Köfte er en slags aflange kødboller, der stammer fra det tyrkiske køkken. Og der findes rigtigt mange slags køfte – på spid eller uden spid, grillet eller i ovnen, med lam, okse eller kalv, forskellige krydringer og så videre.
Der drikkes som regel – i hvert fald traditionelt – yoghurtdrikken ayran til. I nedenstående foreslag – i sikker forvisning om, at man ikke får et flertal af danskere til at drikke yoghurt til den varme aftensmad – har man i stedet lavet en yoghurtdressing, og det fungerer rigtigt godt.
Nedenstående ret kan naturligvis grilles. Det gør jeg så ikke lige, fordi jeg bor i lejlighed, men på en super varm augustdag som i dag ville det være en oplagt mulighed. Og et meget billigere valg end den store, dyre steak, som det alligevel er synd at komme på en grill…synes jeg altså…
Köfte med yoghurtdressing og fladbrød
(4 personer)
400 g hakket lammekød (se note 1)
1 tsk salt
friskkværnet peber
1 tsk stødt spidskommen
0,5 tsk stødt allehånde
1 tsk chiliflager
1 æg
cirka 0,5 dl frisk mynte, hakket
2 spsk groft mel
1 rå kartoffel, revet
olie til at dryppe med
Yoghurtdressing:
200 g græsk eller tyrkisk yoghurt
1 spsk tahin (sesampasta, man kan købe Urtekrams i f.eks. Kvickly)
1 tsk honning
1 tsk citronsaft
salt
friskkværnet peber
Forlag til fyld:
400-600 g blandet grønt (for eksempel salat, agurk, mynte, grillede peberfrugter)
4-5 mejool dadler i skiver (kan udelades – se note 2)
4-5 soltørrede tomater (kan udelades)
4-8 fladbrød, der lunes lidt
Tilbehør:
Mellemøstlig chilisauce (se note 3)
Tænd ovnen på 220 grader/200 varmluft. Rør lammekødet sejt med salt, peber, spidskommen, allehånde og chiliflager.
Tilsæt æg, mynte, mel og revet kartoffel og rør til det hele er blandet. Form farsen til otte aflange kødboller og læg dem på en bageplade med bagepapir.
Bag dem i cirka 15-20 minutter eller til de er gyldne og faste.
Rør alle ingredienserne til dressingen sammen og forbered det øvrige fyld (skylle, snitte, hakke, lune….).
Server de varme köfte rullet ind i fladbrød med masser af grønt, lidt dadler, dressing og et drys af soltørrede tomater.
(opskriften herover er fra Samvirkes opskriftsbog “Hakket kød” fra 2013)
Note 1: Der sker ikke noget ved at skifte lammet ud med hakket oksekød, hvis du er en af dem, der ikke spiser lam. Jeg synes bare, at lam passer perfekt til krydringen her.
Note 2: Mejool dadler stammer fra Nordafrika/Mellemøsten. Det er en speciel type dadler, der er dyrere end andre på grund af deres størrelse, deres sødme og det faktum, at de bedre end andre dadler holder sig bløde/saftige, når de er blevet tørret. Men altså…jeg købte Coops “soft dates” (bløde dadler) i en pose, og det var udmærket 🙂
Note 3: Jeg tror ikke, jeg før har set mellemøstlig chilisauce på hylderne nogen steder. Chilisauce fra Asien, USA, Mexico ja – og harissa fra Nordafrika – men ikke fra Mellemøsten. Men det kan jo bare være fordi, jeg ikke har kigget. Under alle omstændigheder kan man købe ajvar og spise til, for det kan bruges til så meget andet. Ajvar er en skøn ting – en sauce af grillet rød peber og hvidløg, som siges at stamme fra Serbien. Men nu er den i hvert fald populær over hele Balkan, og man kan finde den i “velassorterede supermarkeder” herhjemme, for eksempel Kvickly. Ajvar findes både mild, medium og stærk – det er mængden af chili, der gør forskellen.
Nå, men hvis man selv kunne tænke sig at lave en mellemøstlig chilisauce, er her en opskrift på Shatta, som netop er en sådan:
Shatta
12 små, tørrede chili
3 spsk. tomatpuré
1 tsk. kanel
1 tsk. salt
3 spsk. olivenolie
Knus chilierne og bland dem med tomatpuré, kanel, salt og olivenolie og lad den trække på køl i mindst et par timer, gerne flere dage.
Og jeps, det er hot!