“Prøv noget skræmmende – lav en soufflé,” siger kokken Yotam Ottolenghi i sin skønne kogebog “Plenty”.
Og så kalder han sine efterårs-souffléer med græskar for “Halloween-souffleer”, fordi mange mennesker mener, at bare tanken om at skulle lave en soufflé er angstprovokerende.
Det er ikke for at blære mig, men jeg har lavet souffléer før – især ostesouffléer, men også chokolade-dessert-souffle – og de er aldrig mislykkedes for mig. Jeg synes altså ikke, det er så svært.
De er dog kun dødflotte i cirka fem minutter. Du kan godt nå at løbe dem ind til bordet, hvor gæsterne siger “næææhhh!” – men så falder souffleen også sammen.