Røræg med øl og peberrod

 

Rugbrød med røget vildt og røræg med øl og peberrod
Rugbrød med røget vildt og røræg med øl og peberrod.

Forleden sad jeg ved en hyggelig middag til bords med blandt andet Karin og Kurt.

På et eller andet tidspunkt kom vi naturligvis til at tale om mad, og Karin fortalte, at hun gerne lavede røræg med øl og peberrod til påske.

Det havde jeg aldrig hørt om – jeg laver røræg med mælk og smør, man kan søge på ”røræg” her på bloggen for at finde opskriften – men det skulle da så afgjort prøves. Karin sendte mig sin opskrift på mail, og jeg serverede øl-rørægget for min far og min søster i går, langfredag.

Jeg må sige, at jeg havde troet, at peberroden ville smage mere igennem. Jeg havde naturligvis købt ”rigtig” peberrod, et stykke hel rod, som jeg rev i. Men vi var faktisk nødt til at rive frisk peberrod over æggene ved bordet for at få peberrodssmagen rigtigt frem. Jeg tror, det vil være en god ide at vente med at tilsætte peberrod til allersidst.

Jeg brugte en tysk øl, jeg tilfældigvis havde stående, men næste gang prøver jeg med en øl med mere smag, måske en porter.

Klar til påskefrokost :-)
Klar til påskefrokost 🙂

Røræg med øl og peberrod

(3-4 personer sådan cirka)

4 æg

4 spsk øl

Lidt revet peberrod

Salt og peber

Pisk æggene med øl, peberrrod, salt og peber.

Kom smør på panden og lad æggemassen stege ved svag varme, Skrab hele tiden  bunden med spatel.

Smager godt med røget dyrekød, salat og en grov bolle.

Note 1: Karin laver sin røræg i mikroovnen i et lille fad. Sådan én har jeg ikke (altså en mikroovn), men hermed er ideen givet videre.

Note 2: Jeg købte røget krondyrkølle hos Vestergades Slagter, og så spiste vi æg og dyrekølle på rugbrød. Det var rigtigt godt.

Påskekanin
Påskekaninen har jeg fået af min søster engang. Den hænger i spisebordslampen til påske.
Min yndlingsvase
Min yndlingsvase, som Anni i Keramikværkstedet har lavet. Tulipanerne er fra Thomsens Blomster, og står derfor i skrivende stund stadig smukt og endnu ikke helt udsprungne, godt tre dage efter jeg købte dem.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *