Jeg er nået til opskrift nummer tre i min jagt på den bedste biscotti-opskrift. Jeg har endnu to mulige, der skal testes!

Denne her resulterer i meget mørke og meget hårde kager. De smager – ifølge flere gæster – fantastisk godt, men kræver rasende gode tænder, hvis ikke man enten dypper dem (helt klassisk) i Vin Santo eller (mere dansk og meget velegnet) i en kop kaffe.

Ifølge den bog, de stammer fra, SKAL de være sådan: ”De skal være hårde og tørre, og kan hold sig månedsvis i en tætsluttende kagedåse” skriver forfatteren og tilføjer, at de skal ”dyppes grundigt i et glas vin santo eller god, sød sherry” for at kunne spises.

Forfatteren hedder Leslie Forbes, og hun stod i 1980’erne bag to kogebøger, som gjorde stort indtryk på mig.

For alle jer unge er kogebøger noget, der fylder en femtedel af boghandlerens hylder, og som væltes ud fra forlagene i så rå mængder måned efter måned, at det er svært at overskue markedet. Men sådan har det ikke altid været.

Der var en gang, hvor kogebogsudgivelser var så få, at man VIRKELIG lagde mærke til, når der skete noget helt nyt og vildt. Som da Sonja Bock og Tina Scheftelowitz i 1997 debuterede med deres ”Suveræne Salater” med det vildeste stribede, hippe omslag, anderledes billeder og ikke mindst en lille dame nede ved sidetallet, som man kunne få til at bevæge sig (damen altså, ikke sidetallet) ved flippe siderne hurtigt igennem. Det grafiske udtryk stod Arlette Christiansen for, og hun dannede skole et stykke tid fremover med den moderne, unge kogebog.

 

Nå, men ti år tidligere, i 1987, udkom canadieren Leslie Forbes kogebog ”Et bord i Toscana” i Danmark. Årets efter fulgte hendes ”Et bord i Provence”. Det var ikke så meget opskrifterne, der gjorde indtryk, selv om de bestemt også var gode – og meget autentiske. Næh, det var til dels de små hyggelige, personlige fortællinger, der indledte hver opskrift, som var noget nyt – og så især tegningerne.

Tænk, en hel kogebog kun med tegninger! Og hvilke tegninger…

Leslie Forbes, der var uddannet ved Vancouver School of Art og havde arbejdet som designer og illustrator for BBC, havde tegnet sig (med farveblyanter, tror jeg) gennem Toscana og Provence. Og tegningerne var af den slags, enhver romantisk sjæl ville have hængende i sit køkken eller kolonihavehus. Sådan nogle hyggelige nogen, der gav et sug af længsel i maven efter middelhavsstemning.

The Times kaldte den ”årets nydeligste kogebog” 🙂

Måske kan man stadig være heldig at finde dem antikvarisk. De er bestemt værd at eje, synes jeg.

 

Biscotti di Prato

500 gram sukker

500 gram mel

200 gram smuttede mandler

150 gram pinjekerner

4 piskede æg

1 tsk reven appelsinskal (man kan bruge mere, hvis man vil have en tydeligere appelsinsmag)

0,5 tsk vanilje (se note 1)

0,5 tsk bagepulver

Salt

Smør

Forvarm ovnen til 190 grader. Rist mandlerne et par minutter i ovnen og snit dem groft sammen med pinjekernerne. Sigt melet ud på bordet (jeg bruger altså en skål!), lav en fordybning i midten og fyld æg, bagepulver, sukker, appelsinskal og et drys salt i.

Ælt til konsistensen er blød og bland mandler og pinjekerner i. Rul stykker af dejen ud i lange, lidt brede pølser.

Læg dem på et stykke smurt, melet bagepapir (se note 2) og bag dem i cirka 15 minutter.

Tag “fingrene” ud af ovnen og skær dem diagonalt (tykkelse cirka 1 centimeter) og sæt dem tilbage i ovnen i cirka 25 minutter, til de er brune.

Note 1: Leslie Forbes skriver bare ”vanilje”. Det kan være kernerne fra en flækket vaniljestang, det kan være vaniljeessens eller det kan være vaniljesukker. Jeg aner det faktisk ikke. Jeg brugte vaniljesukker – cirka 1 tsk.

Note 2: Jeg hverken smurte eller melede bagepapiret .

(Opskriften er fra ”Et bord i Toscana” af Leslie Forbes, Gyldendal, 1987)