder i alderen 40 til 70 omkring et bord giver ganske megen snak, skulle jeg hilse og sige.

Der er ind imellem tid på egen hånd, og hvis man ellers har lagt mærke til Firenzes domkirke Santa Maria del Fiore (det er umuligt andet – det er verdens tredjestørste kirke), så ved man også, hvor man skal mødes igen. Det har guiden nemlig sagt mange gange.

Godt museumsbesøg

Guiden ved virkelig helt utroligt meget. Kunsten er at sortere det fra, man ikke er interesseret i at vide (som f.eks. Angela Merkels skostørrelse) og det man ikke har brug for (som f.eks. hvor mange etager elevatoren går op – det skal man nok finde ud af alligevel) og så i stedet lytte, når der kommer oplysninger om Italien, som man kan bruge til noget. Han fortæller en del interessant om den nu-værende politiske situation og læser også op af den ret festlige roman om Don Camillo.

Den faste guide får hjælp i Firenze – en by, der varmt kan anbefales at bruge tid på – af en dansk kvinde, Anne Mette, der er gift og bosat i byen. Hun er kunsthistoriker, og da hun tager os med – fordelt på to hold – på det verdensberømte Uffizi Galleri, får jeg min bedste museumsoplevelse no-gensinde. Hun har nemlig valgt 10-12 malerier ud, som hun fortæller om – i kunsthistorisk sammenhæng, men også med små sjove detaljer, som man aldrig selv ville have fundet ud af. Jeg kan stadig huske de malerier, jeg så – modsat malerierne på alle mulige andre museer, jeg har besøgt.

Æh….maden…

Men jeg vænner mig aldrig til hotelmaden – eller fornemmelsen af (i Arenzano) at vi er en slags andenrangs gæster, fordi vi er et større (bus-)selskab. A la carte gæsterne bliver betjent først – og får den gode mad, som de sikkert også har betalt mere for end os. I det store og hele er de øvrige busgæster dog tilfredse med maden (ikke med betjeningen i Arenzano), bortset fra den dag, hvor vi får serveret en fisk, som ingen aner, hvad er. Men godt smager den ikke.

Flere klager til den stakkels guide, der jo ikke har stået for dagens fangst. Da jeg kommer hjem, slår jeg det italienske fiskenavn op og opdager, at vi har spist gedde. Det er heller ikke hverdagskost for en dansker.

På det første hotel (turen byder på to, et i Toscana og et i Ligurien) er tjenerne familiære og smilende. Til gengæld er maden ikke noget at råbe hurra for, synes jeg – men jeg indrømmer blankt, at jeg er sædeles kritisk med, hvad jeg putter i munden. F.eks. spiser jeg ikke brød med tydelige pletter af mug.

Dagen efter den brødkurv, går min søster og jeg ud at spise – på en fuldstændig forrygende restaurant. Jeg har nævnt den i faktaboxen her ved siden af, fordi den er værd at opsøge, skulle man nogensin-de komme til Montecantini Terme. Min forret er fyldte squashblomster. Det har jeg altid gerne ville smage, og nu er chancen der. Det er noget af det lækreste, jeg nogensinde har spist!

Vel tilbage på hotellet får vi næste dag noget, der angiveligt skulle være »a slice of hound«. Da det bestemt ligner en fisk og ikke hund, der ligger på min tallerken, slår jeg også dette italienske fiskenavn op derhjemme. Det viser sig at det korrekte engelske ord er »dog-fish«, som man bruger om nogle typer småhajer. Hvis jeg nu lyder som en rigtig tude-marie, må jeg hellere skynde mig at sige, at vi selv står for frokosten hver dag. Og det er på restauranter i Toscana og Ligurien, hvor god mad ikke er svær at finde. Vi får nogle forrygende måltider fra grillede blæksprutter over spinatfyldt ravioli til en perfekt pizza. Så mit madhjerte er skam glad stor dele af tiden. Og jeg køber skønne madting med hjem.

Ikke sidste gang

Toscana og Ligurien trækker masser af danske turister til. Især i Toscana møder vi danskere i massevis alle steder. Men det ER også et skønt område. Og hvis man er kørende selv, kan man jo bare opsøge de mindre byer.

»Nå, det er nok sidste gang, du har været på bus-ferie,« ler en af mine venner, da jeg underholder med oplevelser fra rejsen.

Men det er jeg da ikke sikker på, det var. Jeg er bestemt ikke utilfreds med, hvad jeg har fået for mine 5000 kroner – masser af gode oplevelser og godt samvær med gode mennesker. Jeg har engang været i Paris med samme busselskab. Jeg havde min mor med, som ikke er så godt gående. Og det var en helt perfekt tur, fordi vi ikke skulle bøvle med at have hende op og ned af metro-rulletrapper, men kunne køre rundt til de forskellige sights i bussen. Og også der var guiderne super gode.

Men næste år tror jeg nu, jeg arrangerer noget selv.

 

Rejsen til Toscana

Vi rejste med Gislev Rejser, som vi i øvrigt varmt kan anbefale, netop hvis man gerne vil tages hånd om. Det er absolut intet at udsætte på deres måde at afvikle turen på, og ud over at chaufføren var hamrende dygtig og guiden var både vidende og hygge-venlig, synes vi også, at vi fik rigtigt meget for pengene.

Når min artikel alligevel har et »skeptisk« præg, skyldes det min egen »dumhed« – altså at jeg ikke på forhånd satte mig ind i, hvilken type ferie en busrejse er, og ikke havde tænkt grundigt igennem, hvad jeg egentlig ønsker af min ferie.

Vi betalte 4998 kroner for 10 dage inklusive halvpension og udflugter – på nær to. Vi stod på og af igen i Holstebro (opsamlingsbus til Kolding).

Vi boede i Montecatini Terme i Toscana, hvor vi besøgte middelal-derbyen San Gimignano og skønne Firenze. Så sejlede vi langs den liguriske kyst og besøgte Cinque Terre – de fem byers land. Og endelig boede vi i Arenzano ved Middelhavet i Ligurien. Her var der udflugter til Albisola og Savona.

Den vidunderlige restaurant i Montecatini Terme hedder La Cascina og ligger på adressen Viale Verdi 43. Vi fik forret, pastaret, dessert, vin, vand og kaffe – og det blev 115 euro (cirka 860 kroner) inklusive drikkepenge. Hjemmeside: www.incascini.it

I Firenze MÅ man se Galleria degli Uffizi, der er et kunstmuseum. Malerisamlingen er en af verdens betydeligste, og rummer den florentinske kunsts hovedværker fra 1100-1700-tallet, f.eks. Botticellis Venus’ fødsel.

Der er en million (næsten da…) restauranter i Firenze. Vi fandt en lille bar/restaurant, Bar la Borsa, der fremstillede de lækreste pizzaer. Og så fik vi turens bedste kaffe på stedet, så derfor skal den nævnes. Adressen er via Por Santa Maria 55.

Køb olivenolie med hjem fra Ligurien – den er svær at opdrive i Danmark, og den er let, aromatisk og lækker. Pesto stammer fra Ligurien, så køb et glas eller to, og der andre gode madvarer som ansjoser, syltede squash, kandiseret frugt og syltede artiskokker.

Fra Toscana er det godt at hjembringe den søde vin Vin Santo og de hårde småkager, biscotti, til at dyppe vinen. Desuden er Siena jo kendt for sin panforte (en langtidsholdbar kage fyldt med gode sager). Og hvis man synes, der er sjovt at slæbe rødvin med hjem, er der bl.a. Chianti og Brunello. Af ikke-madvarer er der den skønneste keramik at købe. I San Gimignano købte jeg porcelænsvin- og olivenoliepropper, bemalet med druer og oliven. Havde jeg haft 3000 kroner, havde jeg købt den smukke terrine med låg, jeg så.