Lun grønkålssalat med peberrodsdressing

Det rigtige tilbehør er faktisk rødfisk – det fik jeg dagen før. men glemte at fotografere 🙂

Man skal se bort fra pølsen på tallerken på billedet 🙂 Det er en af slagterens gode kålpølser, og den går skam rigtigt godt som vintermad til den lune grønkålssalat. Men pølsen er dog ikke det rigtige tilbehør.

Det begyndte med, at en god bekendt, Eva, skrev og spurgte, om jeg kunne lide rødfisk? Evas mand har adgang til havets gaver, og jeg har før fået pillerejer, krabbeklør og hellefisk, de selv har fået røget. Det er jo aldeles skønt 🙂

Jeg havde aldrig selv tilberedt rødfisk, men sagde naturligvis ja tak – og gik på jagt efter en opskrift. Og frem dukkede én fra Arla, der så god ud. Fisken var tilberedt så enkelt som muligt – sådan kan jeg bedst lide det – og da jeg er glad for både grønkål og peberrod, lød det som win-win.

Mens jeg stod og stegte grønkålen – noget, jeg fandt en smule underligt – tænkte jeg godt nok, at det måske ikke blev det mest fantastiske, jeg havde fået, men så var det da afprøvet.

Men grønkålssalaten med peberrodsdressingen ER fantastisk. Den smagte overraskende lækkert. Jeg havde masser af u-stegt grønkål til overs. Heldigvis – for sent kom jeg nemlig i tanke om, at jeg burde have fotograferet salaten 🙂

Det gjorde jeg så næste dag, da jeg havde lavet en ny portion – med en pølse til…

Lun grønkålssalat

Rensede grønkålsblade uden ribber 150 g

Smør 15 g

Rødløg i halve tynde skiver (cirka 150 g)

2 Røde æbler i halve tynde skiver, for eksempel jonagold (cirka 200 g)

Groft salt

Æble-peberrodsdressing

Cremefraiche 18% 2,5 dl

1 groftrevet rødt æble, for eksempel jonagold (cirka 100 g)

Fintrevet frisk peberrod 3 spsk

Groft salt 0,5 tsk

Æble-peberrodsdressing

Vend forsigtigt cremefraiche, æble, peberrod og salt sammen. Stil dressingen tildækket i køleskabet i mindst 15 minutter. Smag til.

Lun grønkålssalat

Riv grønkålen i mundrette stykker. Lad smørret smelte i en stor gryde ved kraftig varme, men uden at det bruner. Svits løgene i cirka 1 minut. Tilsæt grønkål, æbler og salt og svits i yderligere cirka tre minutter. Smag til og server den lune grønkålssalat  – eventuelt sammen med stegt rødfisk og kartoffelbåde – med æblepeberrodsdressing.

(Opskriften stammer fra Arlas net-kogebog på arla.dk)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *