»Bare rolig! Det er ikke første gang, jeg kører med hundeslæde,« siger Niels.

Jeg kan høre på hans stemme, at han morer sig.

»Jeg har 32 års erfaring,« tilføjer han et sted bag mig og slæden.

»Men det har jeg ikke,« hyler jeg, da slæden rammer den næste store sten og tager en nervepirrende flyvetur ud bag de 12 hvide hunde.

Indtil denne dag har jeg troet, at slædeture foregik ligeud. Fladt hen over sneen eller isen, måske med nogle små bump undervejs. I min vildeste fantasi har jeg ikke forestillet mig, at man kan køre op ad fjeldet. Nogle gange føles det, som om jeg og slæden hænger lodret bag hundene – og en enkelt gang står jeg simpelt hen af og går, fordi jeg synes, det er synd, at de skal kæmpe sådan med vægten.

»De bliver stærkere og stærkere nu. Jeg er i fuld gang med at fede dem op til vinteren. Om en måneds tid er de meget stærkere og mere lydhøre,« forklarer Niels, der har indvilget i at tage mig med ud, selv om hundeslædesæsonen ikke for alvor er begyndt i Grønland her midt i oktober.

Men vinteren er kommet tidligt i år, og Niels skal alligevel have trænet de nye hunde – der er tre – op til at tage deres tørn.

Den normale kost for en slædehund i Ilulissat (Jakobshavn) er fisk, som regel torsk. Men ikke om vinteren.

Når det bliver bidende koldt, og hundene bliver utålmodige efter at komme ud på isen og strække ud, skal de have godt med fedt, siger Niels. De skal have opbygget et spæklag, der styrker og beskytter dem. Der skal ”fedt i blodet”. Det får de ved at blive fodret med sælkød.

»Jeg tager selv ud og skyder sælerne. Og fisker torsk. Jeg har ikke råd til at købe foder til hundene. Det sker en sjælden gang imellem, at jeg er nødt til det, men der er kun til to gange i sådan en sæk, og den koster langt over 100 kroner,« fortæller Niels.

Sæl har været basiskost for mennesker og dyr i Grønland i århundreder – ja faktisk årtusinder. Det nuværende folk, der foretrækker at kalde sig selv »inuit« som betyder »menneske«, men som danskere kalder grønlændere, stammer fra eskimoer, der vandrede fra Nordamerika til Grønland for godt 1000 år siden. Men der havde været indvandringer meget tidligere end det. Saqqaqkulturen vandrede ind i Grønland cirka 2400 f.Kr.

JEG HAR HØRT om sælsuppe og sælkød, længe inden jeg kommer til Grønland. Ikke for noget godt.

Historierne er gået på, hvor rædsomt det smager, og hvor fed suppen er. Det er faktisk først, da jeg sidder i lufthavnen i Kangerlussuaq (Sønder Strømfjord) og kigger ud på snevejret, at jeg får en anden beskrivelse af sæl-oplevelsen.

Ved samme bord som mig i cafeteriet – med udsigt til landingsbanen og de hvirvlende snefnug, der holder de røde Greenland Air-maskiner og dermed os på jorden – sidder servicereparatørerne Mads og Morten fra Aarhus.

De har arbejdet i Grønland i kortere eller længere perioder siden 1994 og er vilde med landet. De venter nu på, at vinden skal lægge sig i Sisimiut (Holsteinsborg), så de kan lande der.

Men de tager ventetiden helt afslappet. Det er man nødt til, siger de.

Vejret kan man ikke diktere, og i Grønland kan det skifte på et øjeblik.

De synes, at sælsuppe smager godt. De har fået det mange gange – på fabrikker i frokostpausen, ude i de små bygder, og når de har været inviteret hjem til grønlandske kolleger. Men Mads og Morten er også så omgængelige, positive og tilsyneladende tilfredse med tilværelsen, at jeg har dem mistænkt for at kunne lide alt, man serverer for dem.

 Det benægter de – og fortæller om en madpakke engang på Færøerne. Og det der måltid i Eritrea. Men det er en helt anden historie. De når lige at opfordre mig til at prøve hellefisk – helst rå – inden de pludselig bliver kaldt ud til deres fly.

»JEG LAVER MAD til dig i aften. Hvad siger du til sæl? Jeg kan tage noget op af fryseren,« siger Naja samme aften.

Jeg er ankommet til Ilulissat og er tjekket ind på Ilulissat Guesthouse med udsigt til Diskoøen i klart vejr. Der er klart nu. Jeg vurderer, at øen ligger cirka fem kilometer væk.

Naja fortæller, at man ofte tager fejl af afstandene i det klare arktiske klima – øen ligger snarere 60 kilometer væk.

Ude i bugten flyder isbjergene rundt. Jeg sidder i en gyngestol på altanen, pakket ind i tæppe og skijakke og med en kop kaffe i hånden, mens jeg kigger på isbjergene og på træhusene inde på land. De er malet i alle mulige, stærke farver.

Hele sceneriet er så smukt og afstressende, at jeg klar til lidt af hvert – også sæl.

Naja bærer det berømte efternavn Motzfeldt og ja, hun er i familie med afdøde Jonathan Motzfeldt, der var præst og landsstyreformand i 1979-91 og igen 1997-02.

Han var hendes fars fætter. Naja og hendes familie kommer fra Qaqortoq (Julianehåb) i Sydgrønland. Når hun nu befinder sig på et guesthouse, beliggende over Polarcirklen, skyldes det, at hun studerer i København – turisme – og som en del af sit praktikforløb har sagt ja til at bestyre Ilulissat Guesthouse i tre måneder.

»Vil du se kødet, inden jeg kommer det i suppen?« råber hun ude fra køkkenet.

Sælkødet er til min overraskelse nærmest sort – med en blodigrød bræmme af fedt/spæk. Det er fordi sælen er næsten helt frisk, fortæller hun. Det er kun 14 dage siden, hun var med kommunens borgmester, Ole Dorph, ude at sejle – og pludselig spottede han en sæl.

»Han skød den, og så sejlede vi ind til den bygd, vi skulle besøge. Der skar han den op og delte ud til alle indbyggerne – og jeg fik også noget,« fortæller Naja.

Hendes sælsuppe består af sælkød, vand, løg, ris, kartofler, salt og peber.

Inden servering piller hun kødet op og serverer det på et fad ved siden af. Sammen med sød fransk sennep – »det er min indrømmelse til moderne tider og udenlandsk mad,« siger hun og fortæller, at der skam er unge grønlændere, som spiser ketchup til sælkødet.

Jeg bryder mig ikke meget om spækkanten, der nu er blevet gylden, blævret og glinsende. Så den skærer jeg fra. Smagen er OK, men det er for meget fedt for mig.

Kødet er til gengæld godt. Konsistensen er som en lidt tør, dansk oksesteg – smagen er også hen i den retning.

Og den søde sennep er fortrinlig til.

I suppens overflade glinser fedtperlerne. Men den smager dejligt. Rigtig nærende, varm og robust vintermad. Man kan næsten smage, hvor godt den må gøre for folk, der skal leve med ekstreme kuldegrader i mange måneder om året.

DAGEN EFTER falder jeg i snak med Karina, der sidder i receptionen på Hotel Icefjord, hvor jeg spiser morgenmad. Hotellet ligger et par hundrede meter fra mit guesthouse og har en stor terrasse ud mod bugten. Der er bar ved terrassen, og det er nok Ilulissats mest populære vandingshul om sommeren.

»Det sker tit, at en gruppe ringer og bestiller plads på terrassen sammen med en håndfuld øl – og en hval,« ler Karina.

Ilulissat er nemlig et af de bedste steder overhovedet for at spotte hvaler. Og man kan sidde mageligt med sin drink eller kaffe og se de store dyr med det blotte øje fra Hotel Icefjord. Eller man kan benytte sin kikkert.

»Det er nærmest ikke til at sparke sig frem for hvaler her. Jeg tror, mange af de ulykker, der sker med mindre både, sker fordi de kolliderer med en hval,« siger borgmester Ole Dorph, da jeg endelig møder ham – men mere om det senere.

Karina har også lavet sæl aftenen forinden, men hun har gjort det på en mere moderne måde end Naja. Hun har stegt sælkødet, omviklet med bacon, og serveret det med sprøde løg til.

»Jeg krydrede med grønlandspost – vil du dufte?« spørger Karina og åbner en af de poser med krydderier, der står til salg på receptionsdisken.

Grønlandspost er en urt, som lokalbefolkningen altid har anvendt, men som i stigende grad er blevet »trendy«

og nu bruges til alt fra ølbrygning over natursæbe til maden på dyre restauranter. Planten vokser vildt og har små hvide blomster om sommeren.

»På grønlandsk hedder den qajaasat. Det betyder »den, der ligner en kajak«,« fortæller Naja samme aften.

Hun viser mig, at grønlandspostens blade, der ved første øjekast ligner små fyrrenåle, faktisk er bådeformede og med lidt god vilje ligner en lille kajak. Hendes sælsuppe hedder i øvrigt suaasat – det betyder »det, der ligner rogn« på grund af risen i suppen.

GRØNLANDSPOST ER jeg stødt på tidligere på min rejse. Hos Nini i Kangerlussuaq. Hun har den stående på hylderne i sin lille souvenirbutik bag lufthavnen – side om side med kvansalt, vild timiansalt og blomster til te, samlet på Sydgrønland.

Det er nemt at afskrive Kangerlussuaq som »en lufthavn og en masse barakker«. Men det ville være synd.

Kangerlussuaq betyder noget i retning af »den lange fjord« og for enden af den grundlagde amerikanerne under 2. verdenskrig en luftbase, der siden er blevet udbygget. Med vanlig amerikansk grundighed havde man nemlig fundet det mest vejrstabile sted for en lufthavn på hele Grønland – og endda et sted, hvor der ikke boede nogen i forvejen, så ingen skulle flyttes for at gøre plads til Sonderstrom Air Base. I 1992 blev basen nedlagt, og bygningerne overdraget til Hjemmestyret.

Det forholdsvis stabile vejr er stadig Kangerlussuaqs stærkeste kort i kampen for at bevare den lufthavn, der er hele grundlaget for de 500 fastboendes eksistens.

Der bliver talt meget om at bygge en ny, stor lufthavn ved landets hovedstad Nuuk (Godthåb), men Nuuk har rædsomme vejrforhold.

Det blev tydeligt understreget under mit ophold, hvor alle fly fra Kangerlussuaq til Nuuk var aflyst på grund af dårligt vejr.

Jeg havde mest ondt af min sidemand fra flyet fra Danmark – en ung revisor fra Grenaa, som havde sagt ja til et vikariat i Nuuk og som var i Grønland for første gang. Nu måtte han så starte med en ikke-planlagt overnatning i Kangerlussuaq.

Min overnatning var imidlertid sikret – og det var mit første måltid også.

»Jeg har noget med i rygsækken, så laver jeg mad over bål ude på sletten,« sagde Nini, da vi begynder vores vandretur ud i tundraen, der omgiver hele Kangerlussuaq.

Her er på det tidspunkt ingen sne.

I stedet danser sletter og fjelde i gyldne, brune og rødlige farver, som om en kunstmaler er gået amok med efterårspaletten. Umådeligt smukt.

Egentlig var vi på udkig efter moskusokser, men dagen forinden havde været årets sidste jagtdag på rensdyr, og Nini mente, at grunden til vi hverken så det eller det andet var, at alle dyrene var blevet skræmt væk for en stund. For man tager jagten seriøst i Grønland – og ikke mindst i Kangerlussuaq, hvor maden går rundt lige udenfor døren.

Det var på grund af jagtmulighederne, at Nini og hendes mand, Jens-Pavia, for seks år siden valgte at slå sig ned i Kangerlussuaq.

Nini er halvt dansk, halvt grønlandsk, og havde boet længe i Danmark. Egentlig var hun faldet for en anden, mere pitoresk, by på den grønlandske vestkyst som sit fremtidige hjem – men der var ingen jagtmuligheder.

»Vi går begge på jagt, og her i Kangerlussuaq har vi muligheden for at brødføde familien ved at skyde, hvad vi skal spise,« fortæller Nini.

Hun og Jens-Pavia behøver ikke bruge penge på at have en bil, for de kan gå direkte ud i naturen. Hun tager turister med på vandreture i tundraen, mens han arrangerer kajakture. Lige nu har familien tre moskusokser og tre rensdyr i fryseren. Det skulle række vinteren over. Og alt bliver brugt.

»Tungen bliver kogt til pålæg, halskødet bliver til suppekød, slaget bliver brugt til rullepølse,« remser Nini op.

Rensdyrskindet bliver garvet og solgt. Gevirer, moskuspandebrask og horn bruger Nini til at lave smukke smykker af, som hun sælger i sin souvenirbutik. Og moskusokseulden, der er en af verdens bedste og dyreste til cirka 10.000 kroner per kilo, får hun håndspundet i Sydgrønland og strikker så selv huer, sjaler og håndledsvarmere til butikken.

EFTER AT HAVE SET numsen på en snehare – senere samme aften ser jeg en snehare forfra – gør vi holdt i den tiltagende regn, og Nini får på nærmest magisk vis gang i et bål af vådt træ.

 Og så laver hun et af min rejses bedste måltider. Rensdyrgryde med ris, peanuts, ananas og rosiner. Grønlandsk med et asiatisk twist.

Selv om jeg ikke får set en moskusokse og må nøjes med et af Jens-Pavias flotte foto-postkort af de langhårede okser, får jeg sat tænderne i moskusokse samme aften.

Ved Lake Fergusons bred ligger Restaurant Roklubben, som i sin tid også blev grundlagt af amerikanerne.

En overgang var så mange som 1400 amerikanere udstationeret ved luftbasen, og noget skulle de jo give sig til i fritiden.

I dag er roklubben også en glimrende restaurant, der især om sommeren kan prale af en fantastisk udsigt over søen. Der er nu blæksort, da jeg ankommer i snevejr i en gammel, gul, amerikansk skolebus, som rasler så meget, at jeg frygter, den vil falde fra hinanden.

Hvis da den ikke skrider ud i den våde silt, som er den fine jordtype, indlandsisen fører med sig og som ligger overalt i Kangerlussuaq.

Min hovedret er moskusoksesteak, og den smager fantastisk og »vildtagtig«. Dertil kompot af grønlandsk rabarber, waldorfsalat, små faste kartofler – fra Nuuk, hvor man nu har en stor produktion og eksperimenterer med at få et endnu større udbytte – og en kraftig, skarp sovs.

Og så byder restauranten på en fantastisk øl, brygget på urter samlet ved Lake Ferguson.

En anden fadøl er brygget på sortebær. Sortebær er der også i min fortrinlige desserttærte – og i den hjemmelavede kryddersnaps, som de sælger i restauranten.

Det velsmagende øl er brygget i et samarbejde med Godthaab Bryggeri. Og det samme kan den prisvindende restaurant Ulo i Ilulissat prale af. De har flere typer øl, som de har udviklet sammen med Nuuk-bryggeriet, og en af dem er brygget på føromtalte urt, grønlandspost.

Øllet har sødme, er mørk gyldent, næsten cognacfarvet, og går rigtigt glimrende til Ulo’s frokostsandwich med moskusspegepølse.

Restaurant Ulo, der ligger i det fire-stjernede Hotel Arctic med luksuriøse værelser og fantastisk udsigt over bugten såvel som byen, bliver ofte omtalt som »Grønlands bedste restaurant«, og den tidligere chefkok, Jeppe Ejvind Nielsen, havde et tæt samarbejde med Noma i København.

Men Jeppe Ejvind Nielsen har søgt nye græsgange, så nu skal det blive interessant, om man på Ulo kan holde niveauet.

Min forret i restauranten, snekrabbebalottine med snekrabbebouillon, garneret med kraftig smagende dild og sødsyrlig havtorn, er i hvert fald både inspireret og ualmindelig vellykket. Og køkkenet får også et kæmpe plus for at kaste sig ud i at lave – lækker – hellefisk til mig, da jeg bliver skuffet over ikke at finde fisken på menukortet.

Hellefisk er Ilulissats – og Grønlands – største fiskeeksportvare sammen med rejer. Det er hellefisk, som de små og store både og skibe tager ud efter, når man ser dem tøffe ud fra havnen tidligt om morgenen.

 Og det er prisen på hellefisk, der har fået lokale fiskere i Ilulissat til at oprette en konkurrerende fabrik til mastodonten Royal Greenland.

DER ER UALMINDELIGT GODT fiskevand ud for Ilulissat. Det beviser borgmester Ole Dorph, da han trækker ni store, flotte torsk ind i sin lille båd på under 20 minutter, mens jeg sidder og ser måbende til.

Samme formiddag er jeg blevet ringet op: Hvis jeg vil med Ole Dorph på sejltur op til den bygd, Oqaatsut, som han kommer fra, så skal jeg stille i havnen NU.

Det gør jeg.

Ole Dorph var i ti år – fra 1991 – borgmester for kommunen Quaasuitsoq, og siden 2013 har han været det igen. Quaasuitsoq betyder »område med mørketid«, og der er da også helt mørkt i godt to måneder om året i borgmesterens kommune, der er verdens største og på størrelse med Frankrig. Der er otte byer, 31 bygder og godt 18.000 indbyggere. De 5000 bor i Ilulissat, der er den største by.

»Pas på, her er pisseglat. Det hele er noget bøvl om vinteren,« sukker borgmesteren, da vi går i land i hans barndomsby, Oqaatsut, hvor der i dag bor 46 mennesker.

Da han var barn, var der tre gange så mange. Men de unge gider ikke bo i en lille bygd, hvor der ikke sker noget. Det afspejles af, at der kun er fire skolesøgende børn i bygden.

De undervises på byens skole af lærerinden Asta, som jeg møder, da hun kommer baksende med et fladskærms-tv på en slæde.

»Det skal ind i mit soveværelse. Så er der lidt underholdning,« smiler hun og genner de løsgående slædehundehvalpe væk.

Underholdning er der også den næste dag, hvor et tysk tv-selskab har meldt deres ankomst i bygden. De laver en tv-serie for tyske børn om, hvordan børn i andre lande har det i skolen.

Oqaatsut hedder også Rodebay, navngivet af hollandske hvalfangere, fordi man her slæbte hvaler op for at skære dem ud. Så blev vandet i bugten farvet rødt af hvalernes blod – altså »den røde bugt”.

»Det sker stadig fire-fem gange om året, at der kommer en båd ind med en hval, som bliver trukket op ved hjælp af et spil, du kan se der på den flade skråning. Så bliver hvalen skåret op, og bygden får sin del. Og så er der er der fest,« forklarer Ole Dorph.

Hvalkød er der, hvor jeg må melde pas. Jeg prøver det to gange – tilberedt såvel som råt – og må konstatere, at det har en trannet bismag, som jeg ikke bryder mig om.

Men efter sigende er der stor forskel på hvaler og deres kød. Således skulle narhvalens kød være den største delikatesse.

DEN FØRSTE OMGANG HVAL får jeg hjemme hos Maja, der er køkkenassistent, og som sommeren igennem har lavet maden i den lille restaurant H8, der er indrettet i et tidligere lagerhus i borgmesterens fødebygd.

Ved siden af er et vandrehjem med plads til 25 gæster og et hotel med fire dobbeltværelser og et enkeltværelse. Det er et forsøg på at lave bæredygtig turisme til gavn for lokalsamfundet. De lokale kvinder er involveret og laver kaffemik – kaffeslabberas på grønlandsk – for turister.

