Hver jul efter min mors død – og det er så tre nu – diskuterer min søster og jeg, hvordan det nu lige er, man får de brunede kartofler perfekte.
Af en eller anden grund glemmer vi det fra år til år, formentlig fordi vi ikke ellers laver brunede kartofler. Kun til juleaften.
Også i år havde vi kartoffelsnakken, men denne gang havde jeg gjort mig den umage at researche og havde fundet en artikel fra Politiken i december 2012, hvor avisen satte sig for at teste otte metoder til at brune kartofler. Testen foregik på Suhrs Madakademi, og vinderen blev en opskrift, som er en variant over Claus Meyers (og i øvrigt også Camilla Plums) metode.
Men ak, da jeg læste opskriften op for min søster, sagde hun, at sådan havde hun i hvert fald IKKE tænkt sig at gøre. Faktisk afveg hun fra superopskriften på adskillige punkter:
1. Hun rørte ikke sukkeret ud i vand (“jeg skal ikke have vand i mit sukker” vrissede hun)
2. Hun brugte en slip-let-pande
3. Hun brugte en træ-ske
4. Kartoflerne havde stuetemperatur
5. Hun skyllede kartoflerne i koldt vand og lod dem dryppe hurtigt af, inden hun kom dem på panden.
Hvordan hendes brunede kartofler blev? Jamen – helt perfekte! Jeg kunne ikke forestille mig dem bedre.
Nå, men nu får I lige super-opskriften fra Politiken osse. Men læreren er nok, at det ikke er mere “videnskab” end man gør det til.
Brunede kartofler – en efter sigende skudsikker metode
(3 personer)
500 gram små runde kartofler
1/2 dl sukker
2 spsk. vand
15 g smør
Kog kartoflerne møre i letsaltet vand. De er møre, når de slipper en kødnål eller spids kniv.
Hæld vandet fra, og hæld straks koldt vand over.
Pil dem, mens de er varme, og stil dem koldt. De skal være helt gennemkolde.
Rør sukkeret ud i vand, og kom det på en varm pande af stål eller støbejern.
Undgå alle former for slip-let belægning.
Kog vandet væk for jævn varme (f.eks. trin 6 ud af 10). Sving evt. panden let. Metoden sikrer, at sukkeret smelter mere jævnt og man ikke risikerer, at noget af sukkeret brænder på undervejs.
Der er ingen grund til at bruge redskaber. Vælger man redskab skal det være af stål. På træ eller plastik vil karamellen sætte sig fast. Når vandet er kogt væk, og karamellen har den ønskede farve, kommes smør i. Det skummer. Når skummet er væk, tilsættes de kolde kartofler. De skal være kolde – ellers har de tendens til at gå i opløsning med karamellen.
Det er underordnet, om kartoflerne er tørre eller fugtige. Sving kartoflerne i panden, til de er gennemvarme (test det ved at stikke en kødnål ind i midten, og mærke på den efterfølgende), og karamellen svøber sig smukt om kartoflerne. Det tager 10-12 minutter.
Server dem straks.
(Opskriften er fra Politiken, december 2012)