Saltmandler – gode til drinks

snacks
Det er Ullas saltmandler forrest og AnneMaries bagest. De smukke skåle er lavet af keramiker Anni Jensen, Keramikværkstedet, Holstebro, og glassene har jeg købt i Maastricht for 13-14 år siden 🙂

I canastaklubben er vi ret forfaldne til saltmandler.

Ikke fordi vi sidder og sipper cocktails (desværre), men fordi saltmandler går godt til alle former for spiritus, også vin og da ikke mindst øl.

Jeg må indrømme, at jeg plejer at købe mig til mandlerne, men både Ulla og AnneMarie laver dem selv, og de har hver deres metode.

Så nu har jeg fået begge opskrifter og har testet dem her på min næstsidste fridag – det er jo den slags, man har fridage til. Især når man ikke kan hygge sig med en middagssøvn, fordi der hænger en murer i en lift udenfor vinduet og er ved at fuge murværket op….

Ullas metode er langt den hurtigste og nemmeste og giver mandler, der er meget salte.

AnneMaries metode tager et par timer mere, men giver til gengæld mandler, der bare har et elegant touch af salt.

Så det er sådan set bare op til smagsløgene, hvad man er til.

 

mandler i ovn
Ullas saltmandler i ovnen…

Ullas saltmandler

2 dl vand

2 spsk groft salt

200 gram mandler

Hæld salt og vand på en stegepande og varm det op. Smid mandlerne i og lad det stå og dampe. Rør af og til.

Det tog mig cirka 15 minutter at koge panden så tør, at alt saltet sad på mandlerne.

Kom nu mandlerne i en 150 grader varm ovn og giv dem cirka 30 minutter.

Afkøl og spis.

 

mandler i skål
…mens AnneMaries står i blød i saltvand. Den smukke skål er lavet af min desværre nu afdøde veninde, keramiker Lotte Jakobsen. Jeg har fire, der med milimeter-præcision passer inden i hinanden.

AnneMaries saltmandler

150 gram mandler

0,5 – 0,75 dl groft salt

0,5 liter vand

Bland salt, mandler og vand i en skål og lad det stå et par timer. Rør af og til.

Kom mandlerne (uden vand, naturligvis) i ovnen ved 200 grader og giv dem cirka 15 minutter.

Afkøl og spis.

Annemarie og Ulla
AnneMarie (siddende) og Ulla har hver deres metode til saltmandler…

.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *