Her i weekenden har jeg været på ostekursus på Lystbækgaard, cirka 6 kilometer fra Ulfborg. Lystbækgård er der, hvor fårehyrden Berit Kiilerich holder til.
Men det var nu Aase With Pedersen, der underviste – og hun og kurset var alle tiders.
Vi var syv tilmeldte (skulle have været otte, men én var blevet syg) og blev delt op i to hold. Hvert hold lavede så en stor portion ostemasse – nok til at vi hver kunne lave en halvfast ost med ramsløg i – den første dag.
Søndag kom vi tilbage for at tage vores ost ud af den form, den var blevet presset i, og salte den første gang.
Nu har jeg så en flot ost liggende i køleskabet. Egentlig skulle den helst opbevares ved 12 grader, men i en moderne husholdning er det lidt svært. Køleskabet er dog OK, sagde Aase.
Osten skal nu saltes hver anden dag i en uge. Så skal den ud at stå i stuetemperatur et par dage, så overfladen tørrer. Vi har fået voks med hjem, som skal smeltes, hvorefter osten skal dyppes og ”forsegles”.
Og så skal osten ellers ligge i køleskabet og modne, så længe som man nu kan holde nallerne af den. Gerne 6-8 uger.
Heldigvis havde vi lavet andre ting, vi straks kunne smage; ricotta af den valle, der blev tilbage efter at vi havde lavet den semi-faste ost. Flødeost af resten af yoghurten og tykmælken – og så lavede Hanne og jeg en stor portion hytteost, som vi alle delte. Den blev meget vellykket og lækker.
Det var nemt og helt sikkert noget, jeg skal prøve igen derhjemme, da jeg elsker hytteost!
Kalciumklorid
Imidlertid har jeg det lille problem som bybo uden kørekort, at jeg ikke sådan lige har adgang til ”mælk fra stalddøren”.
Jeg er nødt til at købe ”mejerimælk” til ostefremstilling, og derfor er jeg nødt til at tilsætte kalsiumklorid, fordi – og nu citerer jeg!: ”balancen mellem kalken bundet i proteinerne, de frie kalkioner og kalkpartiklerne i mælken ændres, når mælk køles ned, og dette bevirker at koaguleringen af mælkens proteiner med osteløbe ikke altid er optimal”.
Hmmm….nå, men det betyder noget i retning af, at det, mejerierne gør ved mælken, ikke er så godt til hjemmeostefremstilling, så man er nødt til at genoprette mælkens evner.
Aase gav mig en lille flaske kalsiumklorid med hjem til en start. Men osteløbe skal jeg have købt over nettet.
Aases blog
Hvis man går med en lille drøm i maven om at lave egen ost, synes jeg bestemt man skal holde øje med Aases blog, Ostepressen, (klik på det røde ord), hvor hun blandt andet skriver, hvornår hun næste gang holder kurser.
Og folk kommer langvejs fra. Således var der på ”mit” kursus to kvinder fra Fyn samt et ægtepar fra Hørsholm – og de var altså kørt helt herover vest på udelukkende for at lære at lave ost hos Aase.
Der er snak om nogle kurser i efteråret i Viborg, hvor blandt andet blåskimmelost og brie er på programmet, men vist også parmesanost. Vi smagte Aases parmesanost, og den er dæleme god.
Hendes manchego kunne vi kun beundre synet af, den er ikke klar endnu 🙂
Man kan købe ting til hjemmeosteriet (og også til ølbrygning, maling af korn, fremstilling af is, tørring af frugt og meget meget mere) blandt andet før nævnte kalsiumklorid og osteløbe over nettet hos Dansk Hjemmeproduktion, klik på det røde ord.
Den gode hyrde
Jeg vil lige nævne, at vi lørdag morgen over kaffen og rundstykkerne også mødte fårehyrden Berit Kiilerich. Herovre i Vestjylland er hun en temmelig kendt person, men jeg havde faktisk aldrig mødt hende personligt før. Det var en god oplevelse.
Hun fortalte om sine får (det, hun er mest kendt for, er sine opvisninger i fåreklipning og i, hvordan hun ved hjælp af dygtige hyrdehunde kan drive fårene sammen) og vi smagte nogle forrygende fårespegepølser og en røget type med rosmarin.
Det, der gjorde størst indtryk på mig, var, da hun fortalte, hvor omhyggeligt hun har fundet og udvalgt de slagtere, der må slagte hendes får.
Nogle dyr bliver slagtet så langt væk som på Mors – det er dem, der bliver til særlige spegepølser og andre specialiteter. Det skal være nemlig en slagter, der ikke kun kan sit pølsemager-håndværk, men også én, der forstår sig på dyr og den proces, det er at aflive dem, fortalte hun. Hun kører selv dyrene til slagtning i den vogn, de plejer at blive transporteret i, når de skal ud at “optræde”, så de føler sig trygge, og hun bliver ved fåret og holder det, indtil det bliver aflivet.
Det fortalte hun på en no-shit usentimental måde og lagde ikke skjul på, at hun mener, det er det eneste rigtige; at give dyrene et ordenligt liv, men så sandelig også en ordentlig død.
