Forleden kom en af vores fotografer ind på redaktionen med en pose med ørred, han selv havde fanget og fået røget. Han havde også et brød med, så der gik ikke længe, før de fleste af os var i køkkenet for at få smagsprøver.
Brødet, der var i en meget “bager-agtig” brun papirspose, var helt utroligt godt, så vi spurgte hvor han havde købt det? Det havde han ikke – han havde selv bagt det, forklarede han. Jeg bad om opskriften, og den fik jeg så forleden.
Det er ikke en af den slags opskrifter, jeg holder af! Som Johan (det hedder fotografen) skriver: “jeg ved ikke, om man kan kalde det en opskrift, det er vel snarere en metode”. Og så ved man jo godt, hvad klokken har slået – det er det samme som at sige “du får ikke lige nogen mål af mig”.
Men jeg vil bare SÅ gerne have mål at gå ud fra, når jeg bager. Bagning er ikke min stærke side, men mål får mig til at føle lidt mere på sikker grund.
Nå, nu har jeg så bagt brødet, og det blev godt. Men ikke så godt som Johans. Så der er nogle ting, der skal ændres næste gang – for selvfølgelig skal det prøves igen. Han har i hvert fald ret i, at det er nemt – man skal bare lige have “følelsen af det”, tror jeg. Og den har jeg ikke helt endnu.
Nu får I Johans version herunder. Han har fundet opskriften på kvalimad.dk – og har så redigeret i den til eget behov. Mine forslag til ændringer kommer i noterne.
Vand og salt er det eneste, Johan giver mål på. Han siger, at “resten er på øjemål og efter humør” – det er sådan noget, der kan gøre bage-novicer som mig vanvittige!
Johans brød
3/4 liter lunkent vand
1 – 1,5 tsk salt
Gær (på størrelse med en ært)
Solsikkekerner
Græskarkerner
Sesamfrø
Havregryn
Hvedemel
Rør lunkent vand, salt og gær sammen. Tilsæt kerner efter eget valg. Det grovbrød, Johan havde med, var med solsikke- og græskarkerner, sesamfrø og havregryn. En god håndfuld af hver. Tilsæt hvedemel og rør dejen sammen til konsistens som tyk havregrød. Hellere for lidt mel end for meget. Kernerne optager en del af vandet.
Hæver tildækket et køligt sted i 8-10 timer.
Hæld dejen i en god bageform. Johan drysser altid græskar- eller solsikkekerner i bunden. Brug en god stor form, så brødet ikke vokser over kanten! Dæk med alufolie og lad det hæve en times tid. Tænd ovnen i god tid, så den er gennemvarm, når brødet skal bages. Giv ovnen noget pedal! Gerne 240-250 grader. Brødet bages først “under låg” (alufolie) i 40-50 minutter. Fjern folie og sæt temperaturen ned til 220 grader og giv brødet yderligere 10-15 minutter.
Tildækningen med alufolie holder på fugten og giver sprød skorpe. Er formen for lille, hæver brødet over kanten og hænger i alufolien.
Bagetiden skal tages med forbehold, men bank på brødet, så kan du høre dig frem. Det må endelig ikke få for lidt!
Note 1: Jeg vil gerne have mere salt i (ja, ja, jeg ved godt, det ikke er sundt) – jeg vil prøve med 2 tsk næste gang. Jeg brugte fint, økologisk hvedemel denne gang, men vil prøve med noget lidt grovere næste gang , for eksempel fuldkorns-hvedemel. Eller halvt af hver.
Note 2: Jeg bagte brødet først 50 minutter og så 15 minutter. Men jeg må erkende, at det godt kunne have taget ti minutter mere, selv om det lød hult, da jeg bankede på det!
Note 3: Jeg var så “bange” for at komme for meget mel i dejen, at jeg nok kom lige i underkanten af, hvad der skulle, i. Grøden havde vel snarere konsistens som tynd havregrød end som tyk havregrød 🙂
Nå, de bagekyndige kan sikkert lave et perfekt brød efter Johans opskrift, og vi andre må bare prøve os frem. Jeg er nu ikke utilfreds med mit første forsøg – men der er plads til forbedringer 🙂
Hvis du gerne vil bruge “glat” mel, så er hvid hvede eller sigtemel muligt.
Hvid hvede lyder faktisk som en rigtig god idé – tak 🙂