For et par uger siden drog jeg i det skønneste solskinsvejr til det vestlige Fyn, hvor min veninde gennem 30 år, Else, for et års tiden blev indsat som præst.
Ud over at have fået et embede, hun er glad for, har hun også fået en godt halvandet hundrede år gammel præstegård med i købet, samt et ganske enormt valnøddetræ, der må være lige så gammel som præstens bolig. Da jeg var der, bar træet grønne valnødder, og jeg fik lov til at hamstre løs.
Så mange fik jeg med hjem, at der nu er blevet sat over til en klassisk valnøddesnaps, og så har jeg også kastet mig ud i en ny opskrift.