Den anden tærte, jeg lavede til februar-middagen for forsinket at fejre min fødselsdag her i 2016, var en tærte med høje sider og masser af fyld.
Og den syntes jeg var ekstremt vellykket 🙂
Dejen var utroligt nem at arbejde med, så det gav en tærte (lavet i en springform) med høje flotte sider. I begyndelsen var dejen lidt klistret, men jeg gav den lidt mel, da jeg skulle rulle den ud, og så var det helt fin.
Jeg er ikke nogen overvældende stor fan af tilberedt fennikel (jeg kan vældigt godt lide rå fennikel i salater), men her er grøntsagens anissmag helt rigtigt.
Gæsterne var vilde med den – og det er jo det vigtigste – jeg brugte kalkunkød, som der står i opskriften, men man kan også bruge for eksempel 150 gram kylling og 50 gram chorizo for at give en stærkere smag.
Den smager udmærket dagen derpå, hvis der skulle blive rester.
Kalkuntærte med peberfrugt, fennikel og velnødder
(4 – 8 personer)
Tærtedej:
120 gram hvedemel
75 gram groft rugmel
40 gram koldt smør, i tern
3-5 spsk yoghurt naturel
3/4 tsk salt
Fyld;
1 spsk olivenolie
200 gram hakket kalkunkød
2 peberfrugter, i små tern
1 fennikel, i tynde skiver
1/2 løg, finthakket
30 gram valnødder
4 æg
1 tsk salt
1,5 tsk tørret timian eller bladene af en håndfuld frisk timian
150 gram hytteost (den “fede” slags på cirka 4-5 procent)
3 spsk creme fraiche eller yoghurt
150 gram revet ost, for eksempel emmentaler eller mozzarella
Tilbehør:
Grøn salat
Tænd ovnen på 200 grader (180 grader varmluft).
Tærtedej: Alt alle ingredienser til tærtedejen sammen og tilsæt eventuelt 1 spsk yoghurt mere, hvis dejen er for tør. Lad dejen hvile på køl, eller rul den direkte ud i en tykkelse på cirka 3 mm. Kom dejen i en smurt tærteform (springform) og prik den med en gaffel.
Bag tærtebunden i cirka otte-ti minutter til den er halvbagt og tør på overfladen.
Fyld: Varm olien på en pande og brun kalkunkødet i olien over høj varme. Skru ned til middel varme og tilsæt peberfrugt, fennikel og løg, og lad det stege fire-fem minutter til grøntsagerne er møre.
Fordel fyldet over den forbagte tærtebund.
Pisk æg, salt, timian, hytteost og creme fraiche sammen i en skål og fordel blandingen i tærteformen. Slut af med at drysse osten (jeg brugte emmentaler) ud over og eventuelt lidt timiankviste. Bag tærten i cirka 30-35 minutter, til den er gylden og fast.
Lad tærte afkøle 10-15 minutter på en rist inden servering.
(Opskriften er fra “Fjerkræ” fra Samvirke, 2013)