Her er så endnu en af de lækre opskrifter på mad til den fasteagtige 5:2-kur.
500 kalorier om dagen, to dage om ugen (men ikke sammenhængende, siger de) – jeg har sat det op til 600 kalorier, for så kan jeg også være med. Pyt med at det så går langsommere 🙂
Det er ikke kun de asiatiske retter, jeg har sat x ved i kogebogen. Der ER også noget mellemøstligt, noget indisk og noget middelhavsmad, men jeg erkender, at størstedelen af de opskrifter, jeg syntes ser lækre ud, ER asiatiske.
Måske fordi de ikke målrettet er gjort fedtfattige ved at udelade ingredienser eller bruge fedtfattige versioner af diverse ingredienser. Retterne er simpelt hen bare født fedtfattige – hurra 🙂
Krydret vietnamesisk kyllinge-nudelsalat med lime-mint-chili dressing
(2 portioner – 338 kalorier per portion)
Saften af 1 lime
1 spsk fiskesovs
2 spsk sød chilisovs
1 tsk sesamolie
1 rød chili, kernerne fjernet og finthakket
1 skalotteløg i tynde skiver
100 gram kogt kyllingebryst uden skind, revet fra hinanden i strimler med en gaffel
150 gram tynde risnudler
5 centimeter agurk, halveret, kernerne skrabet ud, høvlet i strimler med en skrællekniv
75 gram bønnespirer
En stor håndfuld friske korianderblade
En stor håndfuld friske mynteblade
1 spsk ristede sesamfrø
Dressingen: Kom limesaft, fiskesovs, sød chilisovs og sesamolie i en lille gryde og bring det langsomt i kog. Tag gryden af kogepladen, rør hakket chili og skalotteløg i og lad det køle af i 10 minutter. Tilsæt den strimlede kylling.
Kog nudlerne efter anvisningen på pakken, hæld dem i en si, brus dem med koldt vand og lad dem dryppe af.
Tip nudlerne ned i en stor skål og vend forsigtigt agurkestrimler, bønnespirer, koriander- og mynteblade i. Tilsæt kylling-dressing-blandingen og vend det forsigtigt sammen.
Fordel på to tallerkner og drys med ristede sesamfrø før servering.
(opskriften er fra ”The Ultimate 5:2 Recipe Book” af Kate Harrison, Orion Publishing Group, 2013)