”Et studie omkring Californiske vine og det at finde maden, der passer til – Gourmetoplevelse med Rehné Bank,” stod der på spisesedlen på Plexus’ hjemmeside.

Og det var nok til, at 70 mennesker fandt vej til Idom – de fleste i opsamlingsbus fra Holstebro, så man var fri for at køre (en meget nødvendig beslutning!) – lørdag den 5. april.

Helt uvæsentlig for den store interesse var det vel heller ikke, at en pris på 795 kroner for ni retter mad, ni vine, en ægte champagne, en cognac til kaffen samt fri bustransport var helt uhørt billigt for mad i den klasse, som Rehne Bank leverer.

”Jeg kan slet ikke komme mig over, hvor billigt det har været for det niveau,” sagde en begejstret herre på vej hjem i bussen – og de øvrige i bussen var helt enige.

Skulle man overhovedet komme med kritik, lå det hverken på maden, vinen, serveringen – eller det (i hvert fald for mit vedkommende) gode selskab ved seks mands bordene. Kritikken, som også blev fremført i bussen hjem, var, at arrangementet måske godt kunne have været en time til halvanden kortere. Men ingen kunne lige pege på, hvor man i så fald skulle have skåret – ud over det løse ”man kunne måske have skåret lidt i længden af vinforklaringer”. Men – som nogen så rigtigt sagde – kokkene, deres assistenter og tjenerne skulle jo også have tid til at anrette og servere de 70 portioner under vin-forklaringerne.

Så vi endte vist med at være enige om, at selv om det var rekord for en madaften for de fleste af os, så havde det mere end været pengene værd.

Vi befandt os i Plexus fra klokken 18.30 til klokken 01.30 – og spiste en lille amuse-bouche (det er en lille hors d’oeuvre, man kan klemme ned i en eller to bidder – amuse-bouche betyder ”til glæde for munden” -, syv reelle retter, en ske med lidt mundgodt, samt udsøgte chokolader til kaffen. Jeg kan godt garantere for, at ingen forlod Plexus sultne.

Vinene kom fra Plexus leverandør, Excellent Wine i Herning, og det er vine, som man ikke kan købe i vinforretninger eller supermarkeder. Excellent Wine leverer nemlig kun til restauranter, hoteller og den slags.

Direktør John Henriksen havde taget turen til Plexus, og han fortalte veloplagt og vidende om vinene. De fleste VAR fra Californien, men vi rundede dog også både Frankrig, Spanien og Italien.

Personligt undrede det mig, at John Henriksen, da han fortalte om den spanske hvidvin La Bascula, Catalan Eagle, Terra Alta, sagde, at det var amerikanere, der havde været med til at udvikle den, fordi de menter, at Spanien, der ellers havde druerne og alle mulighederne ”ikke kunne lave ordentlig hvidvin”. Og det var John Henriksen åbenbart enig i.

Nu er jeg bestemt ikke vin-ekspert, men noget af det bedste hvidvin, jeg har smagt, har været spansk. Er jeg vildt meget forkert på den? Hvis der er vin-kendere, der læser det her, vil jeg da gerne høre deres bud?

Skulle nogen nu tænke: ”nej altså, hvis jeg skal betale 795 kroner og tilbringe syv timer med mad, så skal det være et hyggeligt sted, ikke Plexus”, så skulle de nu give det en chance. Det var nemlig mægtigt hyggeligt! Der var dækket op med stivede hvide duge, stofservietter og masser af glas, der var friske krydderurter i potter på bordene – og på et tidspunkt fik vi endda Pink Floyds ”Dark side of the moon” på musikanlægget 🙂

Jeg tog billeder af al maden – og det var jeg ikke den eneste, der gjorde! Men herunder kan man se, hvad vi fik.

Vi startede med ægte champagne, ikke noget efterlignings-sprøjt 🙂 Lanson, Pink Special Edition – og jeg kunne sådan set godt have fortsat hele aftenen med den! Jeg elsker god champagne, og denne var fantastisk.

Til champagnen fik vi en kiks med sortfodsskinke, mandler og osten P’tit Basque. Det spiste vi ude i foyeren, mens vi hilste på hinanden og ventede på, at bordene var helt klar.

Første vin ved bordet var så den førnævnte spanske, Catalan Eagle, La Bascula 2012, som også var min favorit af de tre hvide. Lavet på druerne garnacha blanca/viognier. Til den fik vi krabbemousse i gele, mesclun (en mixet salat) med palmehjerte, lidt molekylær gastronomi i form af gelebobler med fersken indeni – samt tuilles med allehånde. Totalt lækkert og lige mig! 🙂

Så stod den på biodynamisk chardonnay fra den eneste CO2-neutrale vingård i Californien; Chardonnay, PaulDolan, 2011, organic. Jeg kan ikke særligt godt lide oversøisk chardonnay, og var heller ikke udpræget vild med den her, selv om den smagte mindre af terpentin end de plejer. Til den fik vi den dejligste pighvar med en fantastisk røget jomfruhummer på toppen (Rehne Bank havde netop røget dem over bøgespåner på en stor webergrill), dertil æble og en sauce med vanilje. Saucen var efter min mening det eneste hele aftenen, som ikke var helt fantastisk. Jeg ville hellere have haft en mindre sød sauce til fisken.

Så smagte vi en Italiensk hvidvin, Tenuta Stella, Malvasia, Friuli, som jeg overhovedet ikke brød mig om. Den var tør og sær. Men til den fik vi en ske ind på bordet med de dejligste stenbiderrogn, krydret med kørvel og serveret med creme double, en ekstra fed fløde.

Fra aftenens mærkeligste vin til efter min mening, aftenens bedste vin, og den jeg ville have købt i rå mængder, hvis ikke økonomien satte en naturlig begrænsning. Jeg holder meget af god pinot noir, og – som John Henriksen sagde fra scenen – det er bare ikke en drue, der kan laves billigt, hvis den skal være god. Og god var denne californiske Pinot Noir, Parducci, small lot blend, 2012, der koster 190 kroner flasken. Den ledsagede fasan, fyldt med røget andebryst, og serveret på pain d´epice (en slags sødlig krydderkage) med en rødvinsglace med power (6 flasker rødvin kogt ind til en halv liter!), frysetørrede jordbær, syrlig fennikelsalat og creme double. For mig spillede det totalt sammen. I bussen hjem nævnede et par af mændene krydderkagen som det eneste i løbet af aftenen, som de ikke brød sig om. Jeg synes, den passede perfekt.

Så en udmærket okseblodsfarvet rødvin, Petit Sirah, Parducci, small lot blend, 2010, der smagte af sort peber og marcipan (syntes jeg altså!), og som på moderne dansk ”sparkede røv”. Ja, undskyld mit sprog. Men vinen var også nødt til at være potent, for den skulle hamle op med en ret med langtidsstegt vildsvin (12-14 timer) på en majstortilla, spelt, en heftig mole (meksikansk traditionel sauce med chokolade og mange slags chili) samt trøfler. Jeg synes måske, at trøflerne med deres fine smag var lidt spildt på retten, hvor molen hamrede igennem. Men pyt – det smagte fantastisk.

Min bordherre denne aften var Kai Bredholt fra Odin Teatret, der bor i Idom. Hans dejlige kone Erika havde venligst udlånt ham til mig, og det var så godt for en gangs skyld at have en rigtig bordherre i stedet for bare at komme alene 🙂 Erika dukkede dog op på Plexus med datteren Maria forsvarligt båret i et farvet klæde på maven. Erika er fra Mexico, og hun skulle godkende Rehne Banks mole. ”Det kunne have været en dårlig mole. Eller en okay mole, og så havde jeg nok sagt ”fint”. Men det er en fantastisk mole! Det er SÅ godt gået,” sagde hun begejstret, da jeg mødte hende i den lille indlagte pause på aftenen (der skulle skiftes glas!).

Så bød aftenen på den californiske drue Zinfandel, som tests viser er i familie med den italienske primitivo. Det er, ifølge John Henriksen, en anden drue, der ikke kan laves billigt og samtidig være god. ”Hvis I finder en billig zinfandel, så lad være med at købe den,” var hans råd. Aftenens zinfandel, Parducci, small lot blend, 2011, kostede da også 180 kroner flasken. Vinen var til den tørre side med kun ganske let sødme, og det gik fint til lam med timian/rosmarin, jordskoktern, jordskokpure, løg i beignetdej, rabarbergele med chili og en kraftig lammesky. Mums. Selv det ægtepar ved vores bord, der ikke var ret meget til lam, sagde begejstret, at det her var virkelig godt.

Så kom der en ”sær-smagning”. Gæsterne i Idom var nemlig de første, der fik lov at smage rødvinen Pink Floyd, Dark Side of the Moon, lavet på cabernet sauvignon, fra serien Wines That Rock.  Til det blev der selvfølgelig spillet musik fra albummet Dark Side of The Moon, og vi blev opfordret til at lade os henføre af musikken. Der må jeg sige, at det gik bedre for mig for 33-34 år siden, hvor vi ikke drak vin til den musik, men røg noget, der var sjovere end cigaretter. Ak ja, ungdommens laster.

”Ædelt råddenskab” eller Grain Nobles, var næste vin, og aftenens dyreste. Ikke fra USA, men naturligvis fra Alsace, hvor man kan det der. Dopff Au Moulin, Gewurtztraminer, sélection de Grains Nobles koster, hvis man skal købe en flaske, med kun 37,5 cl, 410 kroner. Om den er det værd? Ja, den smager i hvert fald dejligt – og vinhuset stammer fra 1574, og det er 13. generation, der dyrker vinen. Det tæller jo også 🙂 Til vinen fik vi en kaffekop. Nede i den var der ost. En smeltet Munster på rugsigtebrød og med syltet havtorn med rosmarin ved siden af. Hele Plexus duftede af osten i nogle minutter 🙂

Aftenens sidste vin var en skøn dessertvin. Jeg er ellers ikke til noget, der er for sødt, men jeg må erkende, at trods førnævnte Gewurtztraminers ry og pris, så kunne jeg bedre lide Casta Diva Moscatel, La Bascula, 2011. Dejlig. Desserten var en gateau (kage) med mandelbund med en ganache med tequila ”omviklet” af sprød marengs, grøn æblepure, en fed vaniljeis samt en jordbærpure. Superlækkert.

Til slut stod den på kaffe og cognac, en ABK6 Ice Cognac, som ikke gjorde det store indtryk på mig. Men det gør cognac nu også sjældent. Til gengæld var de tre stykker hjemmelavet chokolade-konfekt, som blev serveret til, fantastiske! Det var nogen, som Rehne Banks kone, Kirsten Højbjerg, stod for. Hun har været på chokoladekursus, og det har i hvert fald ikke været spildt. Den ene af chokoladerne var med dolce leche (kondenseret mælk, kogt længe i dåsen) og rullet i nøddekrokant, den anden var en chokoladetrøffel med en ganache, smagt til med kaffebønner. Og tænk, så kan jeg ikke huske, hvad den sidste var, bortset fra at den var rød både udenpå og indeni! Jeg guffede den så hurtigt, at jeg glemte at notere, hvad der var i….

Så den kunne jeg egentlig godt trænge til at smage igen 😉

Men ellers trængte jeg ikke til noget der klokken 01.30, hvor bussen gik hjem mod Holstebro. Men jeg var heller ikke ubehageligt overmæt.

Flot aften. Det gør jeg gerne igen!