Kylling med soltørrede tomater og paprikasauce

kylle i fad

Retten her fik jeg første gang i 2002 hos Lonni, som er lektor på gymnasiet, og sammen med Franz (også lektor) hører til i Thyras vennekreds – og dermed også lidt i min 🙂

Når jeg er i selskab med Lonni og Franz er det ganske ofte i forbindelse med en middag (sidst var vi i Vemb Sognegård for at spise fremragende fiskebuffet) – og især Franz er vild med at lave mad og afprøve klassiske danske og franske opskrifter.

Men retten her er altså Lonnis. Hun havde i sommeren 2002 inviteret på mad på terrassen og vi fik først kold courgette-, avocado- og yoghurtsuppe – og derpå nedenstående kyllingebryst med soltørrede tomater og pasta.

Jeg syntes, begge dele smagte skønt og spurgte på opskriften. Det viste sig, at Lonni netop havde erhvervet en ny kogebog, og at begge opskrifter var fra den.

Dagen efter strøg jeg ned til boghandleren og købte samme kogebog!

Jeg har afprøvet temmelig mange af opskrifterne i bogen, men kyllingen her vedbliver at være en særlig favorit.

kylle i fad 2

Kyllingebryst og soltørrede tomater med estragon- og paprikasauce

(4 personer)

5-6 kyllingebrystfileter (uden skind, cirka 150 gram per styk)

8 spsk citronsaft

2 top-tsk paprika

1 fed hvidløg

1 spsk frisk estragon, hakket

50 gram usaltet smør

12-14 soltørrede tomater (se note)

3 dl piskefløde (se note)

salt

cayennepeber

evt. syreblade til pynt

Skær kyllingebrystfileterne i tynde skiver og læg dem i en skål med citronsaft, paprika og hvidløg. Hak estragonen og kom den i skålen. Vend kyllingekødet i marinaden, dæk skålen til, og lad kødet stå og trække i 30 minutter.

Smelt smørret i en stor, tykbundet stegepande ved relativ svag varme. Kom det marinerede kyllingekød på panden og lad det simre svagt under jævnlig omrøring i 8-10 minutter. I mellemtiden skæres de soltørrede tomater ud i skiver.

Med en hulske tages kyllingestykkerne op på et fad. Kog væden på panden ind ved stærk varme i to minutter, tag panden af varmen og rør piskefløden i. Bring saucen i kog igen, og lad den småkoge under omrøring i 2-3 minutter til den er jævn.

Smag til med salt og cayennepeber, og læg de tilberedte kyllingestykker ned i saucen på panden sammen med de soltørrede tomater.

Varm kyllingen igennem i saucen et par minutter.

Server med fettucine/tagliatelle (begge dele er en type bred pasta) eller nye kartofler. En grøn salat er godt til.

Note 1: Det er bedst ikke at være fedtet, når man køber soltørrede tomater. De bløde i olie i glas er afgjort de bedste – og de dyreste.

Note 2: Jeg synes ikke, der er ret meget “væske” i panden, efter man har taget kyllingen op. Derfor er der ikke rigtigt noget at koge ind – og følgelig er der ikke ret meget væde i retten. Man kan tilsætte yderligere 2 dl piskefløde, men jeg plejer nu at tilsætte 2 dl minimælk eller letmælk. Retten bliver såmænd rund nok i smagen endda.

Note 3: Estragon og cayennepeber er begge dele med til at bryde den fede smag af fløden, så lad være med at udelade det.

(opskriften er fra “Næsten vegetar”/Josceline Dimbleby & Erwin Lauterbach, Politikens Forlag, 2002)

Fadet på fotoet er lånt af keramiker Anni Jensen, Keramikværkstedet i Holstebro. Glasset er mit eget – det er ét af seks, jeg har arvet fra min farmor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *