Det lyder så fint, risalamande, og navnet kommer skam også af det franske riz à l’amande, som slet og ret betyder ris med mandler.

Men det er nu ikke nogen fin, fransk dessert. Risalamande blev formentlig opfundet i Danmark i slutningen af 1800-tallet, og fra omkring 1900 blev risalamande med kirsebærsauce tradition i danske borgerhjem, og risengrøden forsvandt ud af julemiddagen i de kredse

I min familie har vi altid sluttet julemiddagen med risalamande, dog kan jeg huske et par gange, da jeg var barn, hvor der også blev serveret citronfromage eller en færdig islagkage, fordi en eller to af de tilstedeværende ikke kunne lide risalamande. Det gik over min forstand, at nogen ikke kunne lide den fantastiske dessert. Og det gør det sådan set stadigvæk. Jeg elsker risalamande.

Mandel-“katastrofen”

Nu om dage er det Anne Marie, der laver risalamande til min madklubs julefrokost (og det gør hun godt), men jeg kan huske et år, hvor vi var rigtigt mange. Der var “inviterede gæster”, og to af dem – Lone og Bent – lavede desserten. Jeg ved, det er 15 år siden, for vi var midt i julefrokosten, da Ole og Annis babysitter ringede. Hun var bekymret, for hun mente, at deres knapt et år gamle søn havde feber. Han fylder 16 nu til januar, så derfor kan jeg tidsfæste det.

Nå, de drog af sted, og til slut satte Lone den meget store portion risalamande på bordet. Vi spiste og vi spiste. Ingen mandel. Folk begyndte så småt at skælde hinanden ud for at skjule mandlen. Men nej. Vi skrabede det sidste af skålen. Ingen mandel. Så sagde Lone, at hun godt nok havde taget en portion fra til hende og Bent derhjemme, og måske lå mandlen ved et uheld der? De boede lige henne af vejen, så hun hentede den. Og vi spiste det hele. Jeg husker det som om vi var så udspilede, at vi næsten havde kvalme.

Men ingen mandel.

Lone var SIKKER på, at hun havde kommet én i, men vi kunne ikke løse mysteriet. Måske havde én af os slugt den? Den var og blev i hvert fald væk.

Næste dag ringede Anni og fortalte, at sønnen ganske rigtigt havde haft feber, men at det var bedre nu. Og…åh ja, det var sandt; kunne hun stadig sikre sig mandelgaven? Jo, for mandlen havde da ligget i den lille portion, som de havde fået med hjem, da de måtte gå!! Den portion havde vi andre ganske glemt…

Det er ikke bare en sjov historie. Det er en historie, jeg har lært noget af! Hver gang jeg laver risalamande til jul eller julesammenkomst, kommer jeg mandlen i en forholdsvis lille portion risalamande, som bliver sat på bordet først. For vi skal i hvert fald ikke proppe os med god mad bare for at finde en mandel!

Jeg bruger en fuldstændig klassisk opskrift fra et lille hæfte, jeg købte i slutningen af 1980erne.

Risalamande

0,75 liter mælk

1 dl ris

1 stand vanilje 50 gram mandler

5 dl piskefløde

evt. sukker

Kom mælken i en tykbundet gryde og lad den koge op. Kom risene i. Skru ned på svag varme og tilsæt den flækkede vaniljestang. Lad det koge i cirka 30-45 minutter og rør jævnligt.

Tag vanilje-stangen op og lad grøden afkøle.

Smut mandlerne og hak dem groft. Husk at tage en hel mandel fra til mandelgave.

Pisk fløden stiv (i vores familie pisker vi den meget stiv, fordi vi godt kan lide en “fast” risalamande – andre foretrækker den nærmest flydende) og vend den i den kolde grød sammen med mandlerne. Smag til med sukker – eventuelt med vaniljesukker.

Serveres med kirsebærsovs.

Note 1: Køb en god vaniljestang. Jo federe og blødere, den er, jo bedre. Og ja, sådan én er dyr, men tro mig, man kan smage forskel – og det er jo kun jul én gang om året, ikke?

Note 2: Man smutter mandler ved at hælde dem i spilkogende vand og lade dem blive der et par minutter, så skindet løsner sig. Så sætter man gryden under den kolde hane i vasken, og når man kan røre ved mandlerne, kan man lige presse/smutte dem ud af deres skal.

Note 3: Jeg må erkende, at vi faktisk godt kan lide sådan en købt-i-supermarkedet kirsebærsauce. Men man kan da købe et glas af de dyre, og fantastiske lækre italienske maraschino kirsebær, der har trukket i maraschino likør. Og så kan man lave sin egen super-sauce.

(Opskriften er fra hæftet “Julekogebog”/Ole Lundsgaard, Pobra A/S, 1986)