Moderne bønne- og baconsuppe

suppe-fremstilling
I gang med suppe-fremstilling. Har her stegt bacon – og så tog jeg faktisk ikke flere fotos…

Suppen her – som jeg næsten ingen fotos tog af, derfor fotos af min julebord sidste år! – var forretten ved december-sammenkomsten for mine kortklub-veninder.

Godt nok var temaet en slags middelalder-møder-Game-of-Thrones, men ikke mere end at jeg dækkede et rigtigt julebord (af mangel på dyreskind, keramik-drikkekrus og kandelabre) og at starteren her faktisk var en moderne version af opskrift fra 1863. Det er der ikke meget middelalder over. Men pyt – man skal ikke være fanatisk 🙂

julebord dag
Af mangel på fotos fra selve suppefremstillingen er her et foto af mit julebord sidste år!

Jeg elsker suppe – alle supper, tror jeg næsten – men var lidt i tvivl, om denne her ville være for kedelig. Jeg er glad for, at jeg alligevel valgte at lave den, for pigerne kunne rigtig godt lide den, og flere tog to gange.

Suppen har intet med jul at gøre, men er snarere en rigtig “vinterret”, der kan bruges både som en mættende forret eller som en hovedret.

Moderne bønne- og baconsuppe

(3-4 personer)

3-4 stykker bacon plus ekstra til pynt (tyndtskåret)

1 tsk olivenolie

1 lille løg, hakket

1 ds (cirka 400 gram) hvide cannellini-bønner

1 tsk tørret timian plus lidt ekstra til pynt

500 ml kyllingebouillon (gerne hjemmekogt, men pulver, f.eks. Oscar, går altså)

50 gram feta plus ekstra til pynt

50 gram orzo

250 ml vand

salt og peber

Steg bacon på en pande over middelvarme indtil det er godt brunt, men ikke brændt. Læg køkkenrulle på en tallerken og lad baconen dryppe fedt af der.

Hæld næsten al fedtet fra panden og smid det ud – behold hvad der svarer til omkring en teskefuld. Hæld den teskefuld i en gryde og tilsæt olivenolien.

Hæld det hakkede løg i gryden og steg det i cirka fem minutter, indtil det begynder at brune. Tilsæt bønnerne, timian og bouillon og skru op for varmen. Bring suppen i kog, og sku så ned, så den står og simrer. Dæk halvt med låg og lad det simre i 10-15 minutter.

Purér suppen enten med en stavblender eller i flere omgange i en foodprocessor. Hæld den blendede suppe tilbage i gryden, skru op til middel varme, tilsæt smuldret feta, orzo, 3 stykker bacon (smuldret, det burde være nemt, hvis det er sprødt) og vand. Kog i fem minutter eller indtil pastaen er færdig. Smag til med salt og peber.

Server suppen i suppetallerkner og drys en smule smuldret bacon og feta samt lidt tørret timian på toppen. Server godt brød til.

Note1: Man kan få hvide canellini-bønner på dåse i større supermarkeder. Jeg fandt dem nu i en slags papkarton – i samme familie findes også bønner i tomatsauce, men det skal det altså IKKE være.

Note 2: Orzo er pasta, der er formet som et riskorn. Det findes og anvendes både i italiensk, græsk og tyrkisk madlavning. Orzo bliver især brugt til suppefyld. Hvis du ikke kan finde orzo, kan enhver lillebitte slags pasta til suppe bruges.

Note 3: Fald ikke for fristelsen til at købe gode, tykke skiver bacon hos slagteren. De tykke skiver er for svære at smuldre. Det skal være tyndtskåret bacon.

(opskriften stammer fra “A Feast of Ice & Fire”/Chelsea Monroe-Cassel & Sariann Lehrer, Bantam Books, 2012)

julebord aften
Og så hyggeligt så der ud, da det blev mørkt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *