Brød i kurv

Et godt tæt hverdagsbrød.
Et godt tæt hverdagsbrød.

Opskriften på det udmærkede hverdagsbrød med tæt krumme stammer fra fairtrade-butikken i Holstebro, som ejes af U-landsforeningen Svalerne.

To af mine i alt tre hævekurve - og resten af ingredienserne.
To af mine i alt tre hævekurve – og resten af ingredienserne.
Starter-surdejen har stået og hævet.
Starter-surdejen har stået og hævet.

 

Engang lå Fair Trade Butikken nede i bazaren og var lidt for stor. Nu ligger den oppe i Bisgaardsgade 4 og er lidt for lille .-) Men den er hyggelig, og de har gode varer; kurve, keramik og papirvarer, tasker, tørklæder, legetøj, musikinstrumenter, smykker og god chokolade.

Læs mere ved at klikke på linket her: Fair Trade Holstebro.

Nå, jeg købte en hævekurv, lavet af rør i Bangladesh. Lakken på kurvene er laboratorietestet i Danmark, så man ved, at det er OK at have madvarer i dem. Dengang kostede de fine kurve mellem 36 og 75 kroner, alt efter størrelse.

Og så fulgte denne opskrift med.

Brødet er hældt ud på bagepladen og er nu klar til ovnen - med fint rillet mønster.
Brødet er hældt ud på bagepladen og er nu klar til ovnen – med fint rillet mønster.

Brød i kurv

Surdej:

15 gram gær

1 dl lunkent vand

100 gram durumhvedemel

Desuden:

100 gram yoghurt

1,5 dl lunkent vand

 2 tsk honning

0,5 tsk salt

400 gram durum hvedemel

Opløs gæren i det lune vand. Rør de 100 gram mel i. Lad dejen hvile tildækket i 1-1,5 time et lunt sted. Rør derefter yoghurt, vand og honning i dejen. Tilsæt salt og mel og ælt dejen.

Tildæk dejen og lad den hæve en time.

Slå herefter dejen ned og form den til en bolle (til en rund kurv) eller til en pølse (oval kurv), der lægges i den meldryssede kurv.

Lad dejen efterhæve til den når op over kurvens kant – cirka 40 minutter, siger opskriften. Da var mit ikke hævet så meget, men jeg skulle skynde mig og bagte det alligevel. Lidt dumt, for så bliver krummen altså meget tæt. Vent hellere så længe, det nu tager.

Vend forsigtigt dejen ud på bagepladen, der er beklædt med bagepapir. Stil bagepladen i ovnen ved 225 grader. Efter 5 minutter sænkes temperaturen til 180 grader og brødet bager videre i 35-40 minutter.

(opskrift – Svalernes Fair Trade Butik, Holstebro)

Færdigbagt brød køler af.
Færdigbagt brød køler af.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *