Tærte med rygeost, spinat og kartofler

Tærte med spinat, kartofler og rygeost.
Tærte med spinat, kartofler og rygeost.

 

Det er så koldt udenfor nu, at jeg hele tiden kommer i tanke om “vintermad”. Det synes jeg i hvert fald, at denne lidt tunge, men lækre tærte er.

Nu står det godt nok “små, kogte kartofler” i opskriften, hvilket selvfølgelig antyder noget sommerligt, men jeg kunne altså ikke finde på at bruge nye kartofler til en tærte. Til gengæld bliver den her god med lidt melede vinterkartofler, og det ved jeg er rigtigt, for jeg lavede den to gange sidste vinter, og min eneste bemærkning med kuglepen i margin af opskriften er “bedst med melede kartofler, der suger til sig”, såeh… 🙂

Min efterårsjakke er lavet af det der superlette materiale, som den amerikanske hær har udviklet til soveposer og den slags. Det er lunt og let. Men jeg kan mærke om morgenen, at det ikke varer længe, før den jakke (som jeg er vildt glad for) bliver hængt i skabet indtil det tidlige forår, og den tykke skijakke bliver fundet frem i stedet.

Og så er det mørkt, når jeg står op nu – og næsten mørkt når jeg kommer hjem om fredagen, som er min lange arbejdsdag. Det hjælper lidt, når vi skifter til vintertid om 14 dage, men det er nu en stakket frist…

Tærten her skal jeg bestemt lave igen i løbet af vinteren. Og rødvin passer godt til 🙂

Tærte med rygeost, spinat og kartofler

(4-6 personer)

Tærtedej:

100 gram sigtet speltmel

100 gram groft speltmel

0,5 tsk salt

50 gram koldt smær

2 spsk yoghurt

0,5 dl koldt vand

Fyld:

3 store æg

175 gram rygeost eller gedeost

100 gram cremefraiche eller græsk yoghurt

0,5 tsk salt

friskkværnet peber

0,5 spsk smør til stegning

2 rødløg i skiver

150 gram frisk spinat

300 gram små kartofler (eller andre kartofler, se tekst ovenfor!), kogte

100 gram revet ost (kan udelades, men det synes jeg er synd)

Bland mel og slat i en skål. Smuldr smørret i melet og saml dejen med yoghurt og 1 spsk vand ad gangen. Lad dejen hvile på køl i 15 minutter.

Tænd ovnen på 200 grader (185 grader varmluft). Rul dejen ud, og læg den i et smurt tærtefad. Prik den med en gaffel. Forbag dejen i 10 minutter.

Pisk æg, rygeost, cremefraiche (jeg bruger gedeost og græsk yoghurt, men fremgangsmåden er den samme), salt og peber sammen i en skål.

Smelt smørret på en panden over middel varme, og steg løgene i cirka syv minutter, til de er gyldne og bløde. Vend spinaten i løgene, og lad dem stege med i to-tre minutter, til den er faldet sammen.

Del kartoflerne i mundrette stykker, og fordel dem og spinatblandingen over den forbagte bund.

Hæld æggemassen over, og drys med revet ost. Bag tærten i 30-40 minutter (afhængigt af din ovn), ti den er gylden og fast.

(Opskriften er fra Coop’s opskriftsbog “Brød, grød og korn” fra 2014)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *