Varm beroligende drik

urte-drik
Citron, mynte og frisk ingefær – og en dejlig stor kop. Den her har keramiker Anni Jensen lavet for mange år siden.

Det her er ikke særligt indviklet. Det kræver faktisk ikke engang en opskrift.

Men fordi jeg har været til tandlæge i dag, kom jeg i tanke om drikken, som jeg har haft så meget gavn af i en svær periode og tænkte, at jeg ville give den videre, hvis der nu skulle være nogen, der aldrig havde tænkt tanken om den 🙂

Normalt drikker jeg kaffe morgen, middag og aften. Jeg elsker kaffe. God kaffe, altså. Og så kan jeg faktisk rigtigt godt lide Nescafé – ja, det er måske lidt mærkeligt.

Men der er jo det ved kaffe, at det holder én vågen, pepper op, og får hjertet til at banke, hvis man har drukket for meget.

I foråret havde jeg brug for det modsatte.

Jeg havde nemlig besluttet mig for at få en ny fortand…

31 dage på penicillin

Historien er, at jeg som syv-årig – på vej ned ad djævlebakken på cykel – var så uheldig, at skruen gik i forgaflen. Cyklen og jeg forulykkede, og i virkeligheden var det nok et kæmpe held, at det eneste, der skete, da jeg hakkede hovedet i fortovskanten var en let hjernerystelse, en lille flænge på overlæben, der efterlod et ar – og minus et styk fortand, der blev slået ud.

I mange år, helt til jeg blev 25, havde jeg en kunstig tand, der sad fast på en plastikgane. Men som 25-årig fik jeg så lavet en ny fortand, der sad på en bro.

Nu, hvor jeg er 50, syntes jeg, at tiden var løbet fra den gamle tand. Jeg ville gerne have en ny, og tandlægen foreslog et implantat. Jeg skal skåne jer for hele historien, bare sige at den operation, hvor implantatet sættes op, normalt er helt ukompliceret. Jeg har læst på nettet, at 1 ud 200.000 har problemer bagefter.

Jeg var så sjældenheden.

Der gik betændelse i såret og jeg var i konstante smerter i 16 dage. Jeg tog smertestillende piller døgnet rundt, sov aldrig mere end højest tre timer (bedøvet af piller), inden det begyndte at gøre ondt igen – og i 31 dage var jeg på stærk penicillin. Da de var overstået var mit hår mat, min hud mat og jeg var træt som et helt alderdomshjem.

En slags naturmedicin

I al den tid drak jeg jo ikke alkohol. Og jeg havde heller ikke lyst til kaffe. Men jeg ville gerne have noget, der beroligede mig og måske også hjalp mod betændelsen. Så jeg fandt den her drik/udtræk i en bog.

Ingefær siges at virke betændelseshæmmende, men det er der nu delte meninger om. Til gengæld er det almindeligt accepteret indenfor naturmedicin at den er god mod kvalme. Citron indeholder ikke bare vitaminer, men skam også et bakteriedræbende stof, som har vist sig at være  effektivt ved mundsår. Og mynte? Tjah, i naturmedicinen bruges det til fordøjelsesbesvær, men også til at lindre menstruationssmerter.

Så blandingen er måske lidt spøjs, men det smager godt, og det virker dejligt beroligende.

teen trækker
Så skal det lige trække cirka fem minutter.

Varm urte-drik

En tyk skive økologisk citron

Et stykke skrællet frisk ingefær

Et par kviste mynte

Kogende vand

Kom citron, ingefær og mynte i en stor kop. Hæld kogende vand over det og lad det trække i fem minutter.

Note 1: Det skal være en økologisk citron, fordi jeg ikke gider skrælle den først, og jeg laver altså ikke en drik, der er et udtræk af en sprøjtet citron!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *