Det er blevet vældigt populært at drikke ingefærshots.
Man kan købe drikken færdig – og det er dyrt (og man ved ikke helt, hvad der er i af konserveringsmidler og den slags) eller man kan lave det selv. Det seneste halve til hele års tid har nettet derfor blomstret med opskrifter på ingefærshots. Nogle bestemt bedre end andre.
Der er en del opskrifter, der indeholder råsukker. Hvis jeg skal drikke noget, som jeg skal tro på er godt for mig, så skal det i hvert fald ikke indeholde sukker. Derfor har jeg valgt at tilsætte revet æble og appelsinsaft til “min” udgave af ingefærshot’en for at få en smule sødme i den. Se mere i noterne til opskriften.
Og så er der en del opskrifter, hvor der bliver foreslået, at man skal koge citronerne med. Hvis man udelukkende tilsætter citron for samgens skyld, er det da fint nok. Men hvis man vil have det sunde ud af citronerne – c-vitatmin – skal man dæleme lade være med at koge dem. C-vitaminer ødelægges ved cirka 30 grader.
Og så er der dem, hvor der bruges alt for lidt ingefær til alt for meget vand. Det skal jo gerne være sådan en opstrammer, en lille hidsig sag, der er godt (angiveligt) mod led- og slidgigt, menstruationssmerter, infektioner i luftvejene, forkølelser og influenza. Ingefær virker anti-inflammatorisk (det er også et hipt buzz-word i øjeblikket, der bliver skrevet hele bøger om anti-inflammatorisk kost) – det betyder, at ingefæren bekæmper betændelsesrealtioner i kroppen.
Virkningsfuld – måske
Der er utroligt mange fødevarer, som af den ene eller anden grund får en opblomstring og bliver præsenteret for folk som “sund” og “virkningsfuld” mod det ene og det andet. Og det er sikkert rigtigt i mange tilfælde. Men så vidt jeg har kunnet finde ud af, er det faktisk kun hvidløg og ingefær, som er blåstemplet via medicinsk-videnskabelige forsøg, som havende en effekt på kroppens sundhed.
Gurkemeje, der indeholder curcumin som er det stof, der farver den meget gule farve, har længe været “under mistanke” for at være sund. Curcumin er nemlig en antioxidant, som dæmper inflammation (betændelse) i kroppen. Men der er ikke lægeligt bevis for det – og under alle omstændigheder skal man spise store mængder af det, hvis man vil forebygge psoriasis, alzheimers og knogleskørhed og leddegigt, som er nogle af de ting, gurkemeje hævdes at virke mod.
Men jeg er villig til at tro på den betændelsesdæmpende effekt, fordi gurkemeje er blevet brugt på den måde i Indien i hundrevis af år. Så da jeg – endelig – fandt en rigtig god opskrift på nettet på en ingefærshot, der ovenikøbet indeholdt gurkemeje, besluttede jeg mig for at teste den. Og den var/er god.
“Forbedret” opskrift
Jeg synes selv, jeg har forbedret opskriften 🙂 Jeg har tilført nogle mål – og jeg har tilsat revet æble og appelsinsaft. Jeg kan nemlig rigtig godt lide ingefær (det er der nogen, der ikke kan, og som derfor holder op med at drikke den ellers så trendy sundhedsshot), men jeg bryder mig ikke særligt om smagen af gurkemeje. Det smager, synes jeg, lidt som et hengemt, støvet loftsrum lugter…. Derfor vil jeg gerne “brække” den støvede smag lidt – med æble og appelsin. Det kommer shot’en ikke til at smage “dejligt” af. Den er stadig skarp med en støvet kant. Men den er dog til at få ned 🙂
Den oprindelige opskrift er fra hjemmesiden http://www.connietherkildsen.dk
Det er ikke en madblog. Connie Therkildsen er pædagog, fysiurgisk massør, zoneterapeut og biopat/naturopath studerende.
Ingefær og gurkemejeshot
200-225 gram ingefær (økologisk)
100 gram gurkemejerod (økologisk -Kvickly har det og af og til også Fakta) (se note 1)
1 liter vand
3 ikke overfladebehandlede citroner (se note 2)
1 appelsin (se note 3)
1 dansk, helst økologisk æble (se note 4)
Ingefær og gurkemejerod skylles godt. Skær rødderne i skiver.Hvis du vil have en endnu stærkere version, så put det i en minihakker. Jeg gider ikke, fordi det så bliver langsommeligt og besværligt at få til at løbe igennem en finmasket sigte bagefter….
Vask æblet og riv det og kom det sammen med den skiveskårede eller hakkede ingefær-gurkemejemasse i en gryde med 1 liter vand, og bring det i kog. Det skal kun stå og simre svagt i 30-40 minutter.
Tag gryden af varmen og lad den stå, til den er lunken.
Pres citronerne (og måske appelsinen, se note 3), hæld saften i den lunkne væske, put også de pressede citronskaller i og stil det på køl til dagen efter. Når det hele har trukket natten over, sier du væsken fra.
Skold en glasflaske, hæld væsken i og stil den på køl.
Væsken kan holde sig cirka to-tre uger i køleskabet. Husk at ryste inden brug – der bliver bundfald, men det er helt uskadeligt og kan bare rystes op hver dag, inden man tager sit shot.
Man bør drikke to shots (det er vel 2-3 cl per gang) om dagen, hvis man vil have nogen virkning.
Note 1: Gurkemeje farver HELT VILDT! Anskaf dig engangs-plasthandsker til når du skal snitte roden – eller shar du orange fingre og negle et par dage efter. Du skal heller ikke bruge din allerbedste gryde – den bliver orange, også selv om det er en stålgryde.
Note 2: Hvis du vil følge opskriften og lade citronskallerne trække natten over i væsken, skal citronerne være økologiske.
Note 3: Af og til er det vanskeligt at finde ikke-overfladebehandlede appelsiner. Så bruger jeg bare saften. Men hvis jeg finder et eksemplar, der ikke er blevet sprøjtet, lader jeg også appelsinskallen trække med sammen med citronerne natten over.
Note 4: Jeg gider ikke skrællet æblet, før jeg river det. Det kræver så, at jeg finder et økologisk æble. Helst et DANSK usprøjtet æble.