Jeg har lige været ude at handle hos den arabiske købmand på Struervej. Jeg elsker butikken, men jeg skal altid have hjælp til at finde det, jeg skal have, for varerne er tæt pakkede fra gulv til loft, i køleskabe, frysediske, papkasser, på borde og i glasmontrer. Man kan gå rundt der i timevis og stadig finde nyt.

Egentlig gik jeg derud, fordi jeg ville have de der små, tykke, tyrkiske oksekøds-pølser med hvidløg og chili. De er ganske stærke og holder sig godt i køleskabet (den pakke, jeg købte kan holde sig på køl til februar), men jeg fryser nu dem, jeg ikke bruger i aften. Så er jeg HELT sikker.

Pølserne opdagede jeg for 13 år siden, da min daværende kæreste og jeg besøgte min gamle medkollektivist Else, som dengang boede i en stor lejlighed i Århus. Det var december, så vidt jeg husker (det var i hvert fald koldt), og hun satte en stor bradepande med rodfrugter i ovnen, og de sidste cirka 20-30 minutter smed hun også nogle af de tykke pølser i fadet. Dem havde hun købt hos en lokal etnisk købmand. Jeg syntes, at pølserne var helt fantastiske.

Så maden var en succes, og jeg har ofte siden købt en bakke med 12 pølser – man kan allerhøjest spise to. Og de går rigtigt godt sammen med en god, kraftig rødvin. Men øl kan bestemt også gøre det.

Trælse skænderier

Mens var maden en succes, så var selve turen det ellers ikke dengang i 2000. Kæresten og jeg havde på det tidspunkt udviklet et temmelig usundt forhold og skændtes meget. Og det gjorde vi også den aften – og nat! – hos Else. Hvor må det have været træls for hende. Men jeg var så opslugt af at have ondt af mig selv, at jeg slet ikke kunne sætte mig ind i, hvordan andre mennesker havde det. Heller ikke kæresten. I dag kan jeg godt se, at vi begge havde fejl og begge var skyld i alle skænderierne, men dengang mente jeg, at det hele var hans “fortjeneste” og mig, der var en forfulgt uskyldighed.

Nå, pølserne minder mig altså om den trælse dag – og om min egen selvtilstrækkelighed – men som årene går, kan jeg smile af det…og nyde de gode pølser!

Arabiske varer

Da jeg alligevel var hos købmanden, købte jeg også de arabiske fladbrød, som jeg burde have haft hjemme forleden aften til den syriske kylling (nu har jeg dem så i fryseren!), en bunke små arabiske auberginer (dem har jeg tænkt mig at fylde med oksekød og pinjekerner en af dagene), tre flasker med henholdsvis orangeblomstvand, rosenvand og granatæblesirup, samt en pose med 7-krydderi. Sidstnævnte er et arabisk blandingskrydderi, som man godt kan lave selv. Men jeg synes nu, at det man køber, er udmærket.

Produkterne i de tre flasker er fra Libanon og pølserne fra Tyrkiet, men brødet bliver bagt i Vollsmose og krydderiet stammer faktisk også fra et firma der, som importerer det – vi bliver mere og mere internationale, heldigvis 🙂

Engang for flere år siden, da jeg spurgte på orangeblomstvand hos den arabiske købmand, og han ikke forstod mig, sprugte han, hvad jeg skulle bruge det til? Jeg forklarede, at jeg skulle lave en iransk risret, hvor han ophidset udbrød: “Det her er IKKE iransk butik, det er arabisk butik!” Jeg ved ikke, om han i mellemtiden har fået iranske kunder, eller det bare er gået op for ham, at man både laver og bruger orangeblomstvand i maden i f.eks. Libanon og Syrien, men i hvert fald har han det nu på lager.

Alle de lækre arabiske ting skal dog først bruges sidst på ugen – måske søndag. For i aften er reste-aften. Jeg har rester af selleri, sød kartoffel, græskar, persillerod, rødbede og gulerod, så det bliver rumset sammen i et stort ildfast fad med olivenolie, timian, salt, peber og lidt chiliflager. Og så får det god tid i ovnen – og til slut kommer der en tyrkisk pølse eller to på. Dejlig nem aftensmad, og så har jeg ikke dårlig samvittighed over at skulle smide noget væk.

En slags opskrift…

Klokken 21.00: Nå, det blev til at jeg smed det, jeg havde i en bradepande – en sød kartoffel, en persillerod, et kvart selleri, et kvart hokkaido-græskar, seks fed hvidløg (de bliver skønt søde, når de bager så længe), et stort rødløg, en gulerod og en stor rødbede. Skrællet og skåret i store stykker.

Så kom jeg revet skal af en citron, saft fra en kvart citron, en masse olivenolie, salt, peber og timian (tørret) på og vendte det rundt med hænderne.

Bagte det ved 200 grader i en time (vendte rundt i det en gang imellem), smed to tyrkiske pølser ovenpå, gav det 20 minutter mere – og spiste det med hjemmelavet chilimarmelade og dijonsennep. Det smagte skønt.

Der er en rest tilbage. Den varmer jeg i morgen aften på panden.