Jeg kan godt blive lidt forundret, når jeg hører, hvad folk ikke kan lide at spise. Rosenkål og selleri står for eksempel højt på listen.

Nå, nu skal jeg måske ikke råbe alt for højt, for jeg er altså bare ikke ret vild med ærter – med mindre jeg lige står og spiser dem friske fra ærteplanten i haven.

Min favorit rosenkål-opskrift gemmer jeg til senere på året (nej, nej, nej, rosenkål smager og dufter ikke af prut – de er skønne og sunde), men selleri kom jeg til at tænke på, fordi vi for nylig var en flok venner, der var i Vemb hos Hanne Mette i Vemb Forsamlingshus, hvor vi fik fiskebuffet. På buffeten var også de skønneste tynde skiver ristet selleri.

En af veninderne ilede hjem og prøvede at lave dem (det er svært at skære selleri ud i så tynde skiver, med mindre man har en pålægsmaskine), men opdagede, at hendes selleriskiver blev alt for tørre. Ikke lækre bløde indeni, som Hanne Mettes. Den fremgangsmåde må vi vist lige have lokket ud af hende.

Men altså; jeg har en anden selleri-favorit. Den er egentlig tænkt som tilbehør til for eksempel en frikadelle eller en skive skinke, men jeg spiser den nu som den er – som en vegetarisk hovedret.

Selleri med parmesan

(4-6 personer som tilbehør, 2 som hovedret)

4 små selleri eller 2 mellemstore

olivenolie

1 stor kvist frisk rosmarin

4 fed hakket hvidløg

saft og skal af en halv citron

groft salt og knust sort peber

40 gram revet parmesan

evt. hakket bredbladet persille

Skræl og skyl sellerierne og skær dem i store fritter. Steg dem møre på panden i olivenolie.

Tag dem op med en hulske og gem.

Steg rosmarin, hvidløg og citronskal i olien (svag varme, ellers bliver citronskallen sort…) til det bruner let. Kom sellerierne tilbage på panden sammen med citronsaften. Smag til med salt og peber, men husk at parmesanen salter. Vend rundt og drys med parmesan.

Læg låg på panden og tag den fra varmen. Spis, så snart parmesanen er smeltet. Drys eventuelt med hakket bredbladet persille.

Note 1: Jeg synes, det er nemmest at skære selleriet midt over, lægge skærefladen mod skærebrædtet og så skære den grove skræl af med en skarp kniv.  Men man kan da også skrælle selleriet, hvis man gider.

Note 2: Brug rigeligt med olivenolie. Det tager tid at stege “fritterne” møre. Hvor længe er svært at sige – det afhænger af, hvor store fritter du har skåret. Når de er gyldne, kan du jo prøve at skære en over og smage.

Note 3: Bredbladet persille hører ikke hjemme i originalopskriften, men ser pænt ud og smager godt.

(Opskriften er fra en bog, I snart kommer til at høre meget mere til….”Jul”/Camilla Plum, Politikens Forlag, 2007)