Det har overhovedet ikke noget med mad at gøre. Men hvis du er i Dublin for første gang, så husk at besøge det vildt imponerende bibliotek på Trinity College. Vi var for en gangs skyld lidt mundlamme. Marts 2015
Jeg var i Irland (Bundoran, Donegal og Dublin) i august 2014 – og i Dublin igen i marts 2015.
Men jeg har ikke skrevet en artikel om maden, selv om det ellers var oplagt. Maden er nemlig er skøn på den grønne ø. Nu kan jeg godt lide den klassiske fish&chips, hvis ellers den er ordentlig lavet – og andre retter af ældre dato – men selv hvis man kun er til de moderne, trendy retter, har i hvert fald Dublin en masse at tilbyde. Ikke mindst på byens gastro-pubber.
Det her bliver ikke en artikel – men bare en stribe fotos med billedtekster, der alle handler om mad og drikke i Irland. Håber det kan være til lidt inspiration.
Jeg vil i hvert fald vildt gerne tilbage – ikke mindst for at spise!
Min morgenmad på vores B&B i Bundoran. Vi forsøgte at bede om en mindre portion – hver morgen – men det var indehaveren fuldstændig ligeglad med. Vi skulle da have et ordentligt foder! August 2014.
Verdens bedste fish&chips! Jo, det er jeg næsten sikker på. Serveret på pubben The Old Bridge i Bundoran. Let og sprød panering, god frisk fisk og den skønneste tatarsauce til fisk og fritter (selv om der også blev tilbudt ketchup). August 2014.
Scones med clotted cream og marmelade, serveret på Lissadell House. Jeg drikker godt nok kaffe til – det burde være te, naturligvis. August 2014.
Jeg elsker Guinness! Jeg synes helt ærligt, at det er en gudedrik. Min veninde Jette, som ellers er inkarneret øldrikker, kan ikke udstå Guinness, så jeg fik den for mig selv. Her på den dejlige pub Brennans i Bundoran. August 2014.
Vores fantastiske værelse på Central Hotel i Dublin. Der var et lige så stort badeværelse til med separat jacuzi! Og et påklædningsværelse! Morgenmaden var dog ikke noget at skrive hjem om. August 2104.
Jeg fik lokket Jette med på Fade Street Social, som er et vældigt trendy spisested, hvor man bestiller masser af småretter. Kokkene arbejder synligt ved den L-formede mad-disk, der her ses i baggrunden. August 2014.
Maden var rigtig god og jeg var glad for, at jeg fik det prøvet. Men personalet havde vildt travlt og ingen tid til at hjælpe, så vi fik bestilt for mange retter, som kom lige oven i hinanden. Det var småstressende, og vi spiste alt for hurtigt for at det ikke skulle blive koldt. August 2014.
Jeg var ret vild med maden, det var Jette ikke. Og hun syntes, det trak og at musikken var for høj. Men de lavede i hvert fald en god Vodkatini 🙂 August 2014
Jette på en helt almindelig pub midt i Dublin, hvor vi fik nogle velvoksne kødboller (okse) med sovs. Vi troede faktisk, at vi havde bestilt en burger (sådan en med brødbolle), men det havde vi så ikke. Det smagte nu rigtigt godt 🙂 August 2014
På gastropubben The Exchequer fik vi vores bedste måltid på turen. Min forret var en sandwich med krabbe, havsnegl, fennikel og brødkarse. Min hovedret (billedet) var grillet gedeost på ovnbagte tomater, asparges, syltede valnødder og brøndkarse. Lækkert! August 2014
Den søde og sjove servitrice overtalte mig til at prøve en af husets specielle cocktails – kaffelikør, vodka, espresso og sukker. Den var excellent!
Gastropubben havde den sjoveste lille folder/bog med beskrivelser af deres drinks/cocktails. Jeg fik lov til at få en med hjem. August 2014.
Udefra lignede L. Mulligans Grocer (gastropub) noget, man ikke havde lyst til at besøge, syntes vi, da vi stod ud af taxa’en i aftenmørke og regnvejr. Men da vi kom indenfor, var det som om den gode fe-gudmor havde svunget sin tryllestav. Sikke et fantastisk sted! Marts 2015.
Vi startede begge med Scotch eggs, som Lene Rikke aldrig havde fået før. Hun var helt vild med dem 🙂 De her var så også i særklasse gode. Marts 2015
Bagefter fik jeg en suverænt god vegetarburger.
Tjeneren anbefalede en (god) øl til maden (de havde et stort irsk udvalg), og bagefter tog vi en anden øl (denne her) hos “Adam at the end of the bar”, anbefalet af vores tjener 🙂 Marts 2015
Rigtig god te og sandwich på den cafe, som vi frekventerede en gang om dagen. De havde SÅ mange kager. Cafeen viste sig at være polsk ejet – det var Stephanies polske, kageglade chauffør, der spottede det 🙂 Marts 2015
Jeg tog Lene Rikke med på The Exchequer, fordi jeg kunne huske, hvor god, Jette og jeg syntes, at maden havde været, syv måneder tidligere. Og så var stedet blevet totalt omdekoreret! Bestemt pænt (blandt andet denne bogvæg), men ikke så hyggeligt som tidligere.
Lene Rikke med sin steaksandwich, som hun var svært tilfreds med. Mad kunne de stadig lave. Marts 2015.
Jeg tog dagens frokosttilbud for 8,5 euro. En fremragende rød peber og tomatsuppe, en lidt ligegyldig kyllingsandwich og en stor, god kop kaffe. Det var okay. Marts 2015.
Og så endnu en gang fish&chips til mig. Denne gang på Dublins ældste pub Brazen Head. De hævder, at den kan dateres tilbage til 1198. Jeg drak naturligvis Guinness og senere fik jeg en irsk whiskey, efter den flinke bartender havde forklaret mig, at irsk whiskey IKKE kun er Jamieson – og lod mig dufte til seks-otte forskellige flasker, han udvalgte. Men deres fish&chips var nu ikke så god som retten i Bundoran. Marts 2015