Men i vintersæsonen sker der ikke noget i Oqaasut, og så Maja er hjemme igen i Ilulissat hos sine tre sønner på 21, 18 og to år. Hun spørger, om det gør noget, at hun laver vandbakkelser til dessert, for »det elsker mine unger«. Og det gør de bestemt.

De to store tager fire-fem stykker hver, mens den lille – der bliver kaldt »terroristen« og bærer en tshirt med påskriften »Jeg bestemmer« – nøjes med at tvære en enkelt ud i ansigtet.

Forretten er en guddommelig fiskesuppe, lavet på torsk, som turister på det guesthouse, hvor Maja gør rent, har fanget, men ikke har taget med sig. Foruden torsk er der fiskebouillon, cayennepeber, karry, fløde, tomat, fersken og løg. Og Majas hjemmelavede brød til.

Hovedretten er tortillas med hvalkød. I sig selv en spøjs tanke. Og jeg er altså ikke så vild med kødet.

Til gengæld er jeg vild med den tilhørende broccolisalat, og den har ikke været billig. Grøntsager er dyre i Grønland. Man har held med at dyrke en del grøntsager i Sydgrønland, men de skal så enten sejles op med fragtskib eller flyves ind til de nordligere beliggende byer, og

det er dyrt. Som følge deraf er grøntsager kostbare varer i supermarkederne.

»Jeg fik en pose tomater i går af en bekendt, der havde taget dem med fra Danmark. I morges var der kun tre tilbage. De er altså som slik for mig,« fortæller Nini i Kangerlussuaq om glæden ved friske grøntsager.

MIT SIDSTE MÅLTID i Grønland bliver ved skæbnens gunst også det bedste. Og der har ellers været en stribe gode måltider undervejs, så det er hårde odds være op imod.

Men det klarer det danske ægtepar Benedikte Aniella Christensen og Kim Sander Pedersen i deres restaurant Mamartut.

Mamartut betyder »det som smager godt«, og sjældent har et navn været mere velvalgt. I maj i år var det ti år siden, at parret åbnede restauranten i Ilulissat. I dag ejer Benedikte også en forretning og en systue i byen.

Mamartut er indrettet som en privat stue. Hvad restauranten mangler i udsigt til isbjerge, vinder den i indre hygge og god stemning. Man føler sig godt tilpas og slapper af.

Hånden på hjertet; jeg har aldrig fået bedre burger end den, som Mamartuts japanske servitrice, der egentlig er dokumentarfilminstruktør og har lavet film i Thule-området, sætter foran mig. Bøffen er lavet af saftig, hakket moskusokse, der er bacon på, bollen er lækker og sprød, og fritterne er tykke og skønne. Ren nydelse.

Det er den bærsorbet, lavet af lokale vilde bær, der ledsager den syndige chokolademoussekage, også. Og det lækre kvansalt til brødet. Og den julesmagende appelsinchutney, der også bliver serveret til brødet. Jamen, det hele er bare så godt.

Kim Sander Pedersen er udlært på Hindsgavl Slot og har arbejdet i Norge, Schweiz, hos Nimb i Tivoli og på Færøerne i tre år, inden han og Benedikte landede i Nuuk, hvor de var i tre år og forelskede sig i Grønland. At åbne egen restaurant var længe en drøm, og den gik så i opfyldelse i Ilulissat.

Kan man så godt klare al den sne og mørke år efter år som dansker?

»Vi holder ferie i Egypten hvert år,« smiler Kim.

GRØNLAND KAN en masse, når det gælder mad og drikke. Fra den finere gastronomi til de enkle, lokale måltider. Og det er rejsen og pengene værd at udsætte smagsløg, sjæl og sind for verdens største ø.

Det er på alle måder berigende – ikke mindst på grund af de mennesker, man møder undervejs.

»Du må komme igen i marts. Så er mine hunde stærke. Så kan vi tage på en to-dages tur, og jeg kan lave mad til dig,« siger hundeslædeføreren Niels og smiler opmuntrende gennem sine få tandstumper.

Det kunne jeg godt tænke mig, Niels. Virkelig godt.