Lonnies ingefærsmåkager – næsten da

Jeg er nødt til at bruge et foto af "spiste småkager", for det rigtige billede er forsvundet! Fadet er fra Netto til 10 kroner.
Jeg synes stadig væk, det her foto er sjovt, selv om jeg har fundet billedet af kagerne nu. Det kan man se længere nede i opskriften. Det her lader jeg stå 🙂 Jeg troede, jeg var nødt til at bruge et foto af “spiste småkager”, for det rigtige billede var forsvundet! Fadet er fra Netto til 10 kroner.

Fordi min blog har været nede i godt 11 måneder, er der ting, der er gået i koks i forbindelse med “indsamling af materiale” til den.

For eksempel er jeg helt sikker på, at jeg har taget fotos af disse småkager. Både da jeg fik en portion som gave og første gang smagte dem – og også da jeg selv bagte dem senere. Jeg er endda ret sikker på, at jeg også lagde fotos på Facebook.

Men ak, billederne er forsvundet. Jeg må være kommet til at slette dem på mobilen – og jeg orker ikke bladre over et halvt års posteringer på Facebook igennem. Faktisk er jeg ikke engang sikker på, at det kan lade sig gøre.

Så indtil videre er det altså kun opskriften, der kommer her. Så må jeg hæfte et foto på, når jeg bager dem igen – og det gør jeg helt sikkert, når dagene igen bliver korte, og vejret bliver til Store Bagedag.

Spiste en hel plade

Første gang jeg smagte ingefærsmåkagerne var, da jeg havde inviteret Lonnie, Frans og Thyra til middag. Jeg tror, det var i februar i år (2016) som en slags forsinket middag i anledning af min fødselsdag, men tænk, så hullet en hukommelse har jeg, at jeg ikke engang kan huske det. Og jeg kan heller ikke huske, hvad jeg lavede til dem.

Men jeg kan huske, at Lonnie kom med småkager. Og jeg kan huske, at hun sagde: “Der var egentlig flere, men så kom jeg til at spise en pladefuld…”

“En pladefuld?!” udbrød Thyra og fortsatte:

“Hvordan i alverden kan man spise en hel plade småkager?”

“Det kunne jeg altså,” svarede Lonnie og så lidt brødebetynget ud

Efter at have smagt småkagerne kan jeg godt forstå, at hun kunne spise så mange. Det tror jeg også, at jeg kunne. De er SÅ lækre. Jeg fik opskriften og har bagt dem to-tre gange siden selv, og de er nemme og er indtil videre lykkedes hver gang. De bliver store og sprøde.

Jeg rationerede mig selv efter at have bagt dem, så jeg kun måtte spise to hver aften – ellers kunne det være blevet et småkage-ædegilde!

Opskriften stammer oprindeligt fra Kristeligt Dagblad, men Lonnie har “forbedret” den – blandt andet ved at tilsætte revet skal af appelsin og revet ingefær. Især sidstnævnte er en lille genistreg – og jeg kommer faktisk mere i end Lonnie angiver i opskriften – men det skal man kun gøre, hvis man holder af ingefærs skarpe smag.

Sådan ser småkagerne ud. De står til afkøling her.
Sådan ser småkagerne ud. De står til afkøling her.

Ingefærsmåkager

175 g koldt smør

250 g mel

250 g sukker (blanding af brun farin og stødt melis/rørsukker)

1 spsk sirup

1 tsk bagepulver

1 tsk natron

2 spsk stødt ingefær

1 æg

Revet skal af appelsin samt revet frisk ingefær (en god teske fuld af hver – se note 1)

Hak smørret ned i en blender. Hæld mel, sukker, sirup, bagepulver, natron og stødt ingefær over. Start blenderen og kør et øjeblik.

Tilsæt revet appelsinskal og revet frisk ingefær, rør ægget sammen og hæld det i, lidt ad gangen, mens maskinen kører. Stop når dejen har samlet sig.

Sæt dejen på køl i 30 minutter. Form dejen til små kugler og sæt dem på bagepapiret (der kan være ca. 20 på en plade) – pas på de ikke står for tæt – de flyder ud! (se note 2)

Bag dem ved 200 grader i cirka 10 – 15 minutter (hold øje med dem – jeg bagte dem kun 10 minutter). Lad dem køle af.

Fra Kristeligt Dagblad d, 20.2.2016 (Louise Dandanel Ørsted)

Note 1: Jeg bruger to teskefulde revet ingefær, men jeg er også vild med den skarpe ingefærsmag. Man skal måske prøve sig lidt frem, hvis ikke man er sikker.

Note 2: Man skal tage det helt alvorligt, det med at de flyder ud. Jeg former dem til “en lille valnød”, og så bliver de altså pænt store. Så gør god plads. Jeg har kun 12 på en plade…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *