Thyras indiske æble-chutney

æblechutney
Thyras æblechutney – og jo, de to dukker i baggrunden er fra Indien. Fra Chennai helt præcist 🙂

Egentlig havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke skulle sylte mere i år. Jeg havde nok glas stående i skabene.

Men så besøgte jeg Thyra i hendes nye drivhus – som også fungerer som en særdeles hyggelig udestue – og hun fik mig til at smage sin æblechutney. Og så var jeg da solgt!

På grund af karryen, smager chutney’en indisk, og jeg laver meget indisk mad om vinteren, så jeg tænkte, at den skulle jeg nok finde anvendelse for.

ingredienser til chutney
Ingredienserne til chutney’en.

At jeg så også – ud over æbler fra Thyras have til chutney’en – lige fik en pose grønne tomater med, var ikke med i beregningerne. For de skal jo også syltes!

Nå, chutney’en er nem – det tager en god times tid at lave den.

Thyras indiske æblechutney

(2 glas)

4 æbler

2 rødløg

3 tsk karry

0,5 dl brun farin

0,5 dl hvid balsamico

Skyl æblerne, halver dem og fjern kernehuset. Skær æblerne i grove stykker.

Hak løgene fint.

Bland æblestykker og løgtern i en gryde med resten af ingredienserne. Kog op under omrøring og lad det simre ved svag varme i cirka 45 minutter. Rør af og til.

Hæld på skoldede, eventuelt atamon-skyllede, glas.

Note 1: Thyras chutney smagte kraftigere af karry end min – det må være karryen, som bliver brugt, der er afgørende. Min var en ostindisk karry, og de ER milde. Jeg synes faktisk, det virker bedre med den kraftige karry, så vælg en god én med lidt styrke i.

Note 2: Man kan godt i starten stå og tænke på, om ikke der er glemt noget i opskriften? For eksempel noget mere væde? Men lad være med at sjatte mere i gryden. Der ER den væde, der skal være, og så snart chutney’en begynder at simre, frigiver æblerne deres saft – det er rigeligt.

I gryden
Chutnye’en er endnu ikke kommet i kog og ser stadig “tør” ud.
indisk chutney
Indisk chutney – på en sari.

 

 

4 tanker om "Thyras indiske æble-chutney"

  1. Hej Mette. Uhm den var god – men jeg måtte nu tilføje væske. Tror det er mine super gode Belle Boskop, de er meget faste i “kødet”

    1. Jeg ved faktisk ikke, hvad det var for nogle æbler, jeg fik af Thyra, men de frigav i hvert fald nok væske sammen med den halve deciliter balsamico. Men det går jo heller ikke at det brænder på, så godt at vide, at man kan tilsætte væske, uden at det går ud over smagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